Rejsebeskrivelse

BURMA 2017

 

C&C travel var teknisk arrangør af turen. D.v.s. at C&C havde arrangeret hotelophold og transport, som bestod af flyvninger, bådtransport og biltransporter. Vi havde benyttet os af en af deres standardture: Klassisk rundrejse og strand med ophold i Mandalay, Bagan, Inle Lake, Ngapali og Yangon. Det var vores første tur i landet og vi havde derfor ikke grundlag for at lave afvigelser i deres forslag til rejseplan.

Vi rejste fra Kastrup søndag den 12 februar kl. 1315 med Finnair med første stop i Helsingfors. Efter en times ophold fortsatte turen med Finnair til Bangkok med et helt nyt Airbus A350, der flyver ganske behageligt og har helt nye trykfølsomme skærme i sæderne med en god opløsning, men stadig med alt  for sammenpresset på monkeyklassen. Vi har været vant til rigelig udskænkning af drikkevarer på de oversøiske ruter, men her fik kun vi lidt rødvin til maden og derudover skulle der betales en ganske pæn pris for yderligere. 8 euro for et glas middelmådig vin - så var det også betalt. Turen tog lidt over 10 timer.

I Bangkok fløj vi videre med Bangkok Airways til Mandalay, en mindre tur på lidt over 1,5 time og næsten samme vej tilbage ad den rute vi fløj til Bangkok. I Mandalay lufthavn skulle vi selvfølgelig igennem integrationen. Man skal have visum til Myanmar, som det hedder i dag.
Tidligere skulle man have visum. Man sendte sit pas til repræsentationen i London eller Berlin. I dag er det blevet noget nemmere, hvis man ankommer med fly til Mandalay eller Yangon, så kan man søge online mod en betaling på 50 US dollar. Vi udfyldte formularen i god tid  en aften og betalte samtidigt. Allerede næste morgen lå der en mail med ikke et VISA men med en blanket om at vi var godkendt til VISA eller noget i den retning. Integrationen Mandalay lufthavn gik let og hurtigt. Vi viste mailblanketten og fik VISUM i passet. I ankomsthallen stod vores chauffør klar med et skilt med vores navne og så blev vi transporteret til Hotel Mandalay, der ligger centralt midt i byen og 43 km fra lufthavnen. Chaufføren havde en kuvert til os med 3 gange flybilletter (indenrigs) bådbilletter samt vouchers til alle vores hoteller i Burma.
Hotel Mandalay er et fint gammelt hotel om end noget nedslidt. I receptionen var der et vekselkontor og vi vekslede 100 US dollar til 136.000 Kyats. Rundt regnet svarer 1000 kyats til kr. 5, så de 100 US dollar kom til at fylde temmelig meget.
Det havde været en lang dag, så vi trængte til en eftermiddagslur. Burma er et af de få lande, der ikke følger tiden med hele timer, så de ligger 5 1/2 time før Danmark.  Vi ankom til hotellet ved 15 tiden lokal tid og havde været på rejse i 19 timer uden nævneværdigt søvn.

Halvtrætte valgte vi at spise i hotellets restaurant, hvor vi fik 2 gange aftensmad og en stor Tiger Beer og en vand til omregnet 80 kr.

 

Tirsdag den 14. Tidlig oppe. Vi skal have noget ud af dagen og med forskudt søvn har vi sovet nok. Morgenmad i hotellets restaurant. Pænt udvalg, faldt for en lækkert udseende tomatsalat, der lignede noget hjemligt, men var ekstremt spicy.
Der var usædvanligt meget personale i forhold til opgaverne. Det er normalt meget personale i østen fordi lønningerne er meget lave, men her var der ekstra meget personale.

Efter morgenmaden gik vi ud til Mandalay Palace, som ligger midt i et meget stort Citadel, der er omgivet at høje mure i en kvadrat på 2 km på hver side. Det blev bygget midt i 18 hundredtallet Mandalay Palace var den primære kongelige residens for kong Mindon og kong Thibaw, som var de 2 sidste konger og regering indtil 1885, hvor englænderne overtog. Efter sigende er englænderne stadig ikke velsete i landet. Vi mødte så vidt vides heller ikke nogen englændere.
Ankommet til Citadellet skulle der indløses billetter. Jeg havde ikke nogen taske med og Jane havde fået pungen i Fjällräven. Ved billetkontoret var pungen ikke tilstede og gode råd var dyre. Vi havde gået 5 kilometer i pæn varme og havde ikke lyst til at gå turen igen. Via mit dejlige offline Maps.me app fandt jeg et hotel i nærheden og jeg havde dollars i pengekatten på maven. Hotellet havde ikke noget vekselkontor, men en venlig ansat vekslede 50 dollar. Han var glad for en god kurs og jeg var glad for at få nogle Kyats.
Tilbage til Citadellet hvor Jane ventede fik vi købt billetter til 10.000 Kyats eller 50 kr. Billetten gælder i 5 dage og også til en lang række seværdigheder i Mandalay. Fra den østlige hovedport (eneste port med adgang for turister) gik vi ca. 1 km til paladset. Man må kun går den lige vej ind til paladset, da selve citadellet er militært område. Paladset er faktisk en rekonstruktion fra 1990 erne af det oprindelige palads, men er absolut et besøg værd. Der er en fin udsigt fra tårnet.
Turen tilbage til hotellet blev tilbagelagt med en taxi til 6000 kyats eller 30 kr. På hotelværelset lå pungen med de mange kyats, som på grund af en kommunikationsfejl ikke var kommet med.

Under englænderne havde man venstrekørsel og da landet blev selvstændigt i 1948 fortsatte det. Den socialistiske general - præsident og formand Ne Win var kolerisk lunefuld og dybt overtroisk og han skiftede fra venstrekørsel til højrekørsel i 1970 fordi hans astrolog sagde, at det ville bringe ham succes. Til trods for at det er så mange år siden, at man skiftede kører stort set alle stadig med rattet i højre side. Der er mange gamle biler og også rigtig mange nye biler og de har også rattet i højre side. Det giver selvfølgelig problemer i forbindelse med overhaling og forbikørsel. Mange bybusser og lastbiler har derfor en "observatør" i venstre side i køretøjet for at se om man kan overhale.

Dagens frokost blev indtaget nede om hjørnet i en lille lokal restaurant og bestod af grillspyd og nogle ruller af ubestemmeligt oprindelse. Dertil en 0,60 liter Tiger beer og vand. pris 35 kr.

Efter en lille morfar og en gåtur i byen spiste vi på et andet meget lokalt spisested, som bare var en overdækket plads. Igen var vi de eneste fremmede. Til maden igen en stor Tiger og Jane fik en lille flaske rødvin, det stod der i hvert fald på spisekortet. I følge Jane smagte det bare af kold Ribena tilsat boblevand.

På vej tilbage til hotellet kom vi forbi en butik, der solgte spiritus. Lokale produkter kostede mellem 10 og 25 kroner for en helflaske. Vi fandt en liter Jameson whisky til 110 kr. Senere på vores tur blev det til forskellige lokale små flasker whisky, rom og sågar gin (GT er vigtig i østen - moskitoer you know)

Da vi kørte hjem fra paladset var vores chauffør meget ivrig for at køre for os igen og vi aftalte, at han skulle afhente os næste morgen kl. 0700, fordi vil ville tidligt ud til verdens længste teaktræsbro.

 

Onsdag den 15. Tidligt op kl. 0540. Vi vil gerne opleve broen i den tidlige morgensol og uden alt for mange mennesker og vi havde jo aftalt med chaufføren fra dagen før at han ville komme kl. 0700. Morgenmad på hotellet og klar foran præcis kl. 0700, MEN chaufføren var ikke præcis, han kom faktisk slet ikke, i hvert fald ikke i løbet af den halve time vi ventede på ham. Vi fandt en anden taxi, der ville køre os ud til U Bein, som broen hedder og til den åbenbart faste pris af 10.000 Kyats eller 50 kr for 11 kilometer. Vi kom altså ikke ud til broen i morgendiset som håbet, men tidligt nok til at der ikke var alt for mange mennesker. Broen er fra 1850 og 1,2 kilometer lang. Den går over Thaung Tha Man søen. Vi gik fra den vestlige side af søen over broen. Ved den vestlige side af søen ligger der en masse kanoer, der fragter folk over søen langs med broen. Det er det mest normale at turister kommer med busser til østsiden, går over broen og sejler tilbage. Til trods for at vi ikke var kommet så tidligt som vi havde regnet med, så var der ikke så mange turister endnu og det var mest lokale, der brugte broen. På den anden side gik vi lidt rundt i landsbyen. Der var selvfølgelig et stort tempel, men særligt livet i landsbyen var interessant. Der var skolen, hvor børnene legede i frikvarteret og byggepladsen, hvor det første hus i flere etager var under opbygning. Ligesom mange andre steder oplevede vi, at det var kvinderne, der var de stærke eller i hvert fald tog slæbet. På nybygningen gik de fra jordniveau med nok 14-16 mursten balancerende på hovedet af primitive bambusstiger op til 1. og 2. sal. Imponerende.
Tilbage over broen og nu med flere turister. Flere steder på broen var der overdækkede platforme, hvor man kunne sidde i skyggen og slappe af, nyde naturen og betragte folkelivet. Efter den "anstrengende" tur trængte vi til en kop kaffe og gik ind på en restaurant på en platform med udsigt til broen og søen. Vi fik 2 glaskopper á la tresserne med varmt vand og et rør 3 i 1, d.v.s. Nescafé med sukker og flødepulver - 5 kr.
Toiletbesøg på byens offentlige toilet med ståtoilet men med sæbe og håndvask og prisen på blot 50 øre eller en 30 del af hvad det koster i Venedig og stort set samme stand.

Vi skulle videre og en gammel kineser, der lignede Ho Chi Minh standsede og spurgte om vi ville med. Vi har faktisk set Ho Chi Minh om end ikke i live, men så i et mausoleum i Hanoi. Det var et sidespring, men vores kinesiske ven havde en pickup, hvorpå der direkte på ladet stod 4 udtjente bagudvendte autosæder og så var der selvfølgelig også et tag til skygge. Vi havde besluttet os at besøge Bagaya Kyaung klosteret - længe leve den af Jane indkøbte Lonely Planet Myanmar guide. Nu er det ikke altid nemt at gøre sig forståelig på fremmedartede sprog og særligt ikke hvis der slet ikke tales lidt engelsk. Igen Maps.me appen og tage et billede af destinationen, hvor der er et kortudsnit og navnet på engelsk og burmesisk. Vores kinesiske ven forstod det straks og kørte små 8 kilometer til et lille flodleje, hvor vi skulle med en lille motorbåd over floden. Billetter til et par kr. blev købt i et lille skur ved flodlejet. På den anden side af floden blev vi mødt af et utal af mennesker, der ville sælge os en masse ting vi ikke havde brug for. Vi kunne se på kortappen hvor vi skulle hen og så at der var små 5 kilometer til klosteret. Efter at have passeret mylderet af påtrængende sælgere viste der sig at være mindst hundrede 2 hjulede hestevogne. Dette måtte så være løsningen, selvom det virkede meget turistet. Turen frem og tilbage til klosteret kostede 50 kr. og det var nu bedre end at gå i varmen.
Vi rettede henvendelse til en kusk, men det var ikke hans tur og der blev tilkaldt en mand, der stod for fordelingen af ture, en fornuftig og social tankegang. Klosteret var et besøg værd. I et undervisningslokale sad der en række små drenge iført munkekjortel. De sad og messede høje remser op og "læreren" en ældre munk lå på gulvet bag en høj række af bøger og læste avis.
Tilbage igen til færgelejet "Oe Toke Tan" med hestevognen og så var det tid til frokost og minsandten om der ikke var en rigtig pæn restaurant med hvide duge. Store dejlige træstole var der også og de var endda så høje, at man ikke kunne få benene ind under det store bord og det er vanvittig upraktisk at sidde så langt væk fra bordet og spise. Vi fik 2 dejlige salater, en stor Myanmarøl og frugtjuice til fruen.
Tilbage med den lille motorbåd og vores kinesiske ven stod og ventede på os til trods for at vi havde sagt, at vi ikke vidste hvornår vi ville komme tilbage. Op på ladet af pickuppen og turen gik retur til Mandalay.

Jeg er ikke til whisky, som vi købte dagen før, så jeg fandt en butik hvor de forhandlede alkoholiske drikke i nærheden af vore hotel og købte en flaske ganske velsmagende Bacardi Gold rom til en pris af 75 kr. for en liter. Man må jo holde funktionspromillen oppe.

Aftensmaden blev indtaget på en burmesisk/kinesisk restaurant. Ganske udmærket og billigt.

Jeg har tidligere nævnt kvinder, der bar mursten på hovedet. Lige i nærheden af vores hotel på hovedgaden var der et større vejarbejde i gang. Der blev lagt store skærver på vejen og hvem bar skærverne. Det gjorde kvinderne i store kurve. Mændene kørte vejtromlen.

 

Torsdag den 16. Igen tidligt op. Vores plan viste, at vi ville blive afhentet af en taxi kl. 0615 og der var lige et kvarter til at indtage morgenmaden i hotellets restaurant. Igen blev vi afhentet præcist og kørt til MGRG Jetty, hvor vores båd for de næste 9 timer lå. Vi skulle sejle ad Ayeyarwady-floden til Bagan. Båden sejlede kl. 0700 og vi sad i kurvestole på dækket under et soltag. Det var  hundekoldt de første timer. Heldigvis var der masser af tæpper ombord. Der blev sågar også serveret morgenmad ombord. Vi fik udleveret en lille papæske med et hårdkogt æg, en banan, en meget sukret slags wienerbrød samt en meget tør croissant og kaffe fra baren.
Der var livlig aktivitet på floden. En del små fiskertræbåde i kanostørrelsen kastede store net i vandet. Der var ligeledes en meget stor trafik af kæmpelastpramme, der blev skubbet af slæbebåde. Lasten var typisk kul og jord/skærver, men alt blev transporteret på floden.
Floden var mellem et par hundrede meter til omkring 800 meter bred. Der var ikke meget vand i floden og mange steder var bunden så højt oppe at den ragede over vandet. Det betød af skibene sejlede meget i zig zag. Jeg ved ikke om de havde ekkolod eller om det ikke var brugbart under disse forhold, men på alle prammene (de var forrest)  stod der 2 mand med lange bambusmålepinde og målte vanddybden hele tiden.
For nogle år siden sejlede vi på Mekongfloden fra Laos til Cambodja. Også der var der en livlig flodtrafik, men her på Ayeyarwadyfloden var det helt anderledes og med meget større trafik. I løbet af dagen blev det dejligt varmt igen og vi kunne rigtig nyde turen. Ved frokosttid fik vi en god risret og man kunne selvfølgelig købe kølig Myanmarøl og det i den rigtige størrelse.
Vi ankom til Bagan omkring 1630 tiden og selvfølgelig stod der en mand med en bil klar til at hente os. I byen passerede vi en post, hvor vi blev opkrævet en turistskat for området på 2 x 20 US dollar. Dette kom ikke bag på os, for fores rejsearrangør C&C travel havde skrevet om det.
Vi ankom efter en halv times tid til vores nye hotel, "Bagan View Hotel", som lå lige ud til floden. Det var virkeligt et luksushotel, der bestod af flere rækkehuse i ét plan, der passede fint ind i naturen. Værelset var stort og dejligt og med en udstrakt service. Vores værelse lå lige ud til den store pool og her var der ingen "glade" børn men velnærende 60+ere.

Restauranten lå med udsigt til floden og når mørket faldt på var der hyggelys i træerne og en mand spillede sprød musik på et strengeinstrument. Maden var fortræffelig og dyr. Alt på hotellet blev afregnet i US dollar og en aftensmad løb let op over 30 dollar, men så var der også en solnedgangsdrink med.

Alt var selvfølgelig perfekt og efter at have taget et dejligt bad i velduftende sæber og tørret mig i snehvide frottéhåndklæder stod jeg og tænke på hvor privilegeret vi var. Vi havde netop forladt Mandalay, hvor jeg havde set mennesker bade i beskidte floder og søer samt set mennesker der badede siddende på fortovet under en vandhane midt inde i byen.  

"Bagan River View Hotel" ligger i Old Bagan indenfor den gamle bymur som visse steder er intakt. Der er usædvanligt fredeligt og stille og en stor omvæltning fra storbyen Mandalay, som det senere skal vise sig ikke er så stor i forhold til Yangon.

Fredag den 17. Efter vores C&C plan skal vi denne morgen på en halvdagstur med hestevogn. Også denne gang med en 2 hjulet vogn, men større og væsentlig bedre end sidste gang i Mandalay.

Bagan var i det 9. til det 13 århundrede hovedstaden i kongeriget Pagan. Fra det 11. til det 13. århundrede blev der på Bagansletterne opført over 10.000 buddhistiske templer, pagoder og klostre og over 2.200 har overlevet til i dag.

Tilbage til hestevognen, der stod klar efter morgenmaden og kusken var en rar ældre mand fra landsbyen ved hotellet. Min første indskydelse var turisthestevogn!!! men jeg ændrede mening. Det var en behagelig tur i et behageligt tempo og fjernt fra biler og knallerter. Vi kørte ad små stier, hvor der ikke kom andre. Kusken kendte sit område godt og stoppede de rigtige steder og sagde at nu var der en god vinkel til et foto. Det lyder som vi bare snakkede løs, men kusken kunne lidt engelsk men sprogstammen gør det vanskelig i mine ører at forstå hvad han sagde, men på forunderlig vis forstod vi alligevel hinanden. Vi besøgte adskillige templer og pagoder. Ligegyldigt hvor man så hen kunne man tælle de første 10-20 templer og pagoder. Turen sluttede i landsbyen, hvor der blev serveret en frokost. Folk boede i simple hytter med vægge af flettet bambus og med bliktag og levede tilsyneladende lykkeligt. Overalt blev man mødt med venlighed og smil og man ville gerne fotograferes. Vores tur varede i 4 timer og vi havde haft en dejlig dag.
Eftermiddagen blev tilbragt med afslapning ved poolen. Aftensmaden blev indtaget i hotellets restaurant ved floden med tonerne fra sprød strengeinstrument - jeg ved ikke hvad instrumentet hedder, men det var en slags liggende guitar med en helt speciel lyd.

 

Lørdag den 18. Efter morgenmaden, som hørte til den bedre af slagsen, gik vi en lang tur i den nærliggende landsby. Man får set rigtig meget når man bare slentrer rundt i varmen og der er tid til at tage en masse fotos og tænke over hvordan de skal tages. Eftermiddagen var for varm til at foretage sig noget, så det blev afslapning med en bog, som der for øvrigt blev konsumeret 11 af slagsen på ferien, som varede 5 uger incl. 2 1/2 uge senere i Thailand. 11 bøger fylder normalt rimeligt meget, men ikke når de ligger på en lille MP3 afspiller på størrelse med en æske tændstikker. Bøgerne bliver læst af nogle glimrende oplæsere og så slår en mp3 lydbog ikke så hårdt som en bog, når man falder i søvn.
I løbet af lørdagen mistede jeg appetitten og Jane måtte spise alene denne aften. Natten blev for det meste tilbragt på knæ ved wc - kummen. Ikke særligt behageligt, men næste dag var det overstået og ferien kunne fortsætte og det var for øvrigt det eneste der lignede sygdom på turen.

Søndag den 19. En lidt mat dag efter nattens udskejelser så dagen blev brugt til afslapning og "læsning" Om aftenen gik vi op til landevejen, hvor der lå et lille lokalt spisested. Det var første gang vi så Gin & Tonic på et spisekort, så det skulle vi selvfølgelig have. Det var en lokal gin og hvad slags tonic det var lavet af ved jeg ikke. Det hele blev serveret i stuetemperatur og uden is, men vi fik en GT. Da vi bad om is komme de med et lille glas med 3-4 små isklumper, der bare forsvandt i den varme GT. Vi fik serveret en dejlig thaisuppe og varm salat samt stegte ris til. Maven klarede det hele.
En ung kvinde ville gerne tale med os. Jeg forstod ikke om hun hørte til restauranten, men pludselig kom hun og satte sig ved siden af os med nogle nydelige små runde malede dåser, som hendes mor havde lavet og der skulle jo også penge til børnenes skolegang!!!! Dåserne kostede 5.000 kyats eller 25 kr. og var tydeligt fabriksfremstillet - i Rangon kostede de 10 kr. Vi købte ikke noget. Der er så mange, der gerne vil sælge noget, men man kan ikke hjælpe alle.
Inden vi gik til ro afregnede vi for 3 gange aftensmad på hotellet: 90.5 US dollar.

Mandag  den 20.  Efter en dejlig morgenmad på hotellet blev vi afhentet (igen til tiden) og kørt til Lufthavnen 10 kilometer væk. I lufthavnen stod der personale klar foran skranken. De fik vores billet og sørgede for at vi fik boardingkort og sørgede ligeledes for bagagen. Vi skulle faktisk ikke gøre andet end at gå ind i afgangshallen via kontroltjek og med gennemlysning af håndbagage og her dummede jeg mig - igen. Schweizerkniven lå ikke i kufferten men i håndbagagen. Jeg blev venligt gjort opmærksom på fejlen og jeg fik kniven udleveret og en tilkaldt personale fulgte mig hen til kufferten så jeg kunne lægge kniven ned i kufferten. Fantastisk service, men det var også et lille sted.

Inde i afgangshallen var der ingen digital information om afgange. Ved døren ud til landings/startbanen stod der bare et skilt med destinationen på næste afgang. Skiltet blev først sat op ved døren, når man skulle gå ud til flyet.
Når skiltet blev sat op blev døren åbnet og vi gik ud til flyet, et 2 motors propelfly af typen ATR72, der stod 100 meter væk. Der var ikke faste pladser så man gik bare frem i flyet og satte sig og når alle var fået ombord startede flyet og lettede. Der gik 5 til 10 minutter fra døren fra vi gik ud til flyet var i luften. Der blev serveret en let anretning. En stewardesse gik gennem flyet med en stor plasticpose med papmadkasser. Også her gik der kun få minutter til alle havde fået mad og udskænkning af kaffe/te gik lige så hurtigt.
Flyet ankom til HEHO lufthavnen efter 40 minutter. En smuk tur hvor det var muligt at se landskabet under os.
I Heho lufthavnen skulle vi igen igennem en registrering. Ingen computere men en politimand tjekkede passede og skrev en masse oplysninger fra passet ind på et skema og så var den klaret. Igen masser af smil og venlighed.
Udenfor kontrollen stod igen en mand med et skilt "Hans Flügge + 1". Om Jane bemærkede, at hun var blevet degraderet til et +1 ved jeg ikke, men hun kommenterede det ikke.

Efter en times kørsel i en dejlig kølig personbil ankom vi til Inle Lake. Her blev vi igen opkrævet en turistskat på denne gang 10 US dollar pr person. Også dette var vi blevet informeret om af C&C Travel. Vi blev sat af i nordenden af søen, hvor der lå en båd klar til os. Det var en langstrakt træbåd som en stor kano. Den var omkring 6 meter lang og 1 meter bred og forsynet med en propel på en aksel, som kunne løftes. Midt i båden var placeret 2 træstole i forlængelse af hinanden. Man sad faktisk ganske godt på disse stole. Alle både på søen var af denne type, men nogen af dem var længere og bredere. Derudover var der en del meget små kanoer, ofte uden motor, til fiskeri. Inden vi sejlede blev vi spurgt om vi ville have en sejltur næste dag. En heldagstur skulle koste 25.000 kyats. Det bekræftede vi og aftalte at vi skulle hentes kl. 0900.
Sejlturen til vore nye hotel " Golden Island Cottage II" tog en lille time. Båden skød en ganske god fart - 25 kilometer i timen viste mobiltelefonen.
Ved ankomsten til hotellet lå der en bambusstang i vandoverfladen for at holde krusningerne ude. Båden gled henover bambusstangen og propellen blev løftet og vi landede ved broen. På vej hen til broen bemærkede vi, at der kom en masse mennesker, personale, ud og stillede sig op på broen,  og da vi steg i land blev der slået på trommer og andet slagtøj. Meget festligt og det gentog sig hver gang, der kom gæster.

Hotellet stod på pæle ude i søen og lå meget smukt - nok det smukkeste hotel jeg har boet på. Fra receptionen og restauranten gik der gangbroer ud til hytterne.
Hytterne var helt opført i træ og var hævet et par meter over vandoverfladen. De var indrettet med et stort værelse med 2 senge og moskitonet over sengene. Et pænt stort badeværelse og en veranda med et par liggestole. Det var et betagende syn at sidde på verandaen og se ud over den spejlblanke sø med masser af frodige vandplanter og de mange fugle, der fløj til og fra søen, hvor de hentede deres føde.

Efter en let frokost i hotellets restaurant var det tid til en lille morfar - er faktisk morfar til 6. Om eftermiddagen gik vi i land. D.v.s. vi fulgte en bro ind til landsbyen, der ligger lige bag hotellet. Landsbybeboerne levede hovedsagligt af dyrkning af ris. Langs den smalle vej lå træhusene og bagved husene rismarkerne. Flere af markerne var ved at blive beplantet med unge risplanter ris. Planterne blev sat enkeltvis med håndkraft nede i vandet på den vandfyldte mark. Markerne var omkranset af små diger, så det var muligt at styre vandstanden. Andre marker var under pløjning, først blev jorden vendt og efterfølgende blev marken fyldt med vand og så gik den endelige pløjning i gang. Man brugte en primitiv motoriseret plov, hvor bonden gik bagved og styrede ploven, der var forsynet med brede hjul, som blot bestod af et jernskelet. Marken blev pløjet flere gange indtil bunden til sidst blot var en stor muddermark. Mændene pløjede og kvinderne plantede ris og bedsteforældrene passede den nye generation.

Aftensmad  og denne gang med 1/2 flaske rødvin blev indtaget i restauranten. På hotellet boede ganske få par og var ellers fyldt af større grupper franskmænd og tyskere.
Aftenen sluttede på verandaen med et glas rom og whisky til fruen, mens hun røg et par cigaretter.

 

Tirsdag den 21. En udmærket morgenbuffet blev indtaget på hotellets restaurant. Vores unge "skibsfører" fra i går "TATU" lå klar ved bådebroen allerede kl. 8. Vores første stop var på "de flydende øer". Inle søen er meget frodig og der ligger masser af grupper af vandplanter. Disse vandplanter bliver indsamlet og lagt ind under de flydende øer, som bare bliver holdt sammen af bambusstokke, der bliver stukket ned i søbunden. Øerne er ca. 40-50 dybe og en velvoksen europæer går pænt ned i vandet, når man betræder øen. Der dyrkes tomater, agurker og andre grøntsager på disse øer og det er ikke nødvendigt af gøde. Søen indeholder masser of næring.
I forbindelse øerne var der opført pælehuse og der var også en lille indsejling med en låge for til disse huse. I nærheden af øerne var bønderne i gang med at samle vandplanter op i deres små kanoer, de samlede land op til at udvide deres lodder.

Andre steder var der opbygget et helt landbysamfund af huse på pæle. Vi lagde til ved en sølvsmedje, hvor en medarbejder fortalte om hvordan man udvandt sølv fra bjergene. 2 medarbejdere sad på gulvet og forarbejde sølv ved små kulblus, der fik tilført luft fra en blæsebælg. Efter besøget i smedjen kom vi fra den primitive smedje ind i salgsafdelingen. Det var et kæmpestort lokale på flere hundrede kvadratmeter og fyldt med montrer med sølvtøj. Det hele var meget flot og fint. Jeg interesserer mig ikke for smykker og min første tanke var at alt det sølv ikke kunne være produceret i det lille værksted. Det var ganske givet lavet på en sølvfabrik, der så forhåbentlig også lå i Myanmar. Fruen, der ellers ikke går så meget op i smykker, kiggede interesseret  og faldt så for et lille sølvarmbånd, så indrømmet var ganske pænt. Armbåndet kostede blot 35 US dollar. Problemet var bare, at jeg havde ikke nogen dollar med. Der var masser af kortterminaler, men jeg havde heller ikke visakortet med. Jeg havde kun kyats med til lidt mad. Ok jeg kunne da godt få lov at betale med kyats, som så beløb sig til 60.000 kyats. Det havde jeg ikke på mig så gik man med til 50.000 kyats, som jeg lige havde i pungen og fruen fik sit armbånd. Efterfølgende beregning viste at 35 US dollar svarer fint til 50.000 kyats, så ingen havde mistet noget ved den handel.
Nu var pungen tom og Tatu forstod ikke, at vi måtte tilbage til hotellet for at få friske forsyninger, men ved hjælp fra noget personale fra sølvforretningen til oversættelse blev vi sejlet tilbage til hotellet, der lå tæt ved.
Med pungen fyldt op forsatte turen. Næste stop var et lotus/silkeværksted, hvor der blev vævet silketing og samt stoffer af lotusfibre. Alt meget smukt og fruen holdt sig i skindet.
Næste stop var et tobaksværksted. Der blev ikke dyrket tobak i nærheden af Inle søen, men det er også lige meget, det er der turisterne er.
3 kvinder sat på gulvet og rullede tobak. De rullede skåret tobak ind i et dæksblad, limede og skar det til. Det hele blev til en slags lille cerut. Tobakken blev tilsat forskellige smage såsom mint og meget andet. Der blev udleveret smagsprøver, der gik fra mund til mund. Jane skulle selvfølgelig smage og endte med at købe 20 smøger med vistnok mintsmag (mon de nogensinde går op i røg?)

Næste stop var ved et stort tempel, der dog stod solidt forankret på søbunden. Udenfor templet, som så mange andre templer, var der fyldt med handlende, der solgte alt muligt. Jeg er ikke særlig bibelkyndig men kom til at tænke på Jesus, der gik amok i templet på grund af de handlende der havde slået sig ned i templet. Her var det dog mest udenfor, der var boder.
Her mødte vi for første gang østens skråtobak, Betel. Det består af et grønt tillavet peberblad på størrelse med en håndflade. Bladet bliver smurt med læsket kalk hvorpå der lægges en skive Ereca-nød. Det hele bliver overdrysset med tør skåret tobak og foldet sammen. Når det tygges bliver spyttet rødt og man ser mange med dårlige røde tænder. Senere i Rangon så vi masser af rustrøde betelspytklatter på fortovet.
Efter en frokost på en pælerestaurant sejlede vi videre. Ud på eftermiddagen og på vej hjem til hotellet var fiskerne kommet i deres små kanoer. Bagerst på kanoen var der en lille platform på ca. 40x40 cm. hvor fiskeren stod på et ben, medens han viklede det andet ben rundt om åren. Den øverste del af åren holdt han fast i armhulen. Han havde således begge hænder fri til at styre nettet. Et imponerende syn og ganske anstrengende set med vores øjne, men det er vel bare en tilvænning. Tilbage på hotellet afregnede vi med Tatu og da det havde været en lang dag fik han 5.000 i drikkepenge. Tatu havde flere gange spurgt hvornår han skulle hente os næste dag, hvor vi skulle videre. Dette var sket via andre, der kunne oversætte. Da vi kom til hotellets bådebro spurgte han igen via personalet og fik samme svar, så vi var egentlig lidt spændt på om hvornår han ville dukke op. Vores plan sagde 0740 og det vidste vi at hans arbejdsgiver også vidste.

 

Onsdag den 22. Op kl. 0600. Søen spejlblank. Morgenmad kl. 0700 og Tatu stod allerede klar ved bådebroen. Han  er sejlet hjemmefra allerede lidt over kl. 6.
Det var endnu en dejlig sejltur i den kølige morgen. Også denne morgen så vi en masse fiskere, der stod som statuer bag på deres kanoer og håndterede deres net. De karakteristiske kejleformede fiskenet så vi næsten ikke. Tilsyneladende brugte man nu mest de cirkelformede net, som han kastede ud så de lå som en rund flade på vandet indtil det sank.

Efter 40 minutter ankom vi tilbage hvor vi startede. Vores chauffør stod klar og ventede på os for at køre os til Heho lufthavnen. Igen stod der personale klar til at modtage billet og ordne boardingkort og bagage. Alt særdeles nemt og hurtigt. Efter en times tid gik flyet i luften, til tiden og ligeså hurtigt som sidste gang. Vi fløj til Thandwe lufthavnen, der ligger på vestkysten ud til den Bengalske bugt. Efter den sædvanlige paskontrol med at skrive vores pasoplysninger ind i et skema stod vores nye chauffør klar til at køre til vores næste hotel, " Pleasant View Resort." I Ngapali  ca 20 kilometer sydpå.

Pleasant View Resort lå ved en landevej, som endnu ikke var så befærdet. Det var et pænt forholdsvis nyt hotel med rækkehuse i 2 etager. Vores værelse lå i stueetagen lige ud til swimmingpoolen og med udsigt til den Bengalske Bugt 200 meter væk. Værelset var pænt stort med stort fint badeværelse. I forbindelse med værelset var der en terrasse.

Hotellet havde selvfølgelig en stor restaurant, som vi mest brugte til morgenmad. Derudover havde hotellet en anden restaurant ude i vandet på en halvø eller ø afhængig af hvilken tid man så det. Når det var lavvande kunne man gå på sandstranden ud til restauranten, men ved højvande måtte man vade gennem vandet og ved meget højvande blev man sejlet med en lille motoriseret tømmerflåde. Det var en ganske  hyggelig og pæn restaurant og med lidt pænere priser. Vi benyttede den et par gange, men ellers besøgte vi de lokale restauranter ude på landevejen.
I Bagan havde vi forgæves forsøgt at booke en ballontur, men alt var optaget. Vi havde 5 overnatninger i Ngapali, så for at vi skulle være sikker på at få en ballontur denne gang fik vi bestilt én allerede den første aften til næste dags morgen.

Torsdag den 23. Igen Tidlig op. Vi skulle køre kl. 0600. Der er vist noget med at ballonture altid er bedst tidlig om morgenen. Vi blev hentet i en minibus sammen med 4 andre og kørt et godt stykke nordpå og ind i landet. Det sidste stykke af meget bulede og knoldene jordveje indtil vi gjorde holdt på en mark i udkanten af en lille landsby. Personalet var i gang med at gøre ballonen klar og der var stillet bord op med kaffe og morgenmad - dejligt. Medens det hele blev gjort klart gik jeg en tur rundt i den lille landsby, der var ved at vågne.
Det var spændende at se hvordan ballonen langsom rejste sig medens den blev fyldt med varm luft. Udover den engelske ballonskipper, var der et lokalt hold på 8 burmesere, der hjalp til. Først skulle den nederste del af ballonen holdes åben, og det krævede et par mand, medens der blev fyldt lidt varm luft ind. Langsom rejste den kæmpestore ballon sig indtil den store kurv kom op på højkant. Kurven var firdelt. Et rum til ballonskipperen med gasflasker og radioer. De tre andre rum var til os passagerer. Efter en kort instruktion, der egentlig kun gik ud på hvordan vi skulle stå med bøjede knæ i forbindelse med landingen, så lettede vi langsomt. Som barn, for mange år siden, læste jeg med stor begejstring Jules Vernes bog "Fem uger i ballon", der handler om Samuel Fergusson, der starter sin ballontur i Zanzibar og hen over Afrika og slutter med et havari i Sahara. Undervej bliver de angrebet af lokale stammer og diverse storme.
Lige siden jeg læste den spændende beretning har det været en drøm at prøve ballonflyvning. I dag er det meget mere sikkert og luksuriøst.
Oppe i luften svævede vi langsomt hen over landskabet. Der var meget stille kun afbrudt kort indimellem af den kraftige hvæsen af brænderen, der fyldte mere varm luft op i ballonen. Nogle gange fløj vi ca. 300 meter over landet og andre gange var vi nede på 50-100 meter, så vi kunne se hvad der var under os. Kurven var som nævnt inddelt i 3 passagerinddelinger, så vi kunne ikke flytte os meget rundt, men det gjorde ikke noget. Dels fløj vi meget langsomt (med vinden) og dels sørgede ballonskipperen for, at vi drejede langsomt rundt, så vi fik set det hele. Da vi startede tidligt var der lidt morgenskyer, der blot gav en fantastik syn henover landskabet. Senere var der bare klar himmel og god sigt. Vi fløj over floden, templer og landsbyer.
Det var planen, at vi skulle flyve en time og efter en time ankom vi til en lidt større landsby, hvor vi åbenbart skulle lande. På landjorden fulgte personalet med i en stor varebil med lad. Udenfor landsbyen var der marker omgivet af lave gærder. Mange af markerne var enten med afgrøder eller med kvæg. Landingsstedet skulle også ligge et sted, hvor varebilen kunne komme til. Selve ballonen vejede alene 450 kg og dertil kom kurven, der også vejede pænt til, så det gjaldt om at finde et sted, hvor der ikke skulle slæbes for meget. Det gjorde selvfølgelig ikke noget for os, for vi fik bare et ekstra kvarter til at betragte landskabet og folk under os. På et tidspunkt var der et par okser, der blev så bange for det kæmpe monstrum, der kom fra himlen, at de løb i vild panik hen over markerne, hvoraf  nogle var fyldt med blomster. Der var nok nogle bønder, der bandede lidt af os, hvis man må det for Buddha. Endelig fandt skipper et sted, som vi kunne bruge og vi gik i landingsposition med bøjede knæ. Ballonen landede med et ganske lille umærkelig bump og en dejlig oplevelse rigere. Personalet på landjorden havde anrettet et bord med champagne og frugt, som vi fortærede medens personalet baksede med den tunge ballon.

Fredag den 24. Efter en forholdsvis tidlig morgenmad gik vi ad stranden en halv kilometer mod syd, hvor der lå en fiskerlandsby. Vi ville opleve fiskerne, der kom ind med nattens fangst. De farverige fiskerbåde, der var på størrelse med en lille dansk fiskerbåd, ankom i en lind strøm og lagde til på stranden. De havde "blusset" om natten og landede masser af små sølvskinnende fisk på størrelsen af 3-7 cm. Indimellem var der også større fisk, men det var mest de små blanke fisk, som jeg ikke kender. Fiskene blev båret ind på land i plastickurve. Imens havde kvinderne på land lagt halm ud på stranden med store plasticpresenninger over.
De små fisk blev kastet ud over presenningerne  og siden lagt pænt så de kunne tørre i solen. Det var et spændende liv at iagttage og selv om alle havde travlt, så havde de alle tid til at smil.
De lidt større fisk blev flået og lagt på nogle primitive borde på stranden, hvor de lå til tørre.

Lørdag den 24. Formiddagen blev brugt til en tur rundt i fiskerlandsbyen tæt ved hotellet. Her stod træhusene tæt på pæle. Husene var beklædt med flettede måtter og tagene var ligeledes af måtter af tørrede palmeblade.
Her kom vist ikke mange turister. Livet gik sin rolige gang. Her var fiskerne, der sad og ordnede deres garn. Der var børnene, der legede. Nogle havde brugt foden af et palmeblad til et spil, hvor de kastede med en plasticvandflaske. Inde i landsbyen var der også bredt plastic ud, hvor der blev tørret fisk. Andre passede deres svin. Der var også et par små boder i jordhøjde, hvor man kunne købe diverse grøntsager. Endelig fandt jeg friske limefrugter, som jeg ikke havde kunnet købe oppe ved landevejen. På landevejen havde jeg købet noget lokalt produceret gin til 15 kr. flasken og Sweppes tonic kunne man også få. Endelig kunne man få en rigtig GT ved solnedgangen om end den lokale gin ikke var helt på toppen.

 

Søndag den 25. Ren afslapning ved pool og strand. Stranden var for øvrigt en dejlig flad og i vandkanten en hård så den var god at gå på.

 

Mandag den 26. Igen lidt tidligt op og efter morgenmaden blev vi kørt til Thandwe lufthavnen i hotellets bus. Igen den hurtige og nemme boarding. Efter 1 times flyvning ankom vi til Yangons internationale lufthavn, der er pæn stor og ligner andre store lufthavne. Udenfor ankomsthallen stod en masse chaufføren linet op med skilte, MEN for en gangs skyld ikke med vores navn på. Nå men vi tog det afslappet - han kunne være forsinket. Efter 20 minutter rettede vi henvendelse til informationen og efter kort tid kom en chauffør hen til os med en medarbejder for informationen. Chaufføren havde vi set i rækken af dem med skilte. Vi havde lagt mærke til ham for han havde stået med et skilt med navnet Nielsen på. Det hele blev nemt og hurtigt opklaret. Han havde blot fået et forkert skilt med.
Vi blev kørt ind til centrum af Yangon i en fin kølig personbil. Vores nye hotel, " Clover City Center Hotel",  lå virkelig i centrum på 32. street.  "Papirgaden" som vi kalde den. Her lå små trykkerier og forretninger, hvor der blev solgt alskens papirvarer. Her var små restauranter og kiosker, så der manglede ikke noget. Hotellet så ikke ud af noget særligt,  men vi havde et fint pænt stort værelse på 8 sal. Morgenmaden blev serveret i et lille sammenpresset lokale i forbindelse med receptionen og var ualmindelig kedelig, men vi lå dejligt centralt og det var det vigtigste. Hellere være her midt i det hele end på et fint hotel i udkanten af byen. Igen havde C&C set rigtigt.
Eftermiddagen blev brugt til at udforske noget af byen. Aldrig har vi været i en by, hvor der var så mange gadehandlere. Her blev bare solgt alt. Der blev solgt nyt og gammelt værktøj, solbriller bredt ud på et klæde på fortovet og tusind andre ting.
Her var mange mennesker af forskellig etnisk oprindelse. Der var rigtig mange indere og mange med muhamedansk klædedragter. Nede ved havnen lå der mange bygninger fra den engelske tid. Disse bygninger var i  brug og i meget dårligt stand. Midt i det store forfald var det en malerisk flot syn.

 

Tirsdag den 28. Efter morgenmaden gik vi hen til den store gamle jernbanestation. I Lonely Planet havde vi læst om "the cirkel line" der over 3-4 timer kørte rundt om byen. Det skulle prøves. Med lidt hjælp fandt vi den rigtige perron, hvor vi også kunne købe billet til toget. Det var et gammelt tog, men dog med stofsæder. Alle vinduer stod pivåbne, men det var bare dejligt med frisk luft og ventilatorerne i loftet hjalp lidt til. Der var nogle enkelte turister med, men toget var fyldt med lokale. Der var en rend af sælgere i toget. På vej ud af centrum kørte toget ganske langsomt og der var god mulighed for at iagttage "bagsiden", som man altid ser fra et tog. De gamle forfaldne bygninger, der engang havde været lysegrå, var nu blakkede sorte af den fugtige luft. Sikkert med masser af skimmelsvampe.
Længere ude blev bygningerne afløst af små marker langs med jernbanelinjen. Der blev selvfølgelig dyrket masser af ris og der var en del marker fyldt med vand, hvor der blev dyrket vandplanter. Bønderne gik i vand til livet og passede disse planter, som jeg desværre ikke kender. Desværre så vi igen endnu en bagside, som vi også havde set mange andre steder. Bjerge af plastic og andet affald lå side og side med de frodige marker. Ind imellem blev der gjort lidt ved det, idet man satte ild til affaldet. Det hjalp som en skrædder i helvede og lugtede ilde.
Vi holdt på forskellige stationer, hvor der var et leben af rejsende og folk, der bare havde noget at sælge.
Ude på landet var det træskure eller blot nogle pinde dækket af plastic hvor folk boede.
Det er virkelig en oplevelse af se byen på denne måde og kan klart anbefales. Det er endda billigt, kun 1000 kyats eller 5 kr. for en 3 times interessant sightseeing.

Onsdag den 1. marts. Efter den ikke særlig spændende morgenmad på hotellet tog vi en taxi for enden af vores lille ensrettede vej, hvor trafikken gled meget langsomt. Vi skulle ud til Shwedagon pagoden, en tur på 4 km og 20 kr.
Vi havde besøgt adskillige templer og pagoder og alle steder kunne jeg gå med korte bukser. Mange gange havde jeg set mænd der havde iført sig Longies, en slags nedeldel, der går helt ned til fødderne og som stort set alle mænd i Burma går med. Indrømmet, jeg havde grint lidt af de turister, der synes var sjovt at iføre sig denne beklædningsgenstand.
Ankommet til pagoden skulle vi gennem turistindgangen - anden pris selvfølgelig og det er helt naturligt at vi skal betale mere en den fattige befolkning. Bare 8.000 kyats (40 kr ) kostede vores vores entré, men mine bare ben var ikke velset selvom jeg synes de er meget pæne til trods for de 70 år, de har båret mig. Jeg måtte krybe til korset og købe en longies, der lå i stakke sammen med entrebilletterne og så til blot 25 kr.
En Longies er udformet som en pose, som man træder ned i, former den rundt om livet og slår en knude rundt om foran. En gammel kone var klar til at hjælpe mig og forsøgte efter bedste evne at hjælpe mig men hun havde sit besvær og jeg var jo også en anelse mere rund end de burmesiske mænd, som nok klarede det selv. Longies klæder måske nok burmesiske mænd, men ikke mig om end Jane synes at det klædte mig, men hun er også så rar.

Shwedagon pagoden er Myanmars største helligdom og ingen ved hvor gammel den er. Pagoden er 100 meter høj og dens glitrende spir er dækket af 8000 tykke guldplader og i bogstaveligste forstand kronet med diamanter, rubiner, safirer og andre ædelstene.
Omkring det gyldne spir står mere end 100 mindre stupaer, pavilloner og haller. Statuer af sfinkser, mytiske løver, og knælende elefanter findes overalt i komplekset.
Rundt om pagoden er der en række små områder, et for hver ugedag. I buddhismen betyder det noget hvilken ugedag man er født. Man opsøger det sted der repræsenterer den ugedag man er født og ofrer ting eller frugt. Disse steder var særdeles velbesøgte.
Der var selvfølgelig mange turister med langt de fleste var burmesere, der for en dels vedkommende var iklædt flotte nationaldragter. 
Det er et kæmpe område, der selvfølgelig ligger på et højdedrag. Ligesom danske kirker, der helst skal ligge lidt højt - tæt på himlen.
Pagoden er et besøg værd og der kan godt bruges adskillige timer der.

Eftermiddagen besøgte vi markedet og bydelen nede ved floden og tog bl. a. den lokale færge over floden. Også her med et folkeliv uden lige.

 

Torsdag den 2. Igen tidligt op og være klar til at blive afhentet kl. 0630 og som sædvanligt holdt der en vogn klar til os. På dette tidspunkt var byen ikke rigtig vågnet og turen ud af byen til lufthavnen gik hurtigt.
i lufthavnen fik vi et dejligt morgenmåltid indtil vores skranke fra Bangkok Airways åbnede. Paskontrollen gik nemt og så skulle der bare bruges de sidste kyats inde i afgangshallen, som så, ligesom i alle andre lufthavne, er væsentligt dyrere end udenfor.

En dejlig vel tilrettelagt tur var overstået - men ikke helt. Vi havde i forbindelse med vores bestilling bedt C&C om at lave et brake i Bankok på 16 dage, hvor vi selv havde arrangeret bus til Hua Hin og en godt hotel.