Rejsebrev Australien 2001

Vi startede vores rejse torsdag den 29. november i Kastrup Lufthavn. Vejret i Danmark var koldt og blæsende med temperaturer omkring frysepunktet. Vinteren var endnu ikke rigtigt begyndt i Danmark og de sidste træer havde næsten kun lige smidt de sidste blade.

Næsten 2 timers flyvning til Heathrow Airport, London. Turen er beregnet til halvanden time, men travlhed i luftrummet over London gjorde, at vi cirklede adskillige gange over det østlige London. 

Heathrow lufthavn er utrolig stor. Vi ankom til terminal 1 og skulle flyve fra terminal 4 og for at komme fra det ene sted til det andet, må man tage den interne lufthavnsbus, Turen tager ca. 10 minutter.

5 timer måtte vi vente til Qantas flyet til Singapore skulle afgå. Det er lang tid at vente selv i en så stor lufthavn, så Politiken hjemmefra blev læst grundigt og der blev drukket adskillige kopper kaffe.

 Kl. 23 dansk tid kunne flyet endelig lette med kurs mod Singapore og en næsten 13 timer lang flyvetur lå foran os.

Sidst jeg var ude og flyve var i januar, hvor vi var på en lille charterferie til Gran Canaria. Dengang kunne jeg ikke klappe bordet i flyet ned, uden at maven var i vejen. Maven er ikke blevet mindre, tværtimod, men her i flyet til Singapore var der pludselig plads til maven igen og for slet ikke at tale om benene – dejligt. Når de første aktiviteter var overstået med at få fyldt noget i maven og set noget film samt holde lidt øje med flyets fart og højde og undre sig over, at temperaturen udenfor kabinen var over 60 minusgrader, så begyndte vi at gøre os klar for natten. Det kæmpestore Jumbo fly gik i bogstavelig forstand på vågeblus, medens det susede af sted med over tusind kilometer i timen i 10 kilometers højde.  De fleste passagerer havde pakket sig ind i de udleverede tæpper og sat hovedpuden i rette stilling, medens sovemasken, som Qantas udleverer sammen med sokker og tandbørste, holdt uvedkommende lys og bevægelser ude.

Natten gik og vi oplevede ikke, at det blev hurtigt lyst, for de små vinduer var dækket af de nedtrukne skodder. Efter 13 timers effektiv flyvetid havde vi fløjet 8 timer mod solen siden vi forlod London. 21 timer havde viseren bevæget sig og ud på aftenen landede vi i Singapore og det var for længst blevet mørkt igen.

De vi bestilte rejsen via MyPlanet, det tidligere Skandinavisk/New Zealands/Australske Venskabsforening. MyPlanet havde Booket en transport fra lufthavnen og retur til os formedelst 600 kr. Det synes jeg var dyrt, så det blev hurtigt afbestilt. Via ”nettet” fandt jeg ud af City Baywiev Hotel lå meget centralt midt i Singapore og ikke langt fra ”Raffels”.

Velankommen og efter at have fundet vores bagage begav vi os ned til stedet hvor bybusserne afgik. Efter lidt sondering fandt vi ud af, at buslinie 36 måtte være sagen. Jeg havde printet et lille kort ud over det område, som vores hotel lå på og med det i hånden fik vi via venlige medpassagerer oplyst, hvor vi skulle stå af.

En halv times bustur og vi var midt i det centrale Singapore og en spadseretur med de nye kufferter med hjul var intet problem og det hele kostede Singapores dyreste pris for en bustur 3 Singapore-dollars eller små 15 kroner for 2 personer.

Vi ankom til hotellet omkring kl. 22 aften og Singapore havde blot 26 grader men med en højt luftfugtighed skal man ikke bevæge sig meget før sveden pibler. Det første man har lyst til er et langt koldt brusebad og så ud og spise.

Singapore har en masse små gaderestauranter, hvor 5-10 små restauranter er fælles om borde og plastictaburetter. Jeg holder meget at spise disse steder. Man kan spise en masse etnisk, typisk kinesisk eller indisk, og blive mæt for en 15-20 kroner. Tilmed synes jeg, at det smager rigtigt godt.

Lørdag brugte vi til at slentre rundt i det centrale Singapore. Sidst gik jeg glip af havnerundfarten. Denne gang skulle det være. Der findes nogle store både, der sejler havnerundfart. Disse både er rigt dekoreret med kinesiske drager og andet kinesisk udsmykning. Jeg synes, at disse både er for meget turisme – så hellere undvære. Denne gang fandt jeg de rigtige både. En lille båd med blads til 30 passagerer og tæt nede ved vandoverfladen. Det er altid meget spændende at se en by fra vandsiden, dog synes jeg, at man i Singapore ligeså godt kan se byen fra landsiden. 60 kroner kostede en halv times sejlads og så er den tur også betalt. Fordelen ved at se byen på denne måde er selvfølgelig, at man ikke sveder så meget, når man bevæger sig rundt i over 30 grader med en relativ høj luftfugtighed. Alternativer er, at finde en bybus med ”Aircon” og gerne en dobbeltdækker. Her får man set en masse for 6-7 kroner. Man har det store og navnlig kølige overblik.

Efter en lang og svedig dag vendte vi tilbage til vores hotel, hvor vores bagage stod og ventede under opsyn. Vi fik udleveret et sæt håndklæder og kunne tage et bad ved swimmingpoolen på 15 etage og så var vi klar til at tage videre.

Bus line 36 bragte os sikkert tilbage til lufthavnen, medens himlen åbnede sine sluser og det væltede ned et rigtigt tropisk regnvejr.

Vi skulle flyve kl. 2215 med British Airways til Darwin, men der afgik ikke noget fly på den tid og slet ikke til Darwin. Det viste sig, at man havde lavet flyet om til et Qantas fly, der afgik kl. 2150 til Sydney med mellemlanding i Darwin – bare ingen panik – alt lykkedes alligevel, bare man ikke er bange for at spørge sig for.

Det var en særdeles effektiv flyvetur. Præcis til tiden taxiede flyet ud til startbanen og gik i luften med det samme. 4 timer efter landede flyet på samme hurtige og effektive måde i Darwin. Klokken bare halv fire om morgen efter Darwin tid.

Så var det tid til ”Immigration”. Alle udlændinge skal udfylde immigrationspapirer og skrive under på, at man f. eks. ikke lider af tuberkulose, ikke har gang i kriminelle aktiviteter, ikke indfører for meget spiritus og så navnlig, at man ikke medbringer jord og madvarer. Efter ”immigrations-forhøret” kommer der en toldbetjent med en beaglelignede hund, der er specielt trænet i at lugte madvarer. Man får besked på, at sætte håndbagagen på gulvet, medens hunden vifter omkring og lugter og sniffer. For 5 år siden gav hunden hals ved Janes fjeldræv, fordi der havde været mad i den. Denne gang ”slap vi”.

Igen en tolder der udspurgte os og så troede vi, at den hellige grav var vel forvaret, men ak. Ind i et nyt rum, hvor toldere stod ved bænke og endevendte vores medpassagerens bagage. Vi havde moret os lidt over formuleringen i immigrationspapirerne med jord i skoene, men det var ramme alvor. Vi måtte vise fodsålerne, der heldigvis klarede frisag. Så kom spørgsmålet om vi havde mere fodtøj med. Nu var gode råd dyre, for de ekstra sko lå midt inde i kufferten, hvor der desværre også lå lidt for meget spiritus, end det vi havde skrevet under på, at vi havde med. Hvis vi skulle vise de ekstra sko ville tolderen stille spørgsmål omkring disse flasker Gammel Dansk og Snaps, som vi havde medbragt som gaver til familie og venner. Jeg synes ikke det lød sandsynligt, at vi kun medbragte de sko vi stod og gik i, så jeg sagde at jeg havde et ekstra par og med meget besvær fik jeg fisket et par Kreta-sandaler frem fra en sidelomme på den godt pakkede kuffert, og tolderen stillede sig tilfreds og vi kunne fortsætte. Jeg må være blevet bedre til at lyve med årene, for i gamle dage ville selv en toldelev kunne se på mig, at der var noget galt. Bare lige for at retfærdiggøre mig selv, så synes jeg ikke, at det er helt så slemt at tage lidt for meget med til et land, hvor spiritus sælges til samme pris, som når vi køber toldfrit og så havde vi jo købt de ekstra flasker i Netto.

Endelig stod vi med vores kufferter udenfor.  Klokken var næsten fem og det var bælgmørkt. Darwin er en lille lufthavn, hvor der lander 1 fly i timen, hvis der er travlt. Der var ikke meget aktivitet og ingen åbne restauranter, men en søvnig kaffeautomat leverede en kop oplivende Nescafé.

Vi opdagede at en minibus, der holdt foran lufthavnen kørte til de forskellige hoteller, så vi fik en billig transport til vores hotel, Mirambeena resort (S 12.27.562 E 130.50.426)

Vi var først booket på hotellet til søndag og der var selvfølgelig ingen værelser klar, selv om det havde været vidunderligt at komme til at ligge i en rigtig seng. I stedet kunne vi aflevere vores bagage, der blev forsvarlig låst inde og så kunne vi tage byen lidt i øjesyn. Det var stadig mørkt, men ved 6 tiden dukkede det første tegn på lys op i øst.

Efter en pæn spadserertur nød vi den store morgenbuffet (2 x 18 dollars) i hotellets restaurant, og efter yderligere et par timer i liggestolen ved hotellets 2 store swimmingpools kunne vi endelig tage vores værelse i besiddelse og få os nogle timers tiltrængt søvn i en rigtig seng.

Om aftenen gik vi en lang tur til Darwin Harbour. Under turen blev vi blev overrasket af en ordentlig omgang troperegn. Regnen bestemte spisestedet. Det blev til en gang fish and chips med salat til. Vi havde gået meget og tog en taxi hjem til hotellet.

Min første oplevelse af byen. Folk virkede stadig meget venlige og kom og spurgte om de kunne hjælpe os. Der er mange aboriginals i byen. Ca. en fjerdel af byens næsten 80.000 beboere er aboriginals. De er meget tydelige i gadebilledet. En del af dem er blandinger med mere eller mindre aboriginale træk. Der er stadig rigtig mange rigtige aboriginals. Jeg kender dem selvfølgelig ikke og ved ikke hvad de indeholder, men udadtil er de utrolig grimme set med europæiske øjne. Deres hovedform er meget anderledes end vores. Jeg fornærmer dem nok, men de minder meget om chimpanser i hovedformen. Underansigtet er trukket frem og pandebenet er kraftigt markeret og næsen er utrolig bred og stor med fremadrettede næsebor. De rigtige aboriginals går barfodet og er oftest meget dårligt klædt.

Mandagen gik med at sove længe – rent faktisk så længe, at vi missede vores morgenmad. Lidt indkøb i det lokale supermarked og køb at det rigtige insektmiddel og net til hatten. Det er regntid i North territorium og insekterne kan godt være lidt at et problem, så det gælder om at have udstyret i orden.

Eftermiddagen tilbragte vi i Museum of Arts and Sciences, der ligger ved Fannies Bay 4 km fra Darwin centrum. Busturen kostede 1, 4 dollars pr. person – godt givet ud, den varme fugtige luft taget i betragtning. Museet ligger utroligt smukt lige ud til vandet, hvor tidevandet skifter med 8 meter.

Museet (gratis) indeholder en meget stor samling aboriginerkunst og en stor samling af territoriets dyr, udstoppede selvfølgelig.

Jeg har hørt meget om den farlige Box Jellyfish. Her fik jeg den endelig at se. Jeg havde hørt, at den lignede en vandmand og det gør den til dels også. Den første del af navnet (box) har den, fordi kroppen er aflang og kasseformet. Fra de fire hjørner kommer armene ud fra. Disse arme ligner lidt vandmandens arme, blot lidt tykkere. På disse arme findes der i tusindvis af små blærer, der eksploderer, når fisken vil lamme sit bytte, typisk rejer og lignende smådyr. Box Jellyfish er også farlig for mennesker, der kan dø af at blive ramt. Ved strandene i Darwin området er der advarselsskilte mod denne fisk, der er i området fra oktober til marts.

En berømt hankrokodille på over 5 meter, der hærgede området i halvfjerdserne, og som fik øgenavnet sweetheart, er ligeledes udstillet på museet.

Tirsdag tidlig op. Afrejse med bussen kl. 0700. 300 kilometer til Kakadue Nationalpark. Med diverse afstikkere kørte vi 460 km den første dag.  Vi kørte gennem et fantastisk landskab med spredte og ikke særlig høje træer. Ind imellem blev landskabet afløst af et fantastisk sumplandskab.

NT har to årstider ”den tørre årstid” og ” den våde årstid” Vi er her i den våde. Umiddelbart kunne man ikke se det. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og temperaturen lå omkring de 40 grader med en meget høj luftfugtighed.  Floderne var fulde af vand og mange steder var der advarselsskilte, der advarer mod ”Floodway”.  Disse steder er der opstillet målestokke, så man kan se hvor dybt der er, inden man begiver sig ud med bilen. Vi passerede steder, hvor vanddybden var 80 cm. Godt at man ikke kørte med eget køretøj. De fleste firhjulstrækkere i området har udstødningen oppe ved taget – nu ved jeg hvorfor.

I dette område er der nogle fantastiske termitboer, rent faktisk de største i verden. Jeg så termitboer, der var 4 meter høje og over 1 meter brede. Et kæmpebygningsværk for så små væsener. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne. Hvis man taget størrelsesforholdet mellem mennesker og termitter i betragtning, så svarer det til, at mennesker byggede tårne på 1600 meter.

I bjergene i Kakadue park så på nogle spændende gamle og nye aboriginals hulemalerier. Første overnatning havde vi i Kakadue park: S 12.39.711 E 132.50.087.

Teltene var kvadratiske på 2,2 x 2,2 m. De var af kraftigt brunt lærred og var utrolig lette at sætte op. En pløk i hvert hjørne og så en stang i midten og teltet var rejst. Efter nogle dage kunne man rejse teltet på nogle minutter, hvis man ellers kunne få pløkkene i jorden. I toppen og i midten var en kvadratisk plade på ca. 60 cm. Teltet var ca. 180 cm højt i midten og skråede ud fra den kvadratiske plade. Ulempen var teltet var, at når det regnede kunne man ikke have dør eller vinduet (myggenet) åbent.

Udover teltet fik hver deltager udlevet en kraftig lommelygte med et stort batteri, et liggeunderlag, sovepose samt en kraftig plasticsæk med 2 tallerkner og kniv, gaffel og ske.

Efter vi havde sat teltet op kørte vi til nogle nærliggende småbjerge, som vi ”klatrede op ad og nød en pragtfuld solnedgang. På vejen op ad ”bjerget” så vi en masse aboriginals tegninger på bjergvæggene. Tegninger, som var malet for 20 tusind år siden.

Da solen var gået ned kørte vi tilbage til Campen, som egentlig bare var en campingplads. Denne plads havde flere partiet med tag over. I disse partier var der en vask og en grill. Vi slog teltene op omkring denne overdækning og vores kok Dorothea serverede den første campingaftensmad: kold kylling, salat, ris og rødvin.

Onsdag den 5. Tidligt op kl. 0500 – toilette, pakke telt og morgenmad – afgang kl. 0700. Man praktiserede en regel, der hed 5-6-7 eller 6-7-8 og så videre. Det betød op klokken 5 – morgenmad kl. 6 og køre klokken 7.

Efter nogle timers kørsel gjorde vi holdt i Yellow Waters, hvor vi var på en helt fantastisk 2 timers sejltur i sumpen. Vi fik at vide, at vi formentlig ikke fik set nogen krokodiller på grund af regntiden. Vi så faktisk et par krokodiller ganske tæt på. Jeg sad forrest i båden, da der pludselig dukkede en krokodille op 2 meter foran mig.  Jeg har mange gange set krokodiller, men altid sovende og sikkert bag et hegn eller en tyk glasvæg. Det er fantastisk pludselig at se sådan en fyr lige foran sig.

Der var et helt fantastisk fugleliv. Blandt andet så flere fiskeørne. Der var også et rigt udvalg af rigt blomstrende åkander og andre spændende vandplanter. På grund af regntiden var et meget stort område oversvømmet. Vi sejlede rundt i områder, som normalt var tørre og så kunne vandstanden endda blive adskillige meter højere.

Vores rejseleder og chauffør hed John. Han var Skotsmen, det vil sige, han var 3. generations skotsk indvandrer. Han var en hyggelig og lun fyr på 45 år. Han havde virkeligt et godt kendskab til den australske natur, historie og indbyggere og så havde han et positivt syn på aboriginals, men det hang måske sammen med, at boede i Sydaustralien, hvor der ikke bor nogen aboriginals.

Vores kok, Dorothea var tysk indvandrer. Født og opvokset i nærheden af  Kiel. Hun er 52 år og var et usædvanligt sødt menneske med et dejligt varmt smil. Hendes mad var typisk australsk og en anelse tysk inspireret.

I den nordlige del af NT var varmen næsten ulidelig – tæt på de fyrre grader og en luftfugtighed, der var ekstrem høj. Den kombination gjorde, at varmen føltes ekstra varm. Kombinationen gjorde også, at det var et paradis på moskitoer. Heldigvis havde jeg købt nogle hattenet i Darwin. Med disse net over hatten og hovedet var i hvert fald beskyttet imod disse temmelige ubehagelige væsener, som ellers gerne satte sig ved øjne, næse og mund.

Flere steder var der skilte, der advarede mod krokodiller og advarede mod at svømme i floderne. Dette afholdte dog ikke aboriginalsbørn fra at bade i floderne, men de vidste formentlig også mere om stedet end vi gjorde.

På landevejen igen. Vi kørte ud af Kakadue Park, der er på størrelse med halvdelen af Danmark.

Det var lidt underligt at sidde i en airconditioneret bus og sidde og se ud på landskabet, som er så helt anderledes end det vi er vant til. Hvis solen ikke lige skinner kan man godt glemme hvor varmt det er udenfor, men ligeså snart dørene bliver åbnet slår den ulidelige varme en i hovedet. Man glemmer også helt blæsten og kulden derhjemme for slet ikke at tale om, at vi er i julemåneden.

NTs flag er hvidt-sort og rødt. Hvidt som de hvide mennesker – sort som aboriginals og rødt som den røde jord og jorden er virkelig rød.

Busselskabet bestod af 4 hollændere. 4 tyskere, 3 østrigere og endelig 3 danskere. Gennemsnitalderen var nok ca. 50 år

Videre på turen. Vi gjorde middagsholdt i Pine Creek. Dorothea åbnede køkkenanhængeren, som bl.a. indeholdt en stor kummefryser og et stort køleskab. Der blev sat nogle store klapborde op og i løbet af få øjeblikke stod der en pæn lille frisk buffet klar. Vi har hver vores lille pose med service, som er vores. Når vi har spist, vaskede hver især sin egen service op og det fungerede rigtigt fint. Vi medbragte også et lille opvaskestativ med plads til 3 opvaskebaljer. 1. balje var fyldt med varmt vand, som man vaskede op i og de 2 næste baljer indeholdt skyllevand.

Efter frokost videre på landevejen og ud på eftermiddagen var vi igen på sejltur. Denne gang på Kathrine Gorge, der som navnet siger, er en kløft. Også her er der krokodiller, som vi dog ikke så. Ved foden af de høje klipper var der flere steder små sandstrande, som dog ikke blev brugt til andet end krokodillerne. Der var tydelige spor i sandet efter krokodiller. Stedet blev i øvrigt brugt til optagelserne af  Crokodille Dunde.

Vi slog lejr i Camp Kataranka efter en dagstur på 550 kilometer. Campen lå ude midt i ingenting. Vi slog lejr lige ude til bushen og da mørket kom dukkede der en masse wallabys frem. De sad i kanten af campen og så på, at vi mæskede os.

Tropenatten var fyldt med eksotiske lyde. Det var meget fascinerende, at ligge i teltet og kigge ud i tropenatten og dens lyde. 

Torsdag den 6.
På vejen igen. Samme beplantning – små træer på 4-5 meters højde med en afstand på 5-10 meter. Masser af små termitboer stod med få meters mellemrum som små røde katedraler med et eller flere spir.

Langs landevejen var der mange områder med afbrændte træer. Det var tydeligt, at der var smidt adskillige cigaretter i det tørre græs. På grund af den spredte bevoksning nåede brandene ofte ikke så langt. Det var i øvrigt fascinerende at se tilsyneladende døde træer, der pludselig begynder at skyde med friske grønne skud på en tilsyneladende død gren.

Solen bagte stadig fra en skyfri himmel med 40 grader i skyggen.

I løbet af dagen blev vegetationen lavere og mere spredt. Det er tydeligt, at vi var kommet længere væk fra de fugtige områder i nord.

Vi besøgte Daly Waters med den berømte Pub, som nærmest blot er en klondyke bæverding. Men den ligger virkelig i midten af ingenting. Pub´en er rigt dekoreret af pengesedler og skilte fra politi, brandvæsen blandet med intime kvindelige beklædningsgenstande og en masse andre mærkeligheder. Et dansk fodboldhalstørklæde hang der også.

Frokost i Renner Springs, som blot består af et Road House og nogle få huse. I skyggen af nogle få træer blev madbordet sat op og frokosten nydes i de 40 grader med indtagelse af rigelige mængder vand fra bussens vandbeholder, der er fyldt med isterninger. Isterningerne køber man alle vegne i store plasticposer. Vi havde også en stor beholder til øldåser, der ligger og svømmer i isterninger. Øllene var til om aftenen, ingen har lyst til andet end vand i den hede.

Tilbage til den dejlige kølige bus, der kan holde en temperatur på 28 grader, når bussen har kørt en halv times tid. Det lyder som en høj temperatur, navnlig når vi i Danmark sjældent blot nærmer os denne sommertemperatur. Her virker temperaturen dejlig behagelig, men det skal ses i relation til temperaturen udenfor.

On the road again. Endeløse kilometer efter kilometer. Ca. en gang i timen mødte man en anden bil. Landevejen, Stuart Hightway, har 2 spor – en i hver retning. Dagens kilometer løb op i 790 km.

Torsdag aften camperede vi Devils Marbles, en meget primitiv plads uden vand, el og toilet. Pladsen, hvis man kunne kalde den det, havde en fantastisk flot udsigt til de runde røde sten. Vi ankom ved solnedgangstid, hvor stenene så endnu mere røde ud. Man kan godt forstå, at de indfødte havde et helt specielt forhold til disse røde runde stenterninger, der lå smukt oven på hinanden. Ifølge aboriginalslegender er disse røde sten æg fra regnbueslangen.

Aftensmaden Mastrione, spagetti med kødboller og frugt til dessert.  Vi sad i den totale stilhed medens mørket faldt på – nød naturen og stjernehimlen og temperaturen som var faldet til behagelige 31 grader. Tidlig i seng efter en lang dag.

Fredag den 7. op kl.  0500. Det var bælgmørkt. En hurtig pakning af telt og en nødtørftig vask og så morgenmad. Dorothea serverede denne dejlige morgen: Div. Gryn, cornflakes, toast, ost, skinke, røræg, the, kakao og Nescafé.

Bussen pakkes og alle hjalp til og vi var færdige til at køre kl. halv syv. Det hele foregik i et stille og roligt tempo. Der var ingen stress og jag og afslappet satte vi os i bussen.

Hver dag vi startede dagens køretur med at der blev spillet Walsing Mathilda. Dels fordi den næsten er den australske nationalmelodi, men ligeså meget fordi, at den egentlig handler om vandingsmanden/vagabonden, Swagman, som busselskabet er opkaldt efter.

Stuart Hightway er en tosporet hovedvej, der går fra Darwin i nord til Melbourne i syd. Der er jernbane fra Melbourne til Alice Spring, men fra Alice Springs til Darwin er der kun Stuart Hightway. På Hightwayen så vi de berømte Road Trains, der er nogle kæmpestore lastbiler med 2-3 store hængere bagefter. De må kun køre bestemte steder og på grund af deres kolossale størrelse er de ikke sådan at standse. Derfor har alle blot at vige for disse mastodonter. Hovedvognen er sædvanligvis meget veludstyret med radio og diverse tekniske hjælpemidler. De har masser af krom og er flot malet og rigt dekoreret med flotte tegninger og vignetter.

Formiddagskaffen blev indtaget i Ti Tree, der ligger midt i Australien. Også her blot et Road House og nogle få huse. Men der er toiletter og dermed mulighed for at få lidt vand i hovedet og få børstet tænder.

Varmen er aftaget. Vi ankom til Alice Springs midt på dagen. Teltene blev sat op og frokosten serveret under et halvtag.

Om eftermiddagen besøgte vi Flying Doctors Base. Besøget varede en halv time og var særdeles uinteressant. Vi så en uskarp videofilm, som varede 10 minutter, hvorefter en meget sød dame lirede hurtigt en smøre af på andre 10 minutter og så var der et lille museum, som da var 10 minutter værd. Udgangen var gennem en souvenirbutik, hvor der blev solgt alt muligt ragelse med påskriften Flying Doctors.

Bagefter besøgte vi den gamle telegrafstation. Det var til gengæld virkelig et besøg værd. Det gav et godt billede af livet i slutningen af forrige århundrede.

Vi sluttede af inde i Alice Springs i styrtende regnvejr. Det blev ikke bedre af, at der lige efter vi var ankommet satte i med en langvarig strømafbrydelse, der lagde byen øde. Uden strøm kunne butikkerne ikke fungere og lukkede.

Tilbage til campen, som her er en ganske udmærket campingplads og langt over europæisk gennemsnitstandard.

Dagens middag: Bønnesuppe, stegt flæsk og kartofler.

Lørdag den 8. Swagmanbussen kørte os til Desert Park. Parken ligger lidt udenfor Alice Springs. Det er et ganske interessant sted med mange oplysende udstillinger. Der var opstillet skyggefulde shelter, hvor der på bestemte klokkeslæt blev holdt små foredrag om naturen og om hvordan aboriginals levede og om f. eks. deres naturmedicin.  Vejret holdt sig fint hele dagen. Vi blev der i over 6 timer.

Da vi skulle hjem begyndte det igen at styrte ned. Der kørte en bus hver halvanden time tilbage til Alice Springs og vi havde beregnet at køre hjem kl. halv fem. Bussen viste sig at være en minibus og heldigvis kørte han os helt hjem til campingpladsen.

Det var nok den kraftigste regn jeg nogensinde har oplevet. Tropisk regn, hvor det bare styrtede ned. Det regnede så meget, at vejene blev totalt oversvømmet. Flere steder lå der 20-30 cm vand på vejene. Biler gik i stå og folk måtte skubbe dem væk. Ved aftenstid stilnede regnen af. John skaffede 4 dobbeltværelser, men Jane og jeg foretrak dog at sove i teltet.  Det var ikke så varmt, som de foregående nætter, og vi sov fint og tørt.

Aftensmad: Denne aften fik vi serveret græskarsuppe krydret med masser af karry og så fik vi serveret kængurubøffer. De fleste synes, at de smagte fint og spiste op til flere bøffer. Jeg synes de smagte lidt sødt og var meget trevlede. Efter min mening ikke nogen delikatesse.

Søndag kunne vi sove længe, men nu var vi jo kommet ind i rytmen med at stå tidligt op. Dagen blev brugt til at køre lidt rundt med Swagmanbussen. Mange floder var løbet over deres bredder og mange personbiler kunne ikke passere de vandfyldte veje.  Bussen kunne klare de fleste steder, men der var dog adskillige steder, hvor den måtte give op.

Vi besøgte Standley Chasm kløften. Frokost: Hotdogs. Dagens kilometer 206.

Lidt om aboriginals. Vi så mange af dem i gadebilledet. Jeg er ked af at nævne det, men det man så gav et meget dårligt indtryk. De rigtige aboriginals går barfodet og særdeles dårligt klædt. Mange af den var berusede og væltede rundt i gadebilledet, særligt omkring bottleshops, hvor der sælges øl og spiritus. De bevæger sig langsomt og ladt eller de sidder rundt omkring i klynger. Efter den første uge havde jeg ikke set en eneste ægte aboriginals i arbejde, men derimod masser blandingsaboriginals. Det er muligt lidt uretfærdigt, men det er det jeg så i gadebilledet.

Mandag tidlig op: 5-6-7. Vi kørte videre til Kings Canyon, hvor vi ankom ved middagstid. Vejret var igen ved at blive bedre og varmen var omkring 25 grader. Ved Kings canyon var der 2 gåture. En lang tur, hvor man gik op langs den ene side af kløften og tilbage langs den anden side. En sikkert meget smuk tur 5,5 km og ikke helt til mit temperament, varmen taget i betragtning. Jeg valgte den lette men også meget smukke tur, hvor man går i bunden af kløften langs den lille bæk, der rislede svalende af sted mellem klipperne.

Ved 3 tiden fortsatte vi mod Ayers Rock, hvor vi ankom efter en dagstur på 803 km, lige tidsnok til at se solen gå ned.

Aftensmad: suppe, snitsel og frugt.

Tirsdag morgen tidlig op kl. 05. Vi skal se solen stå og se lyset over ”stenen”. Solen stod op kl. 0548 med et fantastisk lys i horisonten.

Efter morgenmaden af sted til ”stenen”. Det havde regnet meget de sidste dage, derfor var klatring på stenen er forbudt. I Alice Springs var der kommet to unge mennesker med på bussen – en ung mand fra Sydney og en engelsk pige. Den unge mand, Jacob, var den eneste, der ville op på stenen. Det kom han i øvrigt senere på dagen, da stenen var tør og vinden havde lagt sig lidt.

Alle vi andre gik den 10 km lange tur rundt om stenen, der er 348 meter høj og næsten 3 km lang.

Når samtalen tidligere var faldet på Ayers Rock har hele sagt, at det bare var en sten, men jeg blev blevet klogere. Det er en fantastisk sten, Der er så fuldt af nuancer, huler og kløfter.  Alle de billeder, jeg har set af Ayers Rock forestiller blot en stor aflang rød sten. Man ser sjældent de mange nuancer. Den er fyldt med huler i fantastiske former. Man kan få fantasien til at flyde og formationerne til at ligne alt muligt. Mange huler ser ud som at skallen er gået af, og inde bag skallen kommer indholdet frem. Vi startede ved stenen fra morgenstunden, hvor lyset har den varme farve og solen ligger lavt og giver et helt specielt skær med lange skygger. Efterhånden som man bevæger sig rundt om stenen kommer solen fra forskellige sider. Efter en hel dag ved stenen har jeg oplevet den i utallige farvenuancer.

Jeg tog gruelig fejl. Det er ikke blot en sten – det er en helt fantastisk sten, der SKAL opleves.

Vi var utrolig heldige med vejret. Behagelig solskin med lidt skyer og kun ca. 28 grader og ingen fluer. Der kan være virkelig mange flyer ved Ayers Rock.

Aboriginals opfatter Ayers Rock, eller Uluru, som de kalder den som en helligdom. Ingen aboriginals betræder stenen.

Efter frokosten tilbage i lejren kørte vi ud til The Olgas, som er opkaldt efter en vis russisk dame. Olgas er en klippe af næsten samme størrelse som AR, men nogle få meter lavere og med en helt anden form. Vi havde en dejlig gåtur ind i slugten, hvor vandet gled ned af siderne fra utallige kilder i bjerget.

Sidst på dagen kørte vi ud til et udkigspunkt, hvor vi havde udsigt til Ayers Rock i solnedgangen. Vi gik en mindre tur og da vi kom tilbage havde John anrettet et bord med champagne, mousserende vin, pølse, ost, agurker, oliven og chips. Vi stod og nød den lune aften, medens solen gik ned og lyset skiftede over ”stenen”.

Hjemme igen i lejren var kokken klar med aftensmaden, gullasch og chokolademuses. Aftenen sluttede med lejrbål i den stjerneklare aften. En rigtig god dag var slut.

Tirsdag kørte vi 248 km.

Onsdag startede vi igen tidligt: 5-6-7. Ud på formiddagen forlod vi NT og kørte ind i SA. Urene blev stillet til sommertid. Landskabet ændrede sig til mere og mere ørkenagtigt. Træerne forsvandt og der var kun lave spredte buske. Sent på eftermiddagen nærmede vi os Opalminebyen Cooper Pedy. Efterhånden som vi nærmede os byen bemærkede vi en masse små spredte kegleformede grusbunker, men efterhånden bliv der flere og flere af disse kegler, der var på en 3-4 meter i højden. I nærheden af byen lignede det hele et stort månekrater. Overalt står disse brusbunker og ødelagde naturen.

Vi ankom til Cooper Pedy, der på gammel aboriginal sprog betyder: hvid mands hul. Det er virkelig en meget anderledes by. Der er 4.500 indbyggere og alt drejer sig om opaler. Det er den rene ørken. Der er ingen vand og kun nogle ganske få robuste træer fraviger den ellers gule sandfarve. Byen består stort set kun af en hovedgade og nogle få sidegader. Butikkerne handler mest om opaler og redskaber i forbindelse med af få gravet opalerne frem. Nogle få restauranter og en masse værtshuse. Det går livligt til i byen. En politipatrulje i en 4 hjulstrækker patruljerede hele tiden.

Husene er meget helt for sig selv. De fleste mennesker bor rent faktisk under jorden. Alt er ”underground” Kirker, restauranter og ikke mindst beboelse. Vi besøgte en underjordisk beboelse og nogle minegange. Det forholdsvis billigt at få en underjordisk beboelse. Husene graves i dag ud af maskiner, der æder sig ind i sandklippen. En bolig her koster kun en tiendedel i forhold til resten af Australien. Det er ikke ualmindeligt, at man udvider og det er i sagens natur ret nemt, blot man har rådighed over tilstødende klippe. Det er ikke ualmindeligt, at en udvidelse medfører, at man finder opal og så må arbejdet ligge lidt stille indtil opalen er udvundet og så har man pludselig råd til en endnu større udvidelse. Disse boliger kan blive ret så store og ”undergrounds” med swimmingpool er ikke ualmindelig.

Fordelen ved disse boliger er mange. De er billige og der er ingen udgifter til opvarmning og nedkøling. Temperaturen ligger konstant på ca. 20 grader, dag og nat, sommer og vinter. Bagdelen er ligeså klar, der er ingen vinduer. Rummene er store og man får derfor ikke så let klaustrofobi, men man mangler vinduerne. Ellers er boligerne indrettet som alle andre boliger, bortset fra at væggene og lofterne  er rillede efter gravemaskinens bor.

Denne nat skulle vi ikke sove i telt. Vi blev indkvarteret i et ”bunkerhouse”  En underjordisk gravet hule, hvor vi sov i hver vores niche. Der var rigtig god plads og man følte på ingen måde, at det var indeklemt og temperaturen var behagelig.

Temperaturen i ørkenen omkring Cooper Pedy kan sagtens komme op på 54 grader celsius og hvis det er rigtig koldt, så kan der godt blive en 4-5 graders frost.

Vand er altid et problem i ørkenen og også i her. Der er absolut ingen vand og det vand, som man nødvendigvis skal bruge må køres til byen langvejs fra i tankvogne.

Efter aftensmad gik vi på bar. Ikke de lokale værtshuse, men på byens fineste hotel – Underground selvfølgelig. Inden da gik Jane og jeg en lille tur rundt i byen og også ud i den ende, hvor turister ikke burde komme. Vi overværede et gevaldigt skænderi mellem en ung hvid mand og en meget sort efterkommer af de oprindelige beboere. Det var ikke sprogets pæneste gloser, der blev brugt.

Dagens km 786.

Torsdag den 13. Igen meget tidligt oppe. 5-6-7. Dagen bragte os via havnebyen Port Augusta på sydkysten til fårefarmen Spear Creek et lille stykke inde i landet i nærheden af Port Augusta. Et meget fredeligt sted få mennesker. Fårefarmen havde en lille campingplads.

Inden aftensmaden overværede vi en fåreklipning – opvisning til ære for os, naturligvis.

Efter aftensmaden hyggede vi os ved bålet.

Torsdag kørte vi 602 km.

Fredag morgen forlod vi fårefarmen kl 0700. På vej væk kørte vi ad snoede grusveje og så flere store flotte kænguruer. Det at se dem i den fri natur er helt anderledes. Det var fantastisk at se hvordan de hoppede af sted på deres kraftige bagben. Vi så også en del emuer i området.

Fra Port Augusta og til Burra kørte vi i Flinders Ranges en lang bjergkæde. Bjergkæden er ikke særlig høj og den har meget runde former. Den havde et ganske specielt skær efter de mange græsenge, der stod med lange strå.

Vi gjorde holdt i Burra, den gamle kobber og tinmineby. Der er ikke noget særligt at se på. Minerne er åbne, og de er i dag fyldt med vand. Det var meget koldt, så koldt at mine rejsefæller måtte have kufferterne frem og finde de lange bukser frem.

Fra Burra kørte vi til Mildurra. Vi kørte gennem et flot landskab med store hvede- vin- og orangemarker. Jeg tror aldrig, at jeg har set så store marker før. En enkelt hvedemark var vi 10 minutter om at passere.

Vi camperede på en campinglads på bredden af Murray River. I forbindelse med opstilling af den engelske piges telt opdagede vi en lille skorpion på teltet.

Vi havde haft en forholdsvis kold dag, men aftenen var blevet lun og vi sad længe og hyggede os med lidt rødvin.

Natten til lørdag sov jeg ikke særlig godt, dels ved tanken om skorpionen, men ligeså meget, fordi der var masser af insekter, der kravlede ind i den lune sovepose. Da et insekt synes, at der var behagelige i mit højre øre, så kunne jeg ikke sove mere. Det er pokkers besværligt at få sådan et smådyr ud af øret.

Fredag kørte vi 549 km.

Lørdag morgen igen tidligt af sted. Igen så vi et kængurupar hoppe lystigt af sted i morgenskumringen og det endda ganske tæt på et villakvarter.

Fra Mildurra kørte vi nu ad Sturt (størt) Highway mod Wagga Wagga, vores sidste destination inden Sydney. Igen masser af hvede- vin- orange- og nu også rismarker. Vi var der lige midt i Jacarandaens flotte lilla blomstringstid.

Vi passerede Murray river og kørte ind i New South Wales. Morgenen var kold, men solen skinnede fra en skyfri himmel og fik hurtigt varmet luften op. Vi ankom til Wagga Wagga sidst på eftermiddagen.

Det er vores sidste aften på busturen. Alle gik i bad og skiftede til pænt tøj. John havde bestilt en transport til Leugesclub. Vi blev midlertidige medlemmer og fik adgang til klubben. Det var en stor bygning i flere etager. Som jeg opfatter klubben, er det en form for en klub med socialt samvær. Denne klub havde forskellige arrangementer og dagligt var der forskellige former for spil på automater og bingolignende spil. Disse spil finansierede klubben således, at man f. eks kunne spise og drikke billigt. Vi spiste en rigtig god middag for 13 dollars. I baren kunne man købe drinks og en flaske vin til kun få dollars over almindelige butikspriser. Der blev ikke købt ét glas vin. Man købte flasker.

Klubben havde sin egen lille minibus, som man kunne bestille, når man ville besøge klubben og ikke ønskede at have sin egen bil med.

Om aftenen kørte minibussen en gang i timen fra klubben og ved påstigningen (gratis) sagde man blot hvor man skulle hen, så kørte chaufføren den hurtigste rute. Vi oplevede f. eks. da vi skulle hjem til campingpladsen, at en gammel dame blev sat af ved sin villa. Da hun var sat af vendte chaufføren bussen og holdt og ventede på, at hun fik åbnet døren og var kommet ind i huset.

Søndag. Der var 5 af vores medrejsende, der fortsatte rejsen med bussen til Melbourne og resten blev sat på en Greyhoundbus til Sydney, hvor vi blev hentet af Mie og Erik og Betzy – Hardy kom senere.

Mandag tog vi alle toget ind til Sydney, hvor vi bl.a. spiste ved fiskemarkedet og gik tur i Darling Harbour.

Tirsdag spiste vi julefrokost med Erik, Mie, Betzy og Hardy på Sheraton. Det fantastiske julebord med store prawns og masser af østers – og alt muligt andet hvad maven kunne begære og ikke at forglemme et kæmpe kagebord. Buffeten kostede 40 dollars og med vin og kaffe for 2 personer 125 dollars.

Bagefter slentrede Jane og jeg rundt i byen. Regnvejr. Tog et par omgange med Monorailen.

Onsdag: På Cirkular Quay mødte vi hollænderne og den unge østriger fra vores bustur på. Vi havde alle købt billet til samme havnerundfart med Sydney Ferries. Dejlig 2½ times tur i pragtfuldt vejr. Bagefter tog vi en øl sammen på The Rocks og ønskede hinanden fortsat god tur.

Torsdag: Kørte med Erik og Mie til ”Old Sydney” der ligger 70 km nord for Sydney. Old Sydney er en slags frilandsmuseum med gamle huse fra 1700/1800 tallet.  Bagefter besøgte vi en reptilpark, der lå lige ved siden af.

Fredag. Erik kørte os til toget og vi kørte til Barry, hvor vi blev hentet af Betzy og Hardy. Vi kørte en tur i bjergene inden vi ankom til deres dejlige hus og have i Mollymoock.

Aftensmad på verandaen i den lune sommeraften med masser af rødvin.

Lørdag gik vi en lang tur langs stranden. Vi badede i Stillehavet. Dejligt. Salt.

Søndag slappede vi af.

Mandag: Juleaftensdag. Vi kørte med Betzy og Hardy ind til Ulla Dulla, hvor Betzy og Hardy skulle handle. Vi benyttede lejligheden til at gå alene rundt og se på butikker. Jeg fik købt et par rigtige badebukser og et par shorts og Jane huskede, at vi skulle købe Slim Dusty: The Very Best of Slim Dusty. Vi havde hørt den mange gange i bussen. Navnlig ”drinking with Duncan” var jeg meget fascineret af.

Fra Ulla Dulla gik vi ca. 4 kilometer tilbage til Mollymook langs stranden. Jeg skulle indvi mine nye badebukser med en badetur i Stillehavet. Pragtfuldt vejr – over 30 grader.

Juleaften med Gitte, Allan, Michelle, Benjamin, Per og selvfølgelig Betzy og Hardy. Traditionel dansk jul med flæskesteg og riz alamande og julegaver bagefter.

Ud på aftenen blev det en behagelig temperatur. Sad på verandaen. Vejret var som de bedste danske sommeraftener. 

Tirsdag 1. juledag. Betzy lavede julefrokost til den store guldmedalje. Erik og Mie skulle komme til frokost kl 1500. Per var der stadig. Gitte og Allan skulle til julefrokost hos Allans forældre.

Lidt i 3 ringede Erik og fortalte, at de ikke kunne komme igennem Princess Hightway på grund af bushfires. De blev nødt til at tage hjem igen. De havde kørt 200 kilometer og manglede kun de sidste 20 kilometer. Senere på dagen ringede de og fortalte, at de var spærret inde den anden vej og at de blev nødt til at tage ind på et motel.

Vi andre spiste os godt mætte i Betzy´s dejlige julemad.

Onsdag gik vi en tur og spiste resterne fra gårsdagens julefrokost. Der var stadig mange bushfires i området mellem Mollymook og Sydney og vejene var spærret nordpå. Vi blev mere og mere i tvivl om vi kunne komme til Sydney torsdag, hvor vi skulle flyve videre til Queensland.

Torsdag den 27 stod vi tidlig op kl 05. Hardy ringede til et oplysningsnummer og fik oplyst en vej vi kunne komme til Sydney. På vejen mod Sydney var der mange røgskyer, men vi så ingen direkte ild. Mange steder lå røgen så tæt at man kun kunne se få meter frem.

Vi ankom til Sydney i god til, så vi tog ind til Erik og Mie, hvor vi fik formiddagskaffe og Gammel Dansk.

Kl 13 fløj vi først til Melbourne og derfra videre til Brisbane, hvor Brian Hansen stod og tog imod os. Brian fortalte, at vi var heldige for de sidste par dage havde der været 40 grader. Nu var der kun 32 grader. Hjem til Brian, hvor Carolyn og drengene Tim og Carl tog imod os.

Carolyn er en meget sød pige, der tog rigtigt godt imod os og så talte hun et meget flot engelsk samtidig med, at hun talte meget langsomt og tydeligt. Hun var meget nem at forstå. Drengene er meget søde og tillidsfulde og meget livlige.

Deres hus ligger dejligt i udkanten af Brisbane og som de fleste andre steder vi har været ligger det på en skråning. Deres indkørsel er temmelig stejl.

Deres baghave vender ud til en fredet skov, hvor der er koalaer. Desværre så vi ikke nogen, medens vi var der. Derimod var der en forholdsvis stor wallabys, der stod lidt inde i skoven og kiggede ind mod huset. Næste morgen, hvor jeg var tidligt oppe var der igen en wallaby, der stod i skoven og kiggede hen imod mig.

Fredag kørte Brian os hen til biludlejningsselskabet, hvor vi lejede en Holden Apollo, som Brian havde bestilt til os. Den kostede 350 dollars (1530 kr.) for en uge. Apolloen er ca. samme størrelse som en Mazda 626.

Vi begyndte at køre nordpå. Ingen problemer med venstrekørslen, for den er man i starten meget opmærksom på, men automatgearet voldte mig problemer, indtil jeg fandt ud af, at jeg kun skulle bruge højre fod og at jeg skulle starte med at holde den på bremsen og skifte gearet til DRIVE og så slippe foden fra bremsen og så langsomt give den gas. Så gik det efterhånden rigtigt godt. Det er faktisk utroligt nemt og behageligt at køre med automatgear.

Fredag aften overnattede vi hos Hanne og Preben i Barabarra i nærheden af Frazer Island. Hanne og Preben er nogle af Ingrid og Helmuths venner. Vi har aldrig set dem før, men de tog utroligt venligt imod os og vi havde en hyggelig aften med BBQ. De immigrerede til Australien i 1964. Hanne er pensioneret sygeplejerske og Preben er frisør. De sidste mange år havde de arbejdet på en kostskole. Hanne som sygeplejerske og Preben som altmuligmand.

Fredag formiddag kørte vi med Hanne og Preben til Bunderberg, hvor vi besøgte den berømte Bunderberg Romfabrik. Herefter fortsatte vi alene nordpå. Vi kørte igennem et gevaldigt tordenvejr med tropisk regn, der var så kraftig, at vi måtte køre ind til siden og vente på, at det stilnede af. Det var faktisk så kraftig, at jeg ikke kunne se ud over køleren.

Om eftermiddagen badede vi i en lille lagune/indsø. Vandet var meget varmt og stille. Det kølnede ikke ret meget, men da dagen havde været ret så varm (34 grader) og meget fugtig, så var det rart at blive kølnet lidt af. Stillehavet er meget salt og bagefter føler man sig lidt klæbrig, så et dejligt koldt styrtebad fra bruseren på stranden var dejligt. Det kolde vand i bruseren var næsten ligeså varmt som Stillehavet, men man fik da skyllet saltet væk.

Natten tilbragte vi på en Motel (50 dollars) S 24.00.069 E 151.19.775 lidt syd for Rockhampton. Det var rart endelig at være lidt sig selv for en gangs skyld og ikke tage hensyn til andre. Desværre var der ikke noget by i nærheden, så vi måtte køre hen til et Roadhouse i nærheden. Jeg fik en glimrende blandet grill til 14 dollars, men Janes blandede fiskeret til samme pris var ikke noget at råbe hurra for. Tilbage til Motellet, hvor vi sad i den varme fugtige sommeraften og drak varm rødvin.

Søndag kørte vi videre til Rockhampton hvor vi indlogerede os på David BUDGET Motel (60 dollars). På vejen kørte vi over Gladstone og derfra tog vi en rute op ad grusveje vest for Bruce Higtway. Det var en fantastisk flot tur af en forholdsvis god grusvej. Turen tog 4-5 timer, men var ikke over 60 km lang. På turen mødte vi kun en bil, men til gengæld så vi flere kænguruer og bl. a. den store røde på tæt hold. Jeg fik filmet den i hoppende flugt – håber at det kan bruges.

Vi kørte igennem et meget specielt landskab, med små bakker med masser af kødkvæg og afsidesliggende farme med egen flyveplads.

Meget af kødkvæget var en slags yakokser, med den kraftige pukkel lige bag hovedet.

Om aftenen var vi ude og spise en god middag på HOG´S BREATH i Rockhampton. www.hogsbreath.com.au  En sjov salonagtig restaurant, som vi har prøvet tidligere i Australien. Det er en kæde, der har specialiseret sig i beef. Deres slogan er, at 4 ud af 4 grise siger, at beefkød er bedst. HOG er en orne. Vi fik to gange beef med fantastiske lækre snoede pommesfrites og en flaske vin til. Det hele blev 70 dollars, hvoraf vinen kostede 20 dollars, som er normalprisen for en mellemklassevin på restauranter. Vin i Australien i butikkerne ligger fra 7 til 20 dollars. Det største udvalg ligger på ca. 13 dollars, men man kan sagtens få en god vin for 10 dollars (46 kr). derudover kan man få udmærkede kassevine for 18 dollars for 3 liter.

Mandag kørte vi op til Emu Park, som vi havde besøgt før. Jane benyttede lejligheden til at få lidt sol og jeg gik en tur. Bagefter kørte vi videre til Mt. Morgan, hvor vi besøgte Helmuth og Ingrid som vi havde mødt sidste gang, vi var i Australien.

Det var årets sidste dag og det var en usædvanlig varm dag. Deres hus har ikke aircondition så vi var ved at smelte. Man kunne til nød holde ud at sidde på deres dejlige veranda, hvor der var en lille brise. Huset ligger som alle andre huse vi har besøgt i Australien på en skrænt. Baghaven vender ud til bushen med spredte træer. Der er ikke bebygget på nabogrundene, så der er masser af plads til alle sider. Der er en fin udsigt fra verandaen til bushen, hvor der gik kvæg og græssede og til tider var der også en wallaby.

Det var Helmuths 71 års fødselsdag, men der var ingen gæster udover Ingrids gamle og let senile moder, der bor hos dem.

Omkring ved 18 tiden begyndte det at regne og tordne og temperaturen faldt til behagelige 25 grader. Vi sad på verandaen og nød regnen, der trommede på verandaens bliktag.  Det ene lyn afløste det andet og landskabet blev smukt oplyst. Mt. Morgan er en lille flække, der næsten er ved at uddø efter at guldminen er lukket for mange år siden, og der er absolut ingen liv i byen om aftenen og heller ikke nytårsaften og slet ikke fyrværkeri på en regnfuldt nytårsaften. I stedet havde vi naturens eget flotte festfyrværkeri at se på. Ved årsskiftet så vi i fjernsynet et fantastisk flot fyrværkeri fra Sydney Harbour.

Tirsdag efter frokost fortsatte vi igen sydpå. Vi kørte ad Burnett Higthway. Det var for det meste en forholdsvis trist vej med marker vi kørte igennem, men vi kom dog også igennem et flot bakket landskab.

Ved 18 tiden ankom vi til Monto, hvor vi overnattede i Colonial Motor Inn  (64 dollars). Det var 1. nytårsdag og alt var lukket undtagen den lokale bar og en Chinarestaurant, hvor vi var de eneste gæster. Middagen, der var udmærket, kostede 32 dollars og drikkevarerne hentede vi i baren ved siden af. En udmærket Cabernet Suvignon til 17.95 og en gratis kande isafkølet og ganske udmærket regnvand.

Onsdag fortsatte vi sydpå mod Brisbane ad Burnett Hightway. Vi tog nogle afstikkere ad små landeveje og grusveje, hvor vi stort set ikke så nogen anden trafik, men vi så til gengæld igen adskillige kænguruer. Vi spiste frokost på en lille grillplads, hvor vi under et skyggefuldt tag målte en temperatur på 40,5 grader. Det var næsten for meget. Ind i bilen igen og til kulden på 25 grader.

I Brisbane overnattede vi igen hos Brian og Carolyn – dejligt nemt og de er gevaldige søde og rare.

Torsdag kørte vi i til City og afleverede udlejningsbilen – igen problemer og jeg fik min ”blanko” Visa på 300 AU dollars retur for selvrisikoen. Brian kørte os det sidste stykke til lufthavnen.

Vi fløj ca. 1 time til Sydney. En dejlig behagelig tur. Vi fløj over Blue Mauntains, hvor det røg kraftigt fra adskillige brande og over Sydney lå der en blanding af varmedis og røg.

I Sydney lufthavn havde vi næsten 5 timers ventetid, så der blev tid til at handle en lille julegave til barnebarnet, Cajsa og købe lidt godt toldfrit spiritus. Vi købte en god flaske af den lagrede Bundaberg rom og dyr amerikansk Malt Whisky, som vi ikke kender. Vi fløj med Qantas kl 1815.

Vi ankom til Bangkok torsdag den 3. om aften kl. 2345 efter 9 ½ times flyvetid. Vi var fløjet mod vest og indvundet 3 timer samt 1 time på NSW ´s sommertid. D.v.s. at det svarede til, at klokken var næsten 4 om morgen, da vi ankom, og der gik næsten 2 timer før vi kunne lægge os i sengen på hotellet i Bangkok.

Ifølge vores rejseplan skulle vi henvende os i Torismo Thais kontor i ankomsthallen, men vi havde hørt, at det var almindeligt, at der stod en guide med et navneskilt. Vi havde hjemmefra bedt My Planet (venskabsforeningen) om at sørge for transporten, da vi vidste, at vi ville komme sent og formentlig ville være godt trætte.

Da vi kom til ankomsthallen stod der en kødrand af unge mænd, hver et A4 ark med forskellige navne på og sandelig om der ikke stod en ung mand med et skilt, hvor der stod FLUGGE på. Han var meget energisk og overtog straks alt vores bagage og håndbagage. Til trods for at jeg var godt træt, holdt jeg godt øje med ham, man kender jo ikke forholdene. Han førte vores bagagevogn sikkert gennem menneskemylderet og ud i det fri, hvor der var en behagelig temperatur på 25 grader. Han havde en vogn med en chauffør fra Turismo Thai stående og vi blev kørt ind til hotellet, en køretur på ca. en halv time. Ved ankomsten sørgede han igen sikkert for vores bagage og vi fik en seddel med hvornår vi ville blive hentet igen og der stod også et notat om, at vi skulle huske at have 2 x 500 Bath med til lufthavnsskatten. Dette vidste jeg godt, men en god service. Vi havde betalt kr 320 for denne service og efterfølgende har jeg erfaret, at det kostede 2 x 100 i taxi, men jeg synes det er rimeligt at betale kr 120 for denne ekstra service.

Zenith Hotel var et fint stort gammelt hotel. Det er nok et af de fineste hoteller vi har boet på og prisen var kun 290 kr. pr nat for et meget pænt dobbeltværelse med bad og aircondition. Der var selvfølgelig morgenmad med i prisen. Morgenbuffeten var overdådig, men manglede efter europæisk standard mælkeprodukter.

Fredagen sov vi længe og efterfølgende gik vi gennem byen for at fornemme lidt at byens atmosfære. Det blev til en længere tur fra hotellet og ned til floden, det tog 5 – 6 timer. Det var en helt anden verden, end noget vi havde besøgt før. Alle havde fortalt, at man ikke kunne bevæge sig rundt til fods i Bangkok på grund af trafikken. Trafikken i Bangkok ER meget voldsom. Der er en utrolig larm og meget bilos og det lykkedes selvfølgelig for mig at få en gevaldig hovedpine i løbet af dagen.

Der er venstrekørsel i Thailand. Nogle gader har 4-5 baner i hver retning, men det var ikke ualmindeligt at en af banerne pludselig gik den anden vej. Dette gjorde, at man skal være utrolig påpasselig når man skal krydse trafikken. Der er sjældent forgængerovergange og selv her skal man passe på, at der alligevel ikke kommer et køretøj.

Der er utrolig mange gadesælgere i Bangkok. Alle sælger en eller anden form for mad og disse sælgere står ofte med få meters afstand. Det er ligeledes almindeligt at disse gadekøkkener har små borde og plastictaburetter. Det ser meget fristende ud, men jeg afholdt mig af hygiejniske grunde og så fordi, man simpelthen ikke aner, hvad man får serveret. Opvasken foregår ved at skylle i koldt vand og det ser ikke særligt hygiejnisk ud.

Om aftenen tog vi toget tilbage til hotellet. Skytrain har 2 linier og havde i 2001 2 års fødselsdag. Det er en dejlig måde, at komme gennem byen, højt hævet over den anden trafik og i pæne rene togvogne. Det er meget meget dyrt efter Thailandske forhold. Man køber billet i en automat og betaler efter hvor mange stationer man skal køre, meget nemt og overskueligt. Vi kørte den længste strækning og en billet kostede 35 bath eller 7 kroner.

Tilbage på hotellet til et dejligt koldt bad og et par hovedpinepiller, og så ned i hotellets luksuriøse airconditionerede restaurant. Jeg valgte den dyreste ret på menukortet, Filet Mignon til 100 kr. med 2 pæne bøffer med baconkant af det fineste møre og velsmagende oksekød. Garnituren bestod af en bagt kartoffel og forskellige veltilberedte grønsager, der havde fået lige det, de skulle have det vil sige stadig med bid og smag i behold.

Jane fik det noget billigere lam. Der blev serveret 3 små skåle med saucer. Hovedsaucen til oksekødet var en udmærket kold bearnaise og til lammet en kold mintsauce. Til gengæld var vinen forholdsvis dyr ca. 200 – 300 kr. flasken. Det lykkedes os at få en fornuftig karaffelvin til ca. 100 kr.

Lørdag den 5. januar stod vi tidligt op kl. 0530. Vi havde telefonisk via Turismo Thai bestilt en bus/flodtur og skulle afhentes i lobbyen kl. 0620.

Efter en hurtig morgenmad i restauranten, der åbnede kl. 0600, var vi klar i lobbyen kl. 0620, men der skete intet. Efterhånden som tiden nærmede sig 7 blev vi mere og mere nervøse for, at de ikke havde forstået os rigtigt. Ved 7 tiden kom en ung chauffør halsende op i lobbyen. Han skulle køre os i en hyrevogn til et opsamlingssted. Nå vi nåede det hele og fandt vores selskab på et andet stort hotel i midtbyen. Vi fandt så også ud af hvad det kostede, for det havde vi ikke kunne se før. Det viste sig at koste 320 kr. pr person for en heldagstur med bus og en 5 timers tur på floden med frokost. Vi startede med at køre ud gennem byen. Der var en sød og meget venlig kvindelig guide med. Under busturen fortalte hun på et godt engelsk om Thailandsk forhold. Det første store ophold var ved den thailandske konges sommerpalads Bang Pa In. Vi fik adgang til paladset mod at tage skoene af. Selve parken var et kapital for sig selv. Den var en virkelig perle med ”små” lysthuse og kanaler. På plænerne var smukt klippede elefantbuske. Fra lygtepælenes små højtalere kom en lystig sprød thaimusik.

Senere kørte vi til Thailands gamle hovedstad Ayutthaya 90 km nord for Bangkok. Et spændende besøg i en by, der var hovedstad gennem 400 år.  Byen var på et tidspunkt større end både Paris og London. Efter et par stop ved nogle templer og en Elefantfarm steg vi ombord på en flodbåd, der i løbet af 5 timer og over 45 km. førte os tilbage til Bangkok. Ombord fik vi en thai buffet, der var meget lækker og her fik vi lejlighed til at få afprøvet nogle retter, som vi havde set, men ellers ikke havde fået afprøvet.

Vi havde en stille og rolig sejlads tilbage mod Bangkok.  Der var en livlig flodsejlads. Det mest almindelige var små slæbebåde, der trak 3 – 6 store pramme, der var fyldt med alt fra øl til grus og affald. Der var også den del trafik af de ca. 10 lange slanke Longtailboats , der bliver drevet af en kæmpe dieselmotor, der sidder på et langt rør, hvor der er en propel, der sikker ned i vandet 4-5 meter bag båden. Disse både kan skyde en gavaldig fart, men er sjovt nok ikke særlig stabile, når de skal dreje, idet man blot flytter skrueakselen. Dette giver et skævt drej, så båden næsten kæntrer.  Der var også en del små kanolignede både, hvor der oftest sad en søvnig gammelfar og fiskede. Med jævne mellemrum så vi de små flade både, der kunne transportere 50 personer over floden. Der var ikke mange broer, så dette var den mest almindelige transport tværs over floden. En billig transport til 2 bath (40 øre).

Langs hele floden var flodbredden fyldt med huse på pæle. De fleste var nogle gamle rønner, men alle beboede. Mange steder var de små verandaer fyldt med mennesker. Det var helt tydeligt, at man mest opholdt sig i den kølige luft over floden. Ud for mange huse var der stukket små bambusstokke i flodbunden med få centimeters mellemrum. Det blev brugt til indhegning af lotusblomster, en slags hvid åkande. Lotusblomsterne blev solgt ved de utallige templer, hvor den blev ofret af køberne.

Ankommet til midten af Bangkok blev vi hentet ved færgen af chaufføren fra om morgenen. Vi blev let og behageligt og i airconditioneret taxi bragt tilbage til hotellet. Vi så trætte, at vi måtte have en lille lur, der desværre varede til næste morgen.

Søndag tog vi Skytrain´en til week-end markedet, som er Bangkoks største marked, og det er rigtigt stort. Der er 10.000 forretningsstader. Det er simpelthen kolossalt. Vi så kun en lille del til trods for at vi gik rundt i 5-6 timer. Vores søde guide fra dagen forinden havde fortalt, at hun flere gange på markedet havde fundet noget, hun gerne ville have. Hun havde så sagt til sig selv, at hun lige ville se andre muligheder og at hun altid kunne komme tilbage. Hver eneste gang havde hun oplevet, at hun ikke kunne finde det første sted igen.

Efter markedet ville vi tage et stykke op ad floden, hvor der gik en mindre båd ud i ”klongerne” som sidekanalerne kaldes. Desværre var det ved at blive for sendt, så vi faldt for fristelsen til at leje en af de lange slanke Longtailboats. En times sejlads gennem klongerne kostede 160 kr. Nok lidt dyrt, men det var det værd. Med nogle flere kan det gøres rimeligt billigt. Der kan sagtens være 20 personer i sådan en båd. Det var en rigtig god tur, hvor vi kom ud i de rigtige små klonger og tæt på flodhusene, der sydede af liv. Det var sjovt at se disse gader, hvor trafikken foregik i små kanoer og lygtepælene stod på rad og række i vandet. Ledningsinstallationerne virkede totalt forvirrende, men det hang til dels sammen med, at gamle ledninger ikke altid blev fjernet.

Vi blev sat af ved Skytrains, hvor vi besluttede os for at gå lidt rundt for at finde et godt sted at spise. Desværre fik jeg kvalme og blev dårlig, hvorfor vi besluttede at tage tilbage til hotellet. Jeg var lidt nærig og ville gå hen til toget, der lå 400 meter væk, men Jane synes, at vi skulle tage en taxi hjem, så vi tog en TAXIMETER (med taxameter) og så kostede det kun 71 bath eller én bath mere end toget.

Mandag skulle vi have været ude ved det flydende marked, men en ondsindet diarré holdt mig i sengen. Vi skulle have været ude af værelse kl 12 men fik lov til at blive der indtil kl 15, hvorefter vi kunne opholde os på 19 etage ved swimmingpoolen indtil vi skulle hjem.

Vi blev afhentet af den samme unge mand, der hentede hos i lufthavnen. Igen samme fine service med bagage og vejledning.

13 timers flyvning til London og en times venten og næsten 2 timers flyvning til København.

REJSEN I ALT:                           56.968,56

Kurser. Jeg købte australsk valuta til den billigste kurs hos Forex til kr 4,60. Jeg købte tillige rejsechecks, som med forsikring kom op på en samlet kurs på 4,63. I nogle tilfælde måtte jeg betale et gebyr på 5 Au. Dollars for at få vekslet rejsecheck og i andre tilfælde skulle jeg ikke betale noget.

Alle mine køb via Visa blev af BG bank sat til en kurs der i et enkelt tilfælde lå på 4,30 og op til 4,40. Den mest almindelige kurs var 4,39. Konklusionen er, at det nemmeste og absolut billigste er at bruge visakortet, der tages alle vegne i Australien.