Årets sommerferie 2005 gik primært til Slovenien og Kroatien med et par sving på hjemturen til Venedig og Amsterdam.

Som vanligt kørte vi i vores Mercedes Vito.  I udlandet sover vi i bilen og alt efter temperament og forhold bliver den forsynet med et bustelt, bagklaptelt eller blot som den er.

 

horizontal rule

Start fra Kgs. Lyngby søndag den 19. juni kl. 1500. Efter at have tanket op hos Otto Duborg fortsatte vi sydover ad A7 til Hamburg og ca. 20 km nord for Hannover (GPS N 52.57612 E 9.77461) gjorde vi holdt for natten på en resteplads. Meget larm fra bilerne, men sov glimrende efter en lang dag med pakning og kørsel.

Mandag den 20. fortsatte vi sydover ad A7 til Hannover og Kassel. Ved Würtzburg kørte vi ind på A3 mod Nürnberg, hvorfra vi kørte ad A9 mod München og videre mod Innsbruck og Brenner. Ca. 30 km syd for Brenner kørte vi fra motorvejen og kørte østpå til en meget lille campingplads (GPS N 46.77057 E 11.96540) lidt syd for Brunico. Vi var faktisk de eneste gæster. Pris for en overnatning 17 euro. Vi havde da kørt 1.569 km. En strålende solskinsdag var slut. 

Tirsdag den 21. kørte vi til Misurini, hvor der ligger en meget smuk sø i 1800 meters højde. Den ligger meget smukt omkranset af høje sneklædte bjerge og er normalt værd at besøge. Denne dag var den dog ikke særlig smuk. Den var meget lavvandet og så var der vejarbejdet ved søen. Tidligere havde der blot været en skilt med camping forbudt, men nu var der indført parkometre – Ak ja. Vi har tidligere holdt for enden af søen og set solen stå op over bjergene, utroligt smukt.

Turen gik videre østover via Tolmezzo, hvor vi kørte vi lidt sydover til en lille by ved navn Alesso (GPS N 46.32693 E13.06485) hvor vi overnatte på en campingplads lige ud til en smuk lille sø. Pladsen var meget lille og der var kun få gæster. De sanitære forhold var meget fine, så fint, at vi fik udleveret en personlig nøgle til toiletterne. Pris pr overnatning 17,5 euro. 

Onsdag den 22. kørte vi videre til Risiutta, hvor vi drejede vi fra og kørte over Sella Carnizza- passet, der ligger i 1086 meters højde. På vores Michelinkort var anført, at vejen op til passet havde en stigning over 12 % ligesom de sidste 5 kilometer var farlig/vanskelig passabel. Den første del af turen op til passet var utrolig stejl, jeg vil skyde på mindst 15 %. Det var ikke på noget tidspunkt muligt at køre i 2.gear. Slæbende i 1. gear gik det hele vejen de ca. 5 kilometer op til passet. Der var blot 50 - 100 meter mellem hvert hårnålesving. Det gjaldt hele tiden om at holde køretøjet i gang, for hvis man først var stoppet ville det være svært at komme i gang igen på den stejle vej. Der var kun autoværn få steder, men en del småtræer på siden af vejen. Jane fortalte bagefter, at klippen gik meget stejlt ned i styrbords side. Jeg kunne heldigvis ikke se det p.g.a. buske og træer. Vi nåede passet uden at møde en eneste modkørende bil. Vi så blot nogle enkelte motorcykler. Efter passet kørte vi nogle kilometer stille og roligt nedad, indtil vi kom til den vanskelige/farlige vej. Vejen var ligesom vejen op til passet kun 2-3 meter bred, men her gik det hele tiden rundt om klippefremspring, så man ikke kunne se evt. modkørende køretøjer. Mange stedet lå der nedfaldne sten, småsten og grus, som min hastighed lå på 5 - 10 km/t. Igen var vi heldige. Ingen modgående køretøjer. På den sidste del af turen så vi enkelte parkerede biler. Større biler end vores vil jeg ikke tilråde at køre denne vej.

Kort efter kørte vi over grænsen til Slovenien, hvor vi i byen Kobarid fandt en bankautomat og fik hævet 60.000 Tolars svarende til små 2.000 danske kr. Der var faktisk rigtig mange automater i byen. Vi kørte ad en masse småveje til byen Bled, der ligger smukt ved en smuk sø. Vi indlogerede os på Bled Camping (GPS N 46.36151 E14.07827), der desværre ligger langt fra byen med lige ud til søen. Vi kom sydfra over bjergene, da vi kørte til Bled. Da vi nærmede os bjergene begyndte det at regne voldsomt og det regnede lige indtil vi nåede campingpladsen, hvor det hurtigt stoppede. Det havde ellers meget dejligt smukt solskinsvejr fra det øjeblik vi kørte ind i Tyskland. Da vi havde passeret alperne havde vi haft dagstemperaturer på 25 – 27 grader.

Torsdag den 23. Igen stod vi op til strålende solskinsvej med dejlig varme. Slappede af og kørte ud til Vitgarvandfaldet. Smuk slugt. Selve vandfaldet var ikke noget særligt. 600 tollars i entre pr person. Parkering gratis.

Flot vejr hele dagen med ca. 27 grader.

Fredag den 24. Kørte til Bohinj søen, hvor vi tog svævebanen op til Vogel. Banen gik næsten 1 kilometer lodret op. En meget smuk tur.  2000 SIT pr person eller omregnet 62 kr. pr person for en returbillet.

Bagefter kørte vi hen til Slap Savica vandfaldet, der ligeledes ligger ved Bohinj søen.  Det kostede 600 SIT for parkering og 400 SIT person i entre. Det var en meget anstrengende tur op med næsten 500 trin. Heldigvis gik man i skygge. Der var ikke meget at se på vejen op og egentlig heller ikke meget at se på. Vandfaldet, det angiveligt havde et fald 60 meter, var såmænd meget pænt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lørdag den 25. Efter morgenmaden blev telt og bil pakket ned. Campingpladsen vi havde ligget på i 3 dage kostede i alt 14.968 SIT eller 155 kr. pr nat. Pladsen var særdeles fin og de sanitære forhold meget fine.

Vi tog motorvejen ind til hovedstaden Ljubljana. Der var usædvanligt meget trafik, der kørte ud ad byen og ankommet til byen virkede den også meget tom. Butikkerne var lukkede. Vi fik fat i ”Turen går til….” og fik selvfølgelig konstateret, at den 25. juni var Sloveniens nationaldag. Vi fik parkeret inde i centrum – masser af plads, for alle var taget ud af byen i det dejlige vejr. 31 grader i skyggen og ikke en sky på himlen. Vi tog de trapperne op til den gamle borg, der ligger højt hævet over byen. Desværre var der ingen udsigt til byens tage og spir, men vi fik da lidt motion ud af det.

Ljubljana er en hyggelig lille by. Med et indbyggerantal på lidt over 300.000 indbyggere er den Europas mindste hovedstad. Den gamle bykerne er særdeles smuk og meget velholdt.

Det var alligevel for varmt til storbyen og vi satte retningen mod Pastojna, hvor de berømte grotter ligger. Min far og mor havde været der for mange år siden og far har berømmet den mange gange.

4 kilometer fra grotterne ligger der en fin campingplads (GPS N 45.80370 E 14.20629) inde i skoven. Masser af skygge fra de store gamle træer var lige sagen. Pris pr nat 5000 SIT.

 

Søndag den 26. Om formiddagen besøgte vi Postojnagrotterne. Kom lige til tiden til en rundvisning, der startede hver time fulde timeslag. Pris parkering 500 SIT og 3.590 SIT pr person.

Rundturen varede 1½ time. Først kørte man med et lille tog med åbne vogne ind i grotterne. Toget kunne tage flere hundrede mennesker og alt gik tjept. Derefter blev man delt ind i grupper efter sprog og så gik det gennem fine skridsikre gange gennem de flotte grotter. Jeg har besøgt mange forskellige grotter i verden. Denne er nok den og mest velordnede. Grotterne var smukt belyst af skjulte lamper og selv ledningerne var pænt skjult. Temperaturen var 8-9 grader, så man klæder sig derefter. Det er lidt af et varmechok man får, når man stiger af toget efter turen og kommer ud i 30 graders fugtig varme.

 

Slovenien er et særdeles smukt og meget velordnet land. Der er meget rent alle vegne og ingen smider affald på gaden eller i naturen – det er en ren fornøjelse. Næsten alle huse er pæne og velholdte.

Der er masser af Bankomater, som er lette at bruge og prisniveauet ligger nok omkring 15 procent lavere end resten af Europa.

 

Søndag eftermiddag passerede vi grænsen til Kroatien og vi forlod EU. Grænsekontrollen denne søndag eftermiddag gik glat, et blik på det rødbedefarvede var nok for vores vedkommende.

Kort efter grænsen fandt vi en Bankomat for nu skulle vi ny valuta. Jeg er så heldig at have et Visakort fra Skandiabanken og der er ingen gebyrer for hævning på kortet i Danmark eller udlandet.

Vi kørte ud på øen KRK, der er forbundet med en lille bro. Bropenge 15-20 kuna pr vej. Kursen for en Kuna kigger pt. på 1,02 kr. det vil i praksis sige, man kan regne kursen lige over i forhold til en krone.

Vi kørte ud til sydspidsen af KRK til byen Baska, en tur på 52 km. Der ligger en naturistcamping og en almindelig camping på stedet. Vi valgte den almindelige og det var en kæmpeskuffelse. Pladsen (GPS N 44.96656 E14.74580) var utrolig stor og lå lige ned til vandet. Så langt så godt, men campingvognene lå utrolig tæt og så var der ikke et træ og er der noget som er vigtigt, så er det skygge. Det forhindrede dog ikke utallige tyskere, svenskere og hollændere i at hygge sig gevaldigt i deres tætte fællesskab. Pladsen havde alt fra restauranter og butikker og lå lige op ad byen, så alt i alt et ”vidunderligt turistparadis” hvis man var til det, men det er vi ikke. Heldigvis fandt vi en lille lund med lidt skygge, så der blev vi en nat. Pris pr nat 160 kuna.

Også denne dag havde været meget varm med temperaturer over 30 grader i skyggen midt på dagen og 27 grader ved midnat.

 

Mandag den 27. Tidligt op og forlod dette paradis. Turen fortsatte sydpå ad kystvejen, som er utrolig smuk med udsigt til det azurblå hav og de tilsyneladende nøgne øer og den blå himmel. Solen stegte fra den skyfrie himmel og airconditionen havde svært ved at følge med, når solen skinnede gennem Vito´ens store vinduer.

 

De første 50 kilometer nede ad kystvejen var der forholdsvis mange campingpladser, men pludselig holdt de op og efter yderligere 50 kilometer uden en eneste plads tog vi en lille færge over til øen PAG, hvor vi vidste, at der var en campingplads.

Campingpladsen Strasko (GPS 44.53691 E 14.88280) var også utrolig stor og meget speciel. Den strakte sig en kilometer langs kysten og lå lige ned til vandet. Masser af store gamle oliventræer og egetræer sørgede for den nødvendige skygge. Jorden var klippegrund og meget ujævn og stranden var stenet som alle steder i dette område. Vandet var rent og dejligt og havde en passende temperatur på 24-25 grader.

Gæsterne var først og fremmest kroatere, men så kom ungarere, slovener og italienere i nævnte rækkefælge. Derudover var der få tyskere og ganske få nordiske biler.

Der var et meget specielt liv på pladsen, men forholdsvist stille bortset fra nogle enkelte vandscootere, der legede i vandkanten. Om aftenen var der dans ved scenen, hvor et orkester i bedste Johnny Reimer stil spillede alle de kendte melodier. Kl. 2400 var der stille.

 

 

Tirsdag den 28. Afslapning, badning og læsning. Om aftenen spiste vi på campingpladsens restaurant. Jane fik kylling med fritter og salat og jeg fik en steak med pommes friter til. Bøffen var ualmindelig god og det samme fritterne. Med 1liter kølig rødvin til blev det 185 kuna.

 

Onsdag den 29. Afregning for 2 natter på Strasko Camping i alt 230 kuna. Solen bagte stadig fra en skyfri himmel. Turen fortsatte til Byen Zadar hvor vi tjekkede ind på Borik camping (GPS N 44.13842 E 15.21350), der udefra så meget kedelig ud, men den gik helt ned til vandet. Vi fandt en dejlig plads ca. 15 meter fra vandkanten, med den dejligste udsigt. Det var som så ofte bygget en mur rundt om pladsen, med den var væltet ved vandkanten. Dette bevirkede at alle brugte campingpladsens strand og også slog sig ned på pladsen mellem telte og biler. En meget snakkende kroatisk familie slog sig ned i græsset 3 meter fra vi sad og spiste. Det generede dem ikke det fjerneste, så kunne vi egentlig også være ligeglade.

Aftenen faldt på og folk forlod stranden og et helt andet liv begyndte at udfolde sig. På den anden side af muren var der en vej og pludselig begynde trafikken at tiltage med unge mennesker i biler, der for åbne vinduer skulle delagtiggøre andre mennesker i deres såkaldte musik. Dertil et leben af motorcykler og knallerter. For at gøre det fuldendt var der også et par barer på den anden side af muren og de blev ved med deres dunk, dunk  - dunk musik til klokken 2 om natten. Der var ikke andet at gøre end at tage en 3 dobbelt cognac til kaffen og håbe på, at man kunne sove fra det hele, men så kom den sidste plage. Små bitte insekter bed og stak hele natten. Temperaturen kom om natten som sædvanlig ikke under de 25 grader, så alt i alt en ”særdeles vellykket” dag.

 

Torsdag den 30. Afregning fra den èt stjernede Borik Camping 129 kuna. Turen gik ind i landet og nordpå til nationalparken ved Plitvice søerne. 5 kilometer fra parken lå der en rigtig dejlig 2 stjernet campingplads (GPS N 44.94737 E 15.63944). Pladsen ligger i et meget grønt og kuperet område, der spredte sig over et større areal, så der var godt plads mellem gæsterne.  Vi fik en hurtig byge, da vi havde fået placeret bilen og så skinnede solen igen fra en skyfri himmel 10 minutter efter. Temperaturen var 3- 4 grader under det vi havde været vant til, men det tog blot det værste tryk af. De sanitære forhold var i modsætning de foregående 2 pladser på henholdsvis Pag og Zadar helt i top.

Og så var der en vidunderlig fred.

Aftensmaden var denne aften også hjemmelavet. Tomatbruchetta til forret og svinemørbradsbøffer med champignon og dertil salat.

Det regnede en del om natten, men det mærkede vi egentlig ikke noget til.

 

Fredag den 1.juli. Camping Jurana, Plitvice kostede 156 kuna, men det var også en rigtig god plads med masser af plads, gode sanitære forhold og masser af fred og ro.

Vi ankom til nationalparken Plitvice Søerne kl.1030. Vi havde dagen forinden orienteret os om ruterne og havde valgt Rute H, hvilken var den længste rute. Der var en rute, hvor man skulle gå længere, idet køreturen og sejlturen blev erstattet af apostlenes heste.

Entré for en voksen for 1 dag er 95 kuna, men så er også alt betalt bortset fra evt. fortæring. Nationalparken er på UNESCOs liste over særlige naturseværdigheder. Parken dækker 19 hektarer og omfatter 16 søer og et utal af større og mindre vandfald. En stor del af den vidunderlige rute går via trægangbroer, der skærer sig gennem naturen. På den måde passerer man den næsten totalt uberørte natur. Gangbroerne er oftest kun ½ meter over vandoverfladen. Man går over stille søer med masser af fisk eller over brusende vandstrømme. Med passende mellemrum er der opstiller diskrete affaldsbeholdere op, som de besøgende er flinke til at benytte. Der var overhovedet ikke smidt affald i naturen nogen steder. Der er også opstillet masser af naturbænke, hvor man kan sidde og betragte sceneriet, spise  eller blot hvile et par trætte ben.

 

Vores rute startede med togturen, en lastbil med 2 passageranhængere. Vi kørte op til den øvre sø, hvorfra vi gik ned langs søerne og passerede i hundredvis at større og mindre fald. Efter at have gået et par timer kom vi den store sø, hvor vi sejlede med El-drevne både til den anden ende af søen. Her var der et par små selvbetjeningsrestauranter så man kunne blive tanket op eller spise sin medbragte mad.

Derfra gik turen igen til fods en 1½ times tid til det store vandfald på 76 meter. Det var kendetegnende for alle niveauer, at vandet ikke havde en enkelt fald, men vandet fossede ned mange forskellige steder.

Til sidst kom vi til et område, hvor der igen holdt nogle ”tog”, der bragte os tilbage til vores udgangspunkt og vores bil.

 

Denne lille beskrivelse er noget af det, der ikke står i forskellige officielle beskrivelser.  Læs evt. mere på adressen: www.np-plitvicka-jezera.hr

 

Efter besøget satte vi igen kursen ud mod Adriaterhavet nærmere bestemt byen SENJ, som vi havde passeret tidligere på vej sydpå. Vi kørte på en landevej, hvor vi passerede en masse små landsbyer.  Mange af husene var stadig præget af krigen, der sluttede for 10 år siden. Vi så utallige huse med rigtig mange skudhuller og tomme serbiske huse. Ved landsbyerne stod kvinderne og solgte honning og deres små runde hjemmelavede oste.

Efterhånden som vi nærmede os kysten blev vejret dårligere og dårligere og til sidst regnede det, da vi kom til Senj. Vi vidste, at der lå en campingplads (GPS  N 44.99462 E 14.90004) lige ved siden af havnen, så den tog vi. Pladsen ligger lige ud til havet. Aftensmaden blev fortæret inde i bilen og intet blev pakket ud. Der blæste en kraftig vind fra havet. Vi sad i bilen og nød naturens rasen medens vi spiste en rest salat fra dagen før og lidt ost og dertil lidt vin og lidt til. En nyankommen tjekkisk familie, et ungt par med 2 børn forsøgte at rejse verdens mindste kuppeltelt i den stride blæst. Op kom teltet, men næste morgen lå teltet ned med en sten over for at holde på det. Teltet var blæst omkuld i løbet af natten og familien måtte sove i bilen. De var dog ved godt mod og glædede sig til den videre tur.

 

Lørdag den 2.juli. Uvejret havde lagt sig og vi stod op til klar himmel. Vi besluttede os til at blive på pladsen, da de sanitære forhold var fine og vi havde den mest smukke udsigt til havet, der lå få meter fra os. Byen lå lige ved siden af, så der var mulighed for indkøb og restauranter og gå rundt og se på gadelivet. Dagen blev brugt til afslapning og jeg fik gået lidt rundt og fotograferet i fred og ro. Temperaturen holdt de 27 grader dagen igennem med vekslende skydække. Vi havde rejst busteltet, så vi havde mulighed for skygge.

Aftensmaden blev indtaget på restauranten, der lå lige ved campingpladsen og lige ud til Adriaterhavet. Pris for 2 x hovedret og 1 liter vin 215 kuna.

 

Søndag den 3.juli.  Klart solskin hele dagen, men det blæste og til tider med nogle kraftige vindstød. Dagen blev til afslapning, badning og læsning. Aftensmaden blev indtaget på en havnerestaurant i byen. 2 pæne portioner kalvemedaljoner og den sædvanlige liter rødvin til. Pris 210 kuna. Priserne jeg opgiver er altid uden drikkepenge. Nu har jeg i 2 dage sluppet for madlavning og opvask – dejligt.

 

Mandag den 4. juli. Tidligt op. Teltet havde vi pakket ned aftenen før på grund af blæsten. Pris for 3 nætter 340 kuna. 

Turen fortsatte ad kystvejen nordpå via Rijeka til Istrien, hvor vi ville tilbringe de sidste nætter i Kroatien.  Vi besøgte den gamle middelalder bjergby Motovun, der ligger højt hævet over landskabet. Som så mange andre af den slags byer er også her alt baseret på turismen, synd - men det er vel muligheden for at overleve.

Turen gik videre til Istriens vestkyst, hvor vi i Poreč skulle se Euphrassius-basilikaen, som er en af de bedst bevarede byzantiske værker i Europa. Basilikaen er fra 500 tallet. Imponerende sammenholdt med, at det var på samme tid vikingerne hærgede.

Vi endte i Novigrad, som var en oprindelig græsk koloni fra Middelalderen. Byen har 2 campingpladser og vi valgte Sirena (GPS N 45.31480 E13.57721), der ligger nærmest byen.

 

Tirsdag den 5. juli. Det meste af dagen regnede det, men hen af eftermiddagen klarede det op. Afslapning og en spadseretur ind til Novigrad, som er en meget  hyggelig men selvfølgelig turistbadeby.

Vi spiste middag på en hyggelig lille restaurant i udkanten af havnen. 2 gange chateaubriand 2 gange pandekager og den sædvanlige liter rødvin i alt 260 kuna. 1 liter rødvin på restaurant har kostet mellem 50 og 60 kuna for husets rødvin, som har været udmærket.

 

Onsdag den 6. juli. Pakning og afregning. Pris for denne udmærkede campingplads for 2 nætter 355 kuna. Den dyreste plads i Kroatien og Slovenien, men den ligger også i Istrien, som er meget turistet.

                         

Kroatien er noget billigere end Slovenien. Man kan godt mærke forskellen på medlemskabet af EU. Kroaterne er heller ikke så flinke med deres affald. Tingene bliver bare smidt og vi har flere gange set små ”lossepladser” i naturen. Her er der en tydelig forskel på kroater og slovener. Naturen virker også mere uordentligt i Kroatien i forhold til Slovenien. Husene er også i meget ringere stand. Nye huse bliver lavet af gasbeton og med ingen eller med en dårlig pudsning. Husene er oftest i triste grå eller brune farver.

 

Det er meget let at være bilist i både Slovenien og Kroatien. Alle kører meget hensynsfuldt og bilisterne er flinke til at standse op for fodgængere. På landeveje og hovedveje er der altid, som alle andre steder, nogle fjolser, der absolut skal foretage vanvittige overhalinger.

 

Vi forlod Kroatien ad den direkte vej mod nord via omfartsvejen Tiest og videre til Camping Fusina ved Venedig, hvor vi mødtes med Johannes og Anja (Janes søn og Svigerdatter).

Camping Fusina,, N 45.42065 E 12.25892, har vi benyttet 3 gange før i forbindelse med besøg i Venedig. Pladsen er udmærket og ligger lige vest for Venedig og lige ud til bugten med den pragtfuldeste udsigt til Venedig. Vi lå som sædvanlig lige ud til vandkanten d.v.s. ca.10 meter fra vandet.  Ca. 15 meter ude i vandkanten ligger en af sejlrenderne til Mestre og Venedig. Der er en livlig trafik af slæbebåde, tankskibe og store passagerskibe. Der er hele tiden noget at kigge på, hvis man selvfølgelig ikke fordriver tiden inde i Venedig.

Ca.200 meter fra Campingpladsen ligger en lille passagerbåd, der sejler lige ind til hjertet af Venedig – nemmere kan det vist ikke være. Båden koster 9,5 euro for en returbillet og den sejler hver hele time fra Fusina og hver halve time fra Venedig. (sidste båd fra Venedig kl. 2230)

Campingpladsen har internetcafé,  restaurant og et lille marked. Pladsen er måske ikke så velegnet til en familiebadeferie, men som udgangspunkt til Venedigbesøg er den simpelthen ideel.

 

Torsdag den 7. juli. Besøg i Venedig – selvfølgelig. Vi har været der mange gange før, med byen er bare dejlig. Selvfølgelig er der bare for mange mennesker på Markuspladsen og den centrale del af byen. Køb en billet for 24 eller 48 timer til vandbussen, -valporettoen – den koster 10,50 euro for 24 timer. Det er efter min mening vidunderligt at sejle rundt og se byen fra vandsiden og stå af f. eks. I den jødiske ghetto. Jeg vil ikke komme mere ind på beskrivelse af byen for alt det kan man læse i guidebøgerne og en sådan må man have med.

Medens jeg var i byen fik jeg en SMS hjemmefra om det forfærdelige terrorangreb, der havde i London. Jeg læste mere om det på internetcafeen på .campingpladsen. Det var også første gang jeg høre nyheder og 2½ uge.

 

Fredag den 8. juli. Pakning af telt og Afregning. Pris for 2 nætter 59 Euro. Jeg havde været inde på DMIs hjemmeside og kigget på vejrudsigten for Amsterdam og den sagde solskin og omkring 25 grader, så vi satte kursen mod Amsterdam. Vi overnattede på en resteplads i Tyskland (N 49.13103 E 11.27233)

 

Lørdag den 9. juli. Vi ankom til Amsterdam Camping (N 52.31160 E 04.99145) ved 18 tiden. Pladsen ligger ca. 10km fra  centrum og er usædvanlig velordnet. Vi blev vist på plads af en kraftig dame på cykel til vores lille bås, hvor hun meget bestemt dirigerede os på plads. Vi skulle holde på en ganske bestemt måde i båsen af hensyn til græsset, så det blev slidt lige meget.

Metrostationen ligger 2-300 meter fra campingpladsen, så det er meget let at komme ind til centrum.  En 48 timers billet til metro, sporvogn og bus koster 10 euro.

 

Søndag den 10. juli. Dagen blev brugt til bytur. En Kanalrundfart er selvfølgelig et must og navnlig i en by som Amsterdam. Ellers lidt slentren og lidt kørsel med sporvogn. Der er usædvanlig mange cyklister i Amsterdam. Jeg så ikke en eneste politibil, men adskillige cyklende politipatruljer. Det er det eneste sted, at jeg har set parkeringshuse for cykler. Jeg tror at jeg denne dag har set flere cyklister end bilister.

Generelt er Holland meget rent, men de har også deres store problemer med graffiti og kanalerne flyder mange steder med affald.

 

Mandag den 11. juli. Afregning for Gaasper Camping for 2 dage 42,5 euro. Vi havde søndag aften pakket telte sammen, så efter morgenmaden parkerede vi bilen ved Metrostationen og kørte ind til byen. Denne gang gjaldt det Rejhsmuseet med 17 hundredetallets store hollandske malere. Det var en stor oplevelse at se bl. a. Rembrandts berømte malerier og særligt ”Nattevagten”.

Ved 18 tiden satte vi kursen hjemefter.  Aftensmaden blev indtaget på en lille restaurant i byen Heerenveen i Nordholland. Vi fik en fortrinlig middag til 42 euro. Og så gik turen hjemefter. Overnatning på en resteplads i Tyskland (N53.16741 E 8.12124) 10 km vest for Oldenburg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kørte kilometer: 5.860, som kostede kr. 3.307 kr. i diesel.

 Vi havde 20 overnatninger på campingpladser, som kostede kr.  3.048 eller 152,40 i gennemsnit pr nat.

 

 

MISURINI SØEN

BLED

BLED

VITGAR

VITGAR

VITGAR

SLOVENSK LANDSBY

SLOVENSK LANDSBY

SLOVENIEN

BLED SØEN

LJUBLJANA

LJUBLJANA

LJUBLJANA

STRASKO CAMPING, PAG

PAG

ZADAR

ZADAR

KROATIEN

PLITVICE SØERNE

PLITVICE SØERNE

PLITVICE SØERNE

PLITVICE SØERNE

PLITVICE SØERNE

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

SENJ

EUPHRASSIUS-BASILIKAEN

 

AMSTERDAM

AMSTERDAM

AMSTERDAM

AMSTERDAM

AMSTERDAM

AMSTERDAM

AMSTERDAM

AMSTERDAM

AMSTERDAM

REJHSMUSEET -  REMBRANDT - AMSTERDAM

REJHSMUSEET -  REMBRANDT - NATTEVAGTEN - AMSTERDAM