Dette er en lille beskrivelse fra en rejse til Gambia og Senegal, som jeg foretog i perioden fra den 7. til den 14. december 1995 sammen med Erik Kobbelvedt. 

Gambia ligger på 13. nordlige breddegrad, 1600 km nord for Ækvator. Længdegraden er en time vest for Greenwich, men Gambia har samme tid som hele Vestafrika, nemlig Greenwich time. Dette betyder, at solen står to timer senere op og går to timer senere ned end i Danmark. Tidsforskellen er en time senere.

Gambia har et areal på 11.000  km ^2, svarende til Sjælland + Fyn + Lolland. Kyststrækningen mod Atlanterhavet er på 50 km, hvoraf Gambiaflodens munding tager 18 km. Øst-vest er landet 370 km. Mod øst er landets bredde kun 25 km. Landet er omkranset af Senegal.

Vi havde købt en flyvebillet hos Spiesrejser til 2.100 kr. Dette var Spies`s billigste flybillet til Gambia i vinterhalvåret 1995 ­96. Derudover havde vi hjemmefra købt en 4 dages flodtur på Gambiafloden til en pris af 2.200 kr.

Vi lettede i Kastrup torsdag den 7. dec. kl 1310 med 1½ times forsinkelse. Der var et kraftigt blæsevejr, så kun en bane kunne benyttes til start og landing. Flyene stod i kø for at komme i luften. Vi sad forrest i flyet på ikkerygerplads - hårdt for en inkarneret ryger som mig. Flyet var en Airbus A320 med plads til 165 passagerer.

Efter 4 timer og 50 minutter ankom vi til Las Palmas på De Kanariske øer. Opholdet på 1 time og 15 minutter blev benyttet til tankning og udskiftning af besætning. Vi måtte ikke forlade flyet - stadig ingen røg. Kl. 1915 lettede vi endelig, og 2 timer og et kvarter senere landede vi Banjuls internationale lufthavn. Den er international, for der kommer 7 internationale fly om ugen på Gambias eneste lufthavn.

Efter 7 timer og 5 minutter i luften og 8 ½ time i flyet kunne vi endelig få fast grund under fødderne igen. Det var blevet mørkt og der var en behagelig temperatur. Ude på landingsbanen var der et farverigt danseorkester på ca. 25 personer. En venlig måde at byde de forholdsvis få turister velkommen. Så igennem paskontrollen. Kontrollen var hurtig og pasbetjentene var meget venlige og meget smilende. Mange landes pasbetjente kunne lære noget her.

Der gik en lille time fra vi var landet, til vi sad i bussen, men ventetiden føltes ikke lang. Der var en dejlig temperatur og danseorkesteret fortsatte, så der var nok at se og høre på.

Vi havde som nævnt kun købt en flyrejse uden bustransport til og fra lufthavnen, men der var plads i bussen og vi kørte med til KUTO, som lå ca. 25 km fra lufthavnen. Guiden i bussen hed Abdul, en sort gambianer, der kunne tale dansk. Abdul var et kapitel for sig selv, og det får han senere.

Abdul skaffede os et værelse på Bungalow Beach, et lejlighed i kategori 3. Vi fik den tilbudt til en pris af 250 kr.  pr person. Vi mente, at det var lidt for meget, så Abdul sænkede den til 200 kr. En hel del billigere end Spies`s katalogpris.

Lejligheden bestod af soveværelse, bad og toilet samt ophold­stue med køkken og spisekrog. Efter et dejligt bad, en drink ved swimmingpoolen og en tur gennem "byen" og stranden med det tordnende Atlanterhav gik vi tidligt i seng.

 

Fredag.
Tidligt op kl. 0645. Solen stod op kl. 0700. Køleskabet var fyldt med mælk, juice, smør og ost, og der var Nescafé. Morgenbrødet lå foran døren. Efter et godt morgenmåltid (vi viste jo ikke hvad der ventede os) var vi klar til afgang kl. 0800 til flodsafarien.

Vi var 18 voksne, en dreng på ca. 11 år, en chauffør og Abdul i vores lille selskab. Bussen var en meget gammel svensk turistbus, hvor næsten alt sad løst. Forruden var delvis knust og der var ingen Aircondition udover det der kom ind via diverse sprækker.

Jeg har set 7-8 busser i Gambia i løbet af 7 dage, og vores var absolut ikke den ringeste. Det virkede i øvrigt som om, at køretøjer i Gambia havde kørt i 10 år i Polen eller et tilsvarende land efter at være udtjent i oprindelseslandet.

Så gik turen østover og ind i Gambia. De første 15 km gik ad en forholdsvis god vej. Der lå en masse skure med bliktag langs vejen. De fleste skure indeholdt små butikker. Alt var nyt og spændende. Så kom vi ud i savannen.  Fremmed vegetation og mærkelige træer. Der var mange Baobab og Kapok træer. 

Efter en times kørsel gjorde vi holdt i en lille landsby med 4-5 hytter. Landsbyens beboere hørte til Jola stammen, en af de mindre stammer i Gambia. Jolaerne er en meget venlig stamme, med glade mennesker, der benytter enhver lejlighed til at feste. Nymåne er blandt andet en godt lejlighed, når man bor et sted, hvor der er bælgmørkt halvdelen af døgnet og man ikke har elektrisk lys. Barnedåb og bryllupper fejres selvfølge­lig og det i mindst 2 - 3 dage. Arbejdsfordelingen er enkel. Pigerne og kvinderne laver mad, samler brænde, passer børn og går i marken. Mændenes job er lige så enkelt. Efter at manden er stået op, skal han strække sig nogle gange, så går han ud i køkkenet og stikker pegefingeren ned i asken og så skal tænderne have en omgang med fingeren. Dernæst er det tid til at gå en runde til de andre i landsbyen og sige godmorgen, og "Hvordan har du sovet i nat". Endelig kan han få tid til at spørge konen/konerne hvad hun/de har lavet af morgenmad til ham. Der er nu ikke de store variationsmuligheder, for det er enten ris eller hirse. For mandens vedkommende går så dagen med lidt snak og lidt hvile. Kvinderne har heller ikke svært med at få tiden til at gå.

Landsbyen var som nævnt meget lille med kun 4 -5 hytter. Hytternes vægge bestod af soltørrede lersten og taget af palmeblade. Gulvet af stampet og meget knoldet ler. Der var ikke meget inventar i hytterne, faktisk var der kun senge. Sengene var stykket sammen af bundet træ. Sengebunden af knudrede pinde på tværs. Madrassen var lavet af noget, der lignede sækkelærred og fyldt med Kapok. Kapok stammer fra Kapoktræet, som er et meget stort og flot træ. Frugten er forsynet med en dusk "hår", der ligner bomuld.

Køkkenet var i en lille hytte for sig selv på 1,5 kvadratmeter. Komfuret var et lille bål midt i hytten. Inventaret bestod af en enkelt sortsveden jerngryde og div. hjemmelavede køkkenredskaber af træ eller kalabas. Bestik er klør fem. En lille spinket pige på ca. 10 år stod i køkkenet og lavede mad.

Omkring hytterne var der lidt urtehave, omkranset af et hegn af knudrede pinde stukket ned i jorden. Hegnet skulle holde dyrene væk fra afgrøden. Mellem hytterne gik der geder og høns.

Så gik det videre med bussen. Vi passerede mange landsbyer på vejen, lige fra 3- 4 kråler til store byer med op til 100 hytter med bliktag.

Efter sammenlagt 3 timers køretur og 100 km fra Banjul ankom vi til Tendaba Camp. Camp`en var anlagt ved Gambiaflodens bred ved siden af en Mandingalandsby. Gambiafloden er her én kilometer bred.

Tendaba - Camp var det rene luksus. 50 dobbelthytter og en restau­rant.  Hytterne var bygget som en Krål. En rund hytte med en diameter på 5-6 meter og rundt stråtag. Hytterne var delt op af en væg fra side til side, men der var åbent oppe under taget, så man kunne høre hvad naboerne sagde. Toilettet i en fællesbygning.

Restauranten bestod af en rund stolpekonstruktion med en diameter på 15 m med stråtag. Under taget hang der en impo­nerende samling gamle jagtgeværer, hvoraf en del af dem var forladere. Ved siden af restauranten lå der en swimmingpool. Der var også en lille murindhegning med et par krokodiller.  Alt i alt en grotesk modsætning til den uhyre fattige Madinga­landsby, der lå uden for muren med de indbyggede glasskår i toppen.

Ved siden af vores hytte stod der et kæmpe Baobabtræ. Baobabtræet var for en del år siden ved at uddø, fordi man brugte veddet til brænde. Det er nu fredet og findes i stort antal. Alt kan bruges fra Baobabtræet. Bark, frugt, blade og rødder bruges som medicin. Frugten er en aflang frugt på ca. 20 cm og med en diameter på ca. 8. Frugten hænger i en 40 cm kvist, som følger frugten, når den falder ned. Mens vi stod ved træet, faldt der en frugt ned og vi benyttede lejligheden til at smage den. Man kan forholdsvis let knække den i 2 halvdele. Indeni er der lidt trævler og noget hvidt tørt frugtkød, som smager lidt sødt. De indfødte opløser frugtkødet i vand i 4 timer, tilsætter sukker og får så noget, der ligner en hvid vælling, som kan bruges som en slags mælkeerstatning. Det skulle efter sigende være godt mod dårlig mave. Vi spiste den tørt. Det vil sige, jeg smagte og Erik spiste den med stor velbehag. Blandt de indfødte bliver den kaldt monkeybread - dette skal nu ikke misforstås. Baobabtræet er omkring 20 meter højt og næsten lige så bred, så det fylder godt i landska­bet. Stammen har en meget karakteristisk flaskeformet facon.

Efter at vi havde kigget os lidt omkring var der frokost. Til forret fik vi en lysebrun kålsuppe, som egentlig smagte ganske udmærket. Tilbehør den lokale lidt bløde flutes og godt smør.  Hovedretten bestod af kogte ris med en brun skys­ovs, stegte panerede stykker fisk og for at bryde farven var der små stykker frisk passionsfrugt. Desserten bestod af vandmelon. Alt var med i prisen undtagen drikkevarerne. 8 Dalasi eller 5 kr. for en Coca-Cola.

Eftermiddagen brugte vi til en tur alene i landsbyen og omegnen - en god tur på et par timer. Mandingoerne i landsbyen var meget venlige og smilende og ville meget gerne snakke. En ung mand spurgte mig, hvor mange koner jeg havde. Mit svar med kun én kone undrede ham, måske fordi jeg udstrålede en vis velstand og derfor burde have haft flere. Han spurgte hvorfor jeg kun havde én, og jeg kunne kun svare: én kone - ét problem - to koner to problemer. Svaret morede ham meget - sådan mænd og mænd imellem.

Børnene flokkedes omkring os. Der skulle holdes i hånd og der var ligesom en vis prestige i at få lov til at holde os i hånden. Børnene lærer engelsk i skolen, men allerede som små lærer de hurtigt at sige Pen - forkortelse for pencil - kuglepen. Tiggeriet efter kuglepen var der, men det var ikke påfaldende. Der blev selvfølgelig uddelt en del kuglepenne og glade var ungerne. Derefter via nogle små rismarker ud til stilheden i bushen. Vi passerede en bakketop, hvor 6 mand var ved at bygge en skole. De 5 lå og hvilede sig, medens den 6. stod og hakkede uden sikkerhedsline i bunden af en 30 meter dyb brønd. Der burde ikke have været noget ilt dernede. Han var i live, for han besvarede venligt vores hilsen.

Senere på eftermiddagen var vi med de andre på jeepsafari i bushen. Vi så en del fugle, aber og kvinder på vej hjem fra marken med deres bagage på hovedet. Der var også nogle store flokke kødkvæg.

På grusvejen så vi en kamæleon, der var ved at passere vejen. Den havde samme farve som vejen. Den gik utroligt langsomt. Hver gang den skulle tage et skridt, gik benene frem og tilbage 5 - 6 gange, som den ikke rigtig kunne beslutte sig. Abdul lagde lidt grønt foran den og straks skiftede den farve til grøn. Abdul fortalte, at han ikke havde set en kamæleon i 5 år. Dels er de naturligt svære at på øje på og dels slår de indfødte dem ihjel. Skindet bruges til at lave amuletter, som bæres på overarmen til beskyttelse mod onde ånder. Nok er man muslim, men det er ikke nogen skade til at gardere sig lidt.

Vi besøgte den lokale skole, hvor der var 2 lokaler og 2 klasser. Bygningen var bygget af en slags hule betonsten. Vinduerne var blot huller med trådnet for og taget af blik. Det var en underskole. I den mindste klasse var børnene på alder med børnehavebørn og i den ældste klasse var børnene 6 - 7 - 8 år. Vi gik ind i klasselokalet og Abdul fortalte om skolesystemet i Gambia og så skulle børnene tælle til 50 på engelsk. Det foregik syngende. Derefter kom alfabetet, ligeledes syngende. Det lød meget charmerende. Børnene sad meget stille og velopdragne og kiggede på os med deres store runde øjne. Man skal være mere end hård for ikke at falde for sådan et par barneøjne.

Klokken er lidt i syv aften. Jeg har slæbt min store træstol ud foran hytten og sidder og skriver. Min rejsefælle sover eller forsøger i hvert fald derpå. Der er en dejlig fred - ingen kulørte lamper og ingen radioer, kun sagte snak fra folk, der passerer forbi.

Det er ved at være spisetid. Temperaturen har været meget svingende fra 20 grader i morges til omkring 30 grader midt på dagen og nu er her meget behageligt med 25 grader.

Vi spiste til middag mellem 20 og 21 i restauranten og forsøg­te at glemme børnene i landsbyen - ikke fordi jeg tror de går sultne i seng.

I restauranten er vi vores lille flok samt en halv snes tyskere. Til forret fik vi en rigtig velsmagende lys legeret fiskesuppe med flutes. Hovedretten bestod af vildsvin, hvide kartofler og ris. Kødet var stegt en anelse for meget, men meget velsmagende. Dessert kaffe.

Vi sad ved nogle primitive langborde og bænke. Ude til siden var der et langt bord, nærmest en slags buffet. Der var så høflig selvbetjening. Bag hver ret, stod der en ung kvinde og hjalp til. Alle kvinderne var klædt i samme kjole. En af kvinderne var en særlig skønhed. Kulsort, slank og med en hovedform og holdning som jeg forestiller mig en prinsesse fra kong Salomon.

Jeg havde ikke regnet med at få serveret vildsvin i et overvejende muslimsk land. Der er en del vildsvin i Gambia, hvor de lever stort set uden fjender, da de er uinteressante som menneskeføde. Vi har desværre ikke set nogen levende vildsvin.

Efter middagen var der underholdning. Ved Gambiaflodens bred blev der tændt bål og vi sad på de tre andre sider. D.v.s. gambianerne sad på de 2 sider og de hvide alene på den tredje side. Det var indfødte fra landsbyen, der havde fået lov til at komme ind på campens område. Der var 3 mandlige trommeslagere og ca. 40 kvinder. Mørket var faldet på, og vi sad og nød varmen i luften og lyset fra bålet. Så begyndte trommerne. Efter et stykke tid kom den første kvinde ind på arenaen og begyndte at danse.

Dansen vil jeg betegne som en slags tranedans. Benene blev skiftevis hævet til over knæhøjde og armene gik op og ned som en vingeskudt krage. Gambianske kvinder har det med at gå meget slæbende, i en for os næsten lad gang, men her kunne de løfte benene. Det gik stærkere og stærkere. Det var ligesom danserne og trommeslagerne konkurrerede om, hvem der kunne henholdsvis danse og tromme hurtigst. Der var kun en kvinde/pige inde på arenaen ad gangen. De stod nærmest i kø og trippede for at komme til og for at vise hvor dygtigt og hurtigt de kunne danse. Hvis kvinden dansede mere end ca. et minut, så blev det for meget for den ventende, og så baskede hun ind på arenaen og nærmest skubbede den dansende væk. Jeg synes, at det var lidt underligt at sidde sammen med de lidt stive danskere, så hurtigt forlod jeg min plads og gik over til pigerne og begyndte at klappe med dem. Jeg skulle ikke stå op og hurtigt blev der gjort plads til mig og jeg fik stukket et par stykker klaptræ i hånden. Det var pragtfuldt at side blandt de livsglade, klappende, leende og pjattende og også lidt svedende kvinder. En virkelig betagende oplevelse.

Kvinderne var meget spraglet klædt - kjoler i stærke farver og flotte mønstre. En kulsort kvinde havde en hvid tylskjole, der næsten lignede en brudekjole og et hvidt klæde om hovedet. En anden bar en nederdel og en udenlandsk reklame T-shirt. Andre kvinder havde babyer bundet på ryggen, også mens de dansede. Det var lidt af en rystetur for de små, men man kan næsten sige, at de får rytmen ind med modermælken.

Dernæst tid til en drik og lidt stilhed i flodbaren, som var et lille plateau ude i floden.

Erik påstod, at jeg snorkede, men jeg mente ikke, at det var mig, men ham, der snorkede. Nå - for at vise min gode vilje blev jeg siddende, da han skulle i seng, så han kunne falde i søvn før mig. Jeg blev siddende et godt stykke tid og gik tilbage til hytten. Døren til hytten var ulåst, lyset slukket og moskitonettet på Eriks seng var trukket for. Jeg låste døren og listede stille i seng ved en lommelygte for ikke at vække min rejsefælle. Jeg faldt hurtigt i en god dejlig søvn.

Pludselig blev jeg vækket af en vindueslurer. Det var min rejsefælle, der havde brugt temmelig lang tid til at børste tænder og nu ikke kunne komme ind. Efterfølgende erfarede jeg, at han, efter at have låst døren op, var gået op for at børste tænder. Da han var kommet tilbage, var hytten mørk og aflåst. Han konkluderede, at nu var jeg gået op for at børste tænder hvorefter han gik tilbage til toiletbygningen for at få nøglen.

Jeg kan lige forestille mig den gamle skoleinspektør rende rundt ved dørene og råbe "Hans". Så tilbage til hytten, stadig mørk og aflåst, så ud til baren, hvor der sad en, der lignede mig - en neger. Da alle muligheder var udtømte, måtte han tilbage til hytten. For ikke at vække naboerne forsøgte han at banke på vinduet. Det blev der grinet en del af næste dag.

Vores naboer, et meget sympatisk ungt par fra Århus, kunne jo høre alt. Direkte adspurgt, om de havde hørt snorken før min rejsefælle kom, svarede de nej. Da jeg spurgte dem, om de havde hørt snorken efterfølgende svarede de ja. Min konklusion var hurtig klar, der kom først snorken, da Erik kom -  så måtte det jo være ham. Et er, at jeg snorker, men at indrømme det!!

Lørdag.
Op ved solopgang kl.  7. Kl. 0715 gik vores lille selskab en rask morgentur på tre kvarter ud i bushen. Dejlig måde at starte dagen på.

Mellem 8 og 9 var der morgenmad. Pigerne stod klar ved buffeten med Nescafé, te, termokander med varmt vand, flutes, smør, marmelade, spegepølse og vist nok gedeost efter farven og lugten at dømme.

Kl. 1000 fortsatte busturen til Bansang. En stor del af turen foregik af en meget hullet vej med 30 km/t i en larm uden lige fra den raslende bus.

Halvvejs gjorde vi holdt i en lidt større by, hvor vi besøgte markedet. Det var noget af det hidtil mærkeligste og primitiveste marked, jeg endnu havde set. Stinkende saltede tørrede fisk. Alle slags grønsager, nødder og rodfrugter samt isenkram.

Der var kun kvinder på markedet. Kvinder, der solgte og kvinder, der købte. Mange af dem bar spædbørn på ryggen og næsten alle havde en spand med varer på hovedet. Mændene holdt sig passive uden for markedet. En fantastisk oplevelse at se folkelivet og de spændende varer til en gambiansk husholdning.

Videre med bussen og kort tid efter kom vi til en meget fin vej, som en dansk kommune dog ikke ville få ros for. Bussen raslede ikke så meget mere og Abdul kunne snakke uden brug af højtaler.

Snakke kunne han, og det i fem kvarter og uden at mine medrejsende sad og snakkede sammen Så levende fortalte han. Abdul er Gambianer. Ca. 25 år, 180 cm høj, kraftig og musku­løs, sort og meget hvide tænder. Abdul har aldrig boet i Danmark eller Sverige, men talte et næsten perfekt dansk og et svensk, der for mig lød ganske rigtigt. Han havde tid til at høre og var venlig og behagelig. Som tidligere landsholdsfod­boldspiller var han kendt og elsket over hele landet.

Abdul var simpelthen den perfekte guide. Tænk at være i et så fremmed land som Gambia og så have en indfødt guide, der kunne tale med alle, samtidig med at han havde en kolossal viden om planter, dyr og sociale forhold.

Jeg kan ikke gengive hans beretning, der som nævnt varede i fem kvarter. En del af beretningen, har jeg brugt i andre sammenhænge. Han brugte et eksempel med 2 drenge, Osman og Abdul. Den ene var født på landet i en lille landsby og den anden i byen, og så gik beretningen derud af med de 2 drenge fra fødsel, giftermål og grav. Han fortalte så engageret, at alle glemte alt omkring sig.

Mindstelønnen i Gambia er 6 Dalasi eller 4 kr. om dagen. En typisk arbejder tjener 250-300 kr. om måneden, hvis han da har arbejde med en arbejdsløshed på 50 procent. En læge tjener på et offentligt sygehus ca. 1800 kr. om måneden. Der er ingen socialforsorg i Gambia. Det koster kun nogle kr. om dagen at ligge på et hospital. Man bliver ikke behandlet, hvis man ikke har penge. Medicinen på hospitalet er fri, hvis de da har noget. Ellers må man selv skaffe og betale for den udefra. Da der ikke er nogen social forsorg, hjælper man hinanden i en sådan grad, at næsten ingen lider nød - påstod Abdul.

Advokaten tjener 4 - 6.000 kr. om måneden. Læreren og politimanden ca. 600 kr. og endelig den højstlønnede, præsidenten for militærregeringen med 12.000 kr. om måneden. Abdul tjente det samme som alle Spiesguider nemlig omkring 6000 om måneden, så han var en holden mand, der havde råd til at køre i Mercedes.

Abdul var ikke så meget for militærregeringen, men han måtte indrømme, at der var mere initiativ i dem, end den civile regering man havde før. Militærregeringen havde i løbet af det første år iværksat lige så mange projekter, som den civile havde i løbet af 30 år.

Langs landevejen passerede vi den ene bebyggelse efter den anden. Primitive hytter med bliktag, kråler (runde lerklinede hytter med stråtag). Kvinder og børn, der arbejdede i marken og mænd der sad, snakkede og røg.

Kl. 1300 ankom vi efter 3 timers køretur til Bansang. Et af de sjældne vejskilte viste 315 km til Banjul. Ved den lille mole lå "Beatrice of Sweden" og ventede på os.

Vi blev installeret ombord og sejlede med det samme. Desværre blev der ikke tid til at kigge på Bansang, en af ulemperne med den type ture.

Kort efter afgang fik vi serveret frokost bestående af en tallerken med 5-6 tynde skiver koldt oksesteg, kold kartoffelsalat med purløg, frisk salat bestående af tomat, agurk og salatblade samt en lækker krydret jordnøddeoliedressing. Meget velsmagende. Til dessert fik vi en skive Papajafrugt. Den var dejlig frisk og velsmagende.

Så gik det ellers stille og roligt ned af Gambiafloden. Vi befandt os 75 km vest for Senegal, 20 km syd for Senegal, 20 km. nord for Senegal og 300 øst for Atlanterhavet. Foran os havde vi 400 km. snoet flodsejlads til Banjul. Floden var her ca. 400 meter bred. Det var overskyet med enkelte solstrejf. Temperaturen viste på skibstermometeret 32 grader i skyggen. 

Rederen, Svend, en ca. 55 årig svensker fortalte os, at det var den koldeste december måned han havde oplevet i de 20 år, han havde været i Gambia. Temperaturen lå 5-6 grader under det normale. Jeg var helt tilfreds med, at det ikke var normal temperatur. "Den Gamle" Erik ville vist gerne have haft det lidt varmere.

Vi sejlede med 7 knob og ca 15 meter fra bredden. Skibet havde en forholdsvis lydsvag motor. Der var en tæt bevoks­ning inde på bredden. Af gode grunde kunne vi ikke se, hvad der lå bagved, men det lignede en rigtig urskov. Masser af palmer, Baobab og Kapok. Et par krokodiller svømmede dovent 10 meter fra skibet. De var på små 3 meter. Vores sorte kaptajn fik øje på en flodhest ved modsatte bred, satte kurs mod den og slukkede motoren. Flodhesten dykkede og vi blev liggende indtil den kom op igen. Den kan blive nede i en halv time, men kom prustende op efter nogle minutter. Dyrene var der, det var kun et spørgsmål om at have øjnene med sig.

I de store Baobabtræer (dem med Monkeybread frugterne) var der en masse aktive skrigende aber. Floden var rolig. Selv helt heroppe følger den tidevandet. Vi kan på bevoksningen se, at forskellen mellem flod og ebbe er en halv meter. Om formiddagen går strømmen op ad floden og modsat om eftermiddagen. Om natten er der kun lidt strøm.

Der er ikke meget trafik på floden. I løbet af eftermiddagen så vi kun en mindre motorbåd samt 5-6 små jernbåde på størrel­se med en stor robåd. Bådene blev brugt til at fragte passager over floden. Drivkraften var en vrikkende åre monteret på bagsiden.

På denne del af floden var der et livligt fugleliv. Det var hovedsagelig fiskeædende fugle, som fiskehejrer. Cikaderne var der også, men ikke i samme antal og så larmende som i middelhavsområdet.

Ved 18 tiden ankrede vi op midt på floden. Skibsmotoren blev standset og en mindre generator blev startet for at give strøm til lamper og pumper samt ikke mindst, køleskabet i baren.  På soldækket var der plasticstole og borde og en overdækning af stråmåtter. Baren var centralt placeret på soldækket og det med en yderst høflig betjening, i hvert fald når jeg skulle have noget - høflig selvbetjening. Priserne var lidt højere end i land. Der var vand, øl, vin og en halv snes slags spiritus. Spiritus målte vi selv op med et æggebæger.

En øl kostede kr. 10, vand kr. 6,50, vin kr. 55,00 og spiritus kr. 6,50 for et æggebæger. Vi slog streger på en liste og betalte ved "afmønstring". Jeg nåede blot op på 100 kr.

Tusmørket varede små 10 minutter. Floden blev helt rolig, og det eneste man hørte, var fuglene inde på bredden og enkelte fisk, der kom op til overfladen. Da det blev mørkt, blev der sat en gammeldags petroleumslampe på bordene på soldækket, og så blev der serveret aftensmad.

Til forret fik vi en lille let salat, bestående af friske tomater, agurker og salatblade og den samme dejlige krydrede olie­marinade, som vi fik til frokost. Tomaterne var pæreformede med en hård skal. De havde en dejlig frisk smag. Hovedretten var en tallerken pulverkartoffelmos, 2 store stykker meget velsmagende paneret søtunge - garneret med et frisk forårsløg, en fint udskåret (i takker) citron, en stegt banan samt et klat pulversovs.

Desserten var en banan. De gambianske bananer er kun af halv størrelse, som dem vi normalt får i Danmark, men smager mindst lige så godt.

Derefter Nescafé og te, der blev sat på en bakke sammen med termokander med vand.

Senere blev også generatoren slukket og så var der råhygge i den sorte Gambianske nat ved petroleumslampens skær. Der var næsten total stilhed ombord, kun afbrudt af lidt småsnak­ken og hyænerne - altså dem på bushen. Båden var ikke udstyret med diverse turist-tingeltangel, som man ofte ser sydpå. Ingen farvede pærer, blot nogle enkelte søvnige lamper på toilet og kahytter. Ingen larmende højttalere.  Det elektriske lys kørte på batteri. Der var ikke strøm til pumper til f.eks. vand og toilet. Dette blev klaret med at hælde en spand flodvand i toilettet, hvorefter det hele igen havnede ude i floden.

Vi var tidligt oppe hver dag og man går tidligt til ro. Denne første aften om bord var alle, undtagen Erik og mig gået til køjs kl. 2130. Vi slukkede de sidste petroleumslamper, så vi rigtigt kunne nyde tropenatten.

Det havde været fuldmåne 3 dage forinden. Månen var let dækket af dis og efterhånden kunne man tydeligt se skoven og floden - en eventyrlig stilhed. Ildfluerne summede omkring os, ingen vind og skibstermometeret viste 24 grader.

Søndag.
Igen tidlig op kl. 0700. Morgentoilette på de 2 små toiletter og det ene baderum, der var ombord. Morgenmad på soldækket og så af sted med de 2 gummibåde. Vi sejlede først ind til Red Rock, der var et af de højeste punkter i området. Gambias jord er rød, klippen var rød og i øvrigt ikke højere, end at man kunne gå op til toppen på et minut.

Ved siden af Red Rock lå en lille udflytterlandsby, og allerede inden vi var kommet i land, var samtlige af alle landsbyens 30 unger nede ved bredden. Landsbyen hørte til Jola stammen (dem, der elskede fest). De var midlertidig flyttet til floden for at fiske. De boede i hytter, der kun bestod af strå. En sortsveden jerngryde var det eneste, der mindede om civilisationen. Alt andet var naturmaterialer som træ og kalabas.

Børnene var rolige og meget smilende. En lille pige på 6 år holdt mig i hånden under hele besøget, og hvis der kom en anden, der også ville holde i hånd blev vedkommende viftet bort. Man kan simpelthen ikke lade være med at smelte og få lyst til at give dem en helt masse. Hvis man først begynder at give dem penge, så bliver det skruen uden ende. De fik nogle kuglepenne og glade var de.

De lidt større drenge kom og snakkede. De var rolige og fornuftige - ville høre hvorfra vi kom og så videre. Så fortalte de lidt om dem selv, og så kom det stille og roligt frem, at deres familie var meget fattige. De tiggede ikke direkte, men det lå i luften. Man må til deres ros sige, at de forsøgte på en god måde. En anden metode var, at de spurgte, om de måtte give os deres navn og adresse. Så var man lige ved at falde i - første gang, men når man havde hørt det 100 gange, så blev man lidt hård. Mine rejsefæller syntes, at jeg havde meget tålmodighed, for jeg forklarede hver eneste, at mange før dem, havde spurgt om det samme, og at jeg ikke kunne hjælpe alle. Når de så spurgte: " Hvorfor ikke", så var det, at tålmodigheden kom på en prøve. De andre ig­norerede dem og spurgte hvorfor jeg ikke gjorde det samme, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at vende dem ryggen.

Fra landsbyen forsatte vi med gummibåden og op ad en biflod en times tid. Vi så en del fugle, en dejlig natur, men ingen patte- eller krybdyr.

Tilbage til skibet og så gik det igen stille og roligt ned af floden. I løbet af formiddagen mødte vi en 38 fods australsk lystsejler samt en snes kanoer, der fiskede. Kanoerne var 3 - 4 meter lange og lavet af udhulede mahognistammer. De virkede tunge, men var meget manøvredygtige.

Lidt om træer. Jeg har tidligere nævnt, at Baobabtræet er fredet. Men rent faktisk er alle træer i Gambia fredet. Det er lovbestemt, at man ikke må fælde træer. Overtrædes dette, koster det en halv årsløn samt 18 måneders fængsel. Der skal jo bruges noget træ, og man kan få en licens, der dog ikke gælder for Baobabtræet.

Ved middagstid var floden blevet bredere. Der var nu ca. 800 meter fra bred til bred. Vegetationen havde ændret sig fra regnskov til savanne med spredte løvfældende træer og enkelte kokospalmer. Med jævne mellemrum passerede vi små landsbyer på 5 - 10 hytter.

For 40 år siden læste jeg en bog, der hed noget i retning af "En ballontur over Afrika". Bogen var fyldt med tegninger, der kunne sætte fantasien i gang hos en lille dreng. Jeg kan tydeligt huske en tegning af en krål, den runde negerhytte med lerklinede vægge og stråtag. Nøjagtigt som jeg huskede tegningen, så jeg den nu. Indimellem var stråtaget erstattet af rustent bølgeblik. Det er måske bedre, men stråtaget ser nu bedre ud.

Hver gang vi passerede en landsby kom børnene ned til flodbredden og vinkede til os. Det er ikke blot børnene, også de voksne vendte sig og vinkede til os. Indtil nu havde vi kun set 2 motordrevne både, så det er ikke ofte de får besøg.

Vi passerede enkelte landbrug med et par hytter og nogle få hundrede kvadratmeter indhegnet landbrugsjord, hvor man dyrkede grøntsager. Vandet blev hentet i en vandkande fra floden.

Om eftermiddagen lagde vi til ved en stor Madingalandsby. Vi fortøjede ved en kraftig pælebro belagt med fine og meget løse mahognistammer. Inden vi havde fortøjet, var der kom­met mindst 100 børn ned til broen. Det var søndag og alle holdt fri.

Madingalandsbyen var en af de større med 2000 indbyggere. Abdul præsenterede os med respekt for landsbyens høvding, en gut på over halvfems år. Han kom ud i døråbningen og hilste. Høvdingen boede alene i sin hytte, og i hytten ved siden af boede hans 2 koner med børn og børnebørn. Vi kom ikke ind i høvdingens hytte, men konerne viste stolt deres frem. Konerne havde nogle imponerende gamle jernhimmelsenge med moskitonet. Det rene luksus i forhold til de andre.

I Gambia bliver de gamle forsørget af deres børn og oftest passet af børnebørnene. Når de bliver gamle, lukker de sig oftest inde i deres hytter og kommer aldrig ud.

Det er ikke ualmindeligt, at de muslimske mænd har 2 - 4 koner. En høvding i en anden landsby havde 7 (syv) problemer, undskyld koner. Man kan undre sig over, at nogle mænd ligefrem selv opsøger problemerne, men der er selvfølgelig også en anden forklaring.  Hvis en mands broder dør, kan broderen arve hustruen/hustruerne. Han kan sågar vælge og vrage - tage den kønneste eller den bedste arbejdskraft. Det kan virke lidt barbarisk, men der ligger faktisk en social dimen­sion ved at kvinderne bliver forsørget. Rent faktisk er det en "fed fidus" for manden at have flere koner, for flere koner giver mere arbejdskraft og flere børn, der kan tage sig af manden, når han bliver gammel. Dette gælder dog kun ude på landet. I Banjul (hovedstaden), hvor man ikke kan sende kvinderne ud på markarbejde, er det en økonomisk belastning for manden at have flere hustruer.

Man må gerne spørge en gambiansk mand, hvor mange koner han har, men det er tabu at spørge, hvor mange børn han har, for det ved kun hans kone.

Jeg erfarede dette senere en aften jeg sad og snakkede med et besætningsmedlem på båden. Snakken gik og pludselig kom jeg til at spørge ham, hvor mange børn han havde. Det er jo et ganske normalt spørgsmål hos os. Lige da jeg havde spurgt, kom jeg i tanke om fejlen. Han stivnede let og lukkede af. Jeg klarede det ved at grine og sige "Nåe nej" og så kunne han heller ikke lade være med at grine. Gambianerne har let til grin og har for øvrigt meget lune og humoristisk sans. Abduls humor ligner meget den danske, selv om han aldrig har boet i Danmark.

Tilbage til landsbyen. Der var flere hundrede hytter, alle lerklinede, mange med stråtag og nogle med bølgebliktag.  Mellem hytterne, der lå med 20 - 30 meters mellemrum, var der folde til æsler, geder og høns. Foldene var lavet af træstumper stukket ned i jorden, måske med lidt flettet bølgeblik, der var blevet for gen­nemtæret af rust til at kunne bruges til tag.

Selv om det var søndag, arbejdede smeden i en lille hytte uden vægge. Ved et ganske lille bål og en primitiv blæsebælg af huder, sad han og smedede små jordbrugsredskaber. Jeg købte en lille jordhakke til en overpris af 25 Dalasi (16 kr.). Abdul satte prisen og det virkede forkert at begynde at prutte , men det kan jo betragtes som lidt ulandsbistand.  Jeg havde tidligere set redskabet i brug i flere landsbyer.

En gammel mand med et meget markeret ansigt og nogle stumper gulbrune tænder sad under et træ. Jeg måtte simpelt­hen fotografere det ansigt. Jeg spurgte ham pænt forlov. Det måtte jeg gerne, hvis jeg ville betale. Det ville jeg nu ikke, men bød ham i cigaret fra pakken. Han var beskeden og tog kun to. Så mente jeg nok, at jeg kunne fotografere ham, men nej - betaling. Jeg ville af princip ikke tage penge op. I stedet tog jeg endnu en cigaret til fra pakningen og gav ham. Han med­fødte beskedenhed skulle ikke friste ham til selv at tage fra pakken. Nu mente jeg, at jeg skulle have det billede - og han accepterede ved at posere, sætte ansigtet i de rette folder og holde bedekransen op foran sig. Det var nu ikke lige den måde, jeg ville fotografere ham på, men jeg opgav og tog billedet. Han kunne tale en lille smule engelsk, men alligevel kunne vi snakke sammen på en eller anden måde. Jeg spurgte ham, hvor gammel han var, og hans svar var: "hundred and something". Om det var rigtigt ved jeg ikke, men tussegammel var han.

Jeg fik taget en del billeder og de fleste af mennesker. Der var ingen problemer med at fotografere børnene, men de voksne spurgte man pænt forlov. Yngre mænd og kvinder havde som regel ikke noget imod det, hvorimod de gifte kvinder sagde nej ved at løfte pegefingeren og ryste den fra side til side.

Vi blev tiltalt med "Hvordan har du det". Man svarede:" tak, jeg har det godt" og spurgte: "Hvordan har du det". Det var ikke blot til fremmede, sådan gjorde man også indbyrdes.

Når man mødte en fremmed, fortalte man sit navn og spurgte om den fremmedes navn. Gambianerne har efter min er­faring et fantastisk sprogøre. De kunne sige Hans og Erik med det samme og det lød rigtigt. Derimod måtte jeg oftest gentage deres navne 5-6 gange før jeg kunne udtale det blot nogenlun­de, men der var jo som regel også nogle flere stavelser, og man fik både for- og efternavn. Kunne man så huske et efternavn, genkende det og spørge om han var broder til den anden med samme efternavn, så var der respekt.

Landsbyens børn var møgbeskidte og led af sygdomme som øjenbetændelse og ørebetændelse. En 7 årig dreng havde en mavebrok, som en snabel. Allah havde bestemt, at sådan skulle det være, og så kunne man lige så godt pynte den med en ring.

En pige, som jeg havde givet en kuglepen, holdt mig i hånden en stor del af turen. Hun var 13 år og pukkelrygget og følte måske et vist fællesskab med min dårlige holdning.

Nu kan det lyde som om, at det kun var mig, at børnene ville holde i hånd. De var imidlertid ikke særlig kritiske, de holdt skam både Erik og de andre i hånden.

Besøget i landsbyen sluttede af ved dansepladsen, der lå i skyggen af det store kapoktræ. En stor del af landsbyens kvinder og piger dansede for os i deres spraglede dragter. Vi var selvfølgelig ikke så naive og tro, at det var noget helt specielt for os. Det skete rent faktisk måske 30 gange om året. Alligevel var det noget specielt, for kvinderne og pigerne udviste en sådan livsglæde ved at danse for os og for hinanden, at det virkede dejligt ægte.

Mens de andre stod rundt om dansepladsen, gik jeg rundt bagved og fotograferede med mit lille lommekamera og fik  billeder af de kvinder, der ellers ikke ville fotograferes.  Jeg fik øje på en 5-6 årig dreng, der som en pestbefængt sneg sig undskyldende omkring. Han var albino og kridhvid fra top til tå. Jeg hilste på ham,  gav hånd og så den sædvanlige kugle­pen. Han smilede, tog sin kuglepen og løb væk. De øjne vil jeg aldrig glemme. En ung mand, som jeg havde talt en del med, kom hen til mig og spurgte om jeg havde givet ham (albinoen) en gave. Da jeg svarede bekræftende, sagde han:­ "You are a good man".

Bagefter kom jeg til at tænke på et spørgsmål til Dansk Sprognævn. De havde givet vores afgående politidirektør et lille rap, og det efter min mening ganske ufortjent. Man må ikke sige neger, det hedder sort. Denne lille negerdreng var ikke sort!

Vi blev fulgt til båden at en større børneflok. Faktisk så stor, at vi alle næsten havde en lille sort og svedig barnehånd om hver finger. Vi gik ombord, sejlede og 100 børn og voksne stod og vinkede farvel det os - det var ægte.

Videre ned ad floden, men der var sket noget interessant. Vi var alle blevet endnu mere glade og opstemte efter besøget hos de glade mennesker og en hel del gode oplevelser rigere. Mine medrejsende smilede og snakkede i den grad. Bagerst i hovedet på os alle var der alligevel en smule bedrøvelse over mennesker, som burde have hjælp. Ikke materiel hjælp, heller ikke mad, men lægehjælp og medicin.

Så var det igen middagstid. Små kartoffelstykker stegt i jord­nøddeolie og omelet - meget delikat. Dertil skibets salat til. Til dessert fik vi to store stykker vandmelon. Jeg blev efterhånden rigtig glad for vandmelon, som jeg aldrig havde rørt før.

Eftermiddagen gik dasende ned af floden, drak et par colaer, der hver kostede mere end en daglejers mindsteløn. Stadig ingen skibstrafik på floden, men vi så en lille færge, der fragtede mennesker og biler over floden. Den var en del, af den hovedvej, der midt i Gambia gik nord/syd fra Senegal til Senegal. Derudover så vi enkelt kanoer.

Senere lagde vi til ved en rigtig cementkaj ved en jordnøddefabrik. Jordnødder udgør 95 procent af Gambias eksport og er samtidig en vigtig afgrøde for gambianerne. Jordnødderne var blevet høstet i løbet af efteråret, så der var ingen spor af dem på markerne. De var så småt begyndt at komme til jordnøddefabrikken, hvor de blev oplagret i en 7000 kvadratmeter stor hal og derefter udlosset til Banjul. Ved kajen lå en stor pram, der blev lastet med top med jordnødder. I Banjul blev nødderne knækket og en del blev presset til olie. Skallerne blev presset til briketter.

Flodturen fortsatte. Vi nød den korte skumring og forandringerne omkring os. Stod lidt i kø ved skibets eneste baderum for at få skyllet Gambias røde støv af.

Igen klar til et af dagens højdepunkter. Det var efterhånden spændende at se, hvad vores sorte kok kunne få lavet i den lille kabys.

Forretten bestod af en lille tallerken med fintsnittet salat, et halvt hårdkogt æg og en klat hvidløgsdressing.

Hovedretten bestod af en stor og meget pebret peberbøf, stegt lige som den skulle. Dertil fik vi igen de lækre kartoffelstykker stegt i jordnøddeolie. Tilbehøret var skibets salat. Jeg har tidligere nævnt, at tomaterne var hårde. Det var faktisk temmelig svært at stikke en gaffel i dem, uden at den havnede i sidemandens skød. Desserten: vandmelon - kaffe og te.

Det var mørkt og vi gled stille ned af floden, mens vi som kolonister sad og mæskede os. "Erik - har du spist op - tænk på alle de sultne børn i Afrika".

Vi gik 8 knob over grunden. Den eneste vind, der rørte sig, var det, der fremkom ved at vi bevægede os hen over vandet. Vi ankrede op midt i floden ud for Tendaba Camp, hvor vi havde overnattet to nætter tidligere. Vi havde stort set ikke set myg eller moskitoer, men nu kom de, tiltrukket af petroleumslampernes skær. Særligt tiltrukket blev de af petroleumslampen ved dåsen med Nescafé. De næste 2 dage fandt jeg en halv snes moskitoer i hver skefuld kaffepulver. De andre var heldigere. De fik ikke nogle, men de brugte heller ikke mælkepulver i kaffen, så de kunne se dem.

Vi satte alle petroleumslamperne på det fjerneste bord, der hurtigt blev næsten sort af moskitoer, mens vi sad i mørket og havde fred. Jeg kom til at tænke på, at en af de sorte på Tendaba Camp havde haft en T-shirt, hvor der stod: 1 million moskitoer kan ikke tage fejl - Tendaba Camp er bedst.

Bålet blev tændt inde på bredden ved Campen og snart be­gyndte trommerne og sangen, nøjagtigt som for 2 dage siden. Erik bemærkede tørt, at nu havde de igen arrangeret en lille spontan opvisning. Træerne vokser ikke ind i himlen.

En times stilhed på soldækket, spredte skyer og lidt stjerner og så til køjs.

Mandag.
Igen tidligt op. Det var efterhånden ved at blive en vane. Solen bevægede sig stor og rød frem bag en sky.

Morgenmad og så igen i gummibådene til en to timers sejlads ind ad bifloderne. Vi havde aftalt, at ingen sagde noget mens vi sejlede. Fik man øje på noget, skulle der peges. Gummibådens motor gik kun i tomgang.  Bifloden var 10 - 20 meter bred. Det var et meget fugtigt område, og bevoksningen bestod for en stor del af mangrover.

Der findes over 100 forskellige slags mangrover. Oftest begynder den egentlig stamme først 3-4 meter over jorden. Så 4-5 rødder ud til hver side. Hver rod havde igen 30-40 støtterødder ud til siderne. Et fantastisk fletværk.

Vi så ingen krokodiller, flodheste eller andre store dyr.  Vores matros, som styrede båden, kunne ikke holde liv i motoren og den gik ud, og vi flød lige ind i et træ, der hang ud over vandet. I toppen af træet og 2 meter over vores hoveder sad en varan på omkring en meter. Nedenunder sad vi hver for sig og håbede på, at det ikke blev lige netop mig, der fik varanen i hovedet. Den slap ikke taget. 

Der var en del fugle, men ikke det fugleliv, som jeg havde regnet med. Med hensyn til vilde dyr, var det ikke nogen succes. Til gengæld var det en stor oplevelse, at glide stille ned ad floden, tæt på vandoverfladen og tæt på den fremmedartede natur.

Tilbage på skibet. Rart af få strækket benene, lidt røg, og læsket ganen. Formiddagen går videre ned ad floden. Solen skinnede fra en skyfri himmel og de sidste af mændene, mig selv inklusive, måtte overgive sig og smide trøjen - det var varmt. Man daser ombord - får sig en lille drink og nyder naturen.

Vores yndlingsplads er helt ude ved stævnen. Her kunne motoren næsten ikke høres. Man hørte kun den dejlige lyd af vandet, der kløves mod stævnen. Vi sejlede midt i floden, der her er omkring halvanden kilometer bred. Begge sider er dækket af mangrover. På afstand kunne det godt være et sted i Danmark med bøgetræer, lige bortset fra, at Danmark ligger 6000 kilometer væk og var dækket af sne - fascinerende tanke. Åh hvor jeg nød det.

I Løbet af eftermiddagen blev floden til en flodmunding med en bredde på omkring 15 km. Hidtil havde floden været meget grumset, men nu var vandet blev klart, grønt og lækkert.

Vi passerede James Island, den gamle slaveø, hvor bl. a. Kunta Kinte blev ført til. Øen ligger midt i flodmundingen, og man kan endnu se den gamle borg, som franskmændene byggede for 3-400 år siden. Der var halvanden times sejlads tilbage til Banjul. Vi fik følgeskab af et par delfiner, der lagde sig lige foran stævnen. Der var omkring 10 delfiner, der legede om­kring skibet. Flyvefiskene fløj lystigt omkring os. Det vil sige, at de nærmest dansede på halen hen over vandoverfladen. Der var nu næsten 9 km ind til bredden til begge sider. Solen stod højt på himlen og vandet var blik.

Ved 17 tiden lagde vi til kaj ved havnen i Banjul og vores medpassagerer gik fra borde.

Vi havde i forvejen aftalt med rederen, at vi kunne overnatte ombord. Jan og Lene (dem fra Århus) tog vores bagage med til deres hotel. Fjeldræven var pakket med det nødtørftigste udstyr til vores videre rejse.

Det meste af besætningen forlod skibet, hvorefter vi sejlede ud på reden. Usman, nattevagten, sejlede kaptajnen og resten af besætningen ind på land og vi var alene på det lille skib.

Banjul ligger på en lille ø i den sydlige del af flodmundingen. Bag byen er der en lille naturhavn, hvor skibene kan ligge på reden i ly fra Atlanterhavet.

På reden lå der vel omkring 40 skibe. Halvdelen af dem var enten sunket eller ved at synke. Den resterende halvdel var nogle rustne vrag, som formentlig ikke kunne finde nåde, selv hos en russisk skibsinspektør.

Vi havde regnet med, at Usman ville komme tilbage med det samme, men tiden gik og ingen Usman og ingen mad. Besætningen havde dog givet os et par store håndfulde jordnødder, så vi led foreløbig ingen nød.

Efter en time kom Usman tilbage og gav os 15 æg og et par flutes og så kunne vi selv lave mad.

Kabyssen var et lille hummer på et par kvadratmeter - en halv meter bordplads - en lille vask og et meget gammelt gaskom­fur, hvoraf kun 3 blus virkede. Der var gryder og pander og næsten intet andet. Stor respekt for vores skibskok, der kunne fremtrylle al den lækre mad i den lille kabys.

Køleskabene var næsten tomme, men vi fandt et par løg, lidt olie, 2 tomater og lidt gammelt ost. I en wook fik vi fremtryllet en efter vores egen mening ganske vellykket omelet, som blev spist med stor appetit med flutes. Drikkevarerne var ikke noget problem, der var jo en velforsynet bar. Usman, der havde spist sine ris sammen med os, tog af bordet og kom med kaffe.

Det var en pragtfuld fornemmelse at sidde på agterdækket alene på skibet og nyde solnedgangen. Usman var blevet snaksalig, nu han var alene med os og tiden skulle gå. Han kunne lidt engelsk og hans udtale var som hos de fleste gambianere næsten uforståeligt, men vi forstod alligevel hinanden. Det var i øvrigt her, at jeg kom galt af sted ved at spørge ham, hvor mange børn han havde.

Nattehimlen var kulsort med få stjerner. Der kom lidt lys inde fra byen. Næsten alle skibe på reden var mørke og viste ikke ankerlys. En coaster i nærheden var fuldt oplyst. Efter støjen at dømme, var den ved at blive lastet.

Det var tid til at gå til køjs. Skibet var vores. Vi tog hver sin kahyt, så jeg kunne blive fri for Eriks snorken og visa versa. Dagens vovemod med at opholde sig for meget i solen hævne­de sig. Min forholdsvis blottede isse gjorde pludselig ondt. Solcreme og hat lå i kufferten på Jan og Lenes hotelværelse. Eriks jungleolie lindrede dog smerten lidt.

 

Tirsdag.
Vi blev vækket lidt i 7 ved lyden af en motorbåd. Det var rengøringsdamen, der kom ombord. Hun lignede hende, som havde været ombord under vores flodtur og som det havde været helt umulig at slå et lille smil af. I starten ligner alle negre (undskyld sprognævn) hinanden, men som tiden går lærer man mere og mere at kende deres ansigtstræk.

Nu smilede hun pludselig, ikke meget - men hun smilede. Det var den samme. Hun var meget almindelig af bygning, men hun have en fræk lille numse. Når jeg nævner dette, så er det ikke fordi jeg går og kigger på damernes numser. Det er skam dybt videnskabeligt. Grønlænderne er flade bagtil. Europæerne har noget meget og negrene meget mere. Jeg er ikke numsefikseret, men gambianerne er. Jo større numser jo bedre. Den gambianske mand kigger vellystent efter en stor bagdel.

Tilbage til vores rengøringsdame. Hun var meget energisk. Der blev vasket gulv, måtterne blev rystet og hun fik også tid til at lave morgenmad, der blev serveret med et smil.

Affaldstønderne blev tømt - i vandet. Vi havde som gode danskere rendt rundt med vores affald i hånden indtil vi fandt en kurv, og nu flød det ned ad floden. Der var ikke meget trafik på floden, men alligevel. Ved otte tiden hentede Usman kaptajnen og besætningen i gummibåden. Store smil fra besæt­ningen og den store, glade og joviale kaptajn med det brede smil. Og så det klassiske: "Hvordan har du sovet i nat" o.s.v.

Motormanden fik gang i skibsmotoren og pumperne gik i gang, så vi kunne få vores kolde morgenafvaskninger. Ankeret blev hævet og vi sejlede ind til kajen, hvor vi blev sat af. Kaptajnen fik de 150 Dalasi, som vi havde aftalt med rederen, og der blev lagt 50 til besætningen. Farvel til besætningen - gav hånd og mange hilsener.

Vi kunne se færgen til Barra fra vores skib, så vi vidste hvilken retning vi skulle gå. Lidt i ni nåede vi færgeterminalen. Tre Dalasi (to kroner) for en enkeltbillet.

Færgen skulle afgå kl. 9, men afgik først kl. 10. Færgetermina­len kunne ligne en hvilken som helst færgeterminal på jorden - måske lidt mere primitiv. Omkring os var der tiggere med og uden krykker og sælgere, der solgte smykker. Skopudseren med sin lille taske og kassen til at sætte fødderne på. Der var kun 2 hvide i terminalen ud over os. Det var ikke os, der fik pudset sko, selv om de gerne ville pudse både sandaler og gummisko. Mange af de sorte fik pudset sko, også selv om de skinnede ganske pænt i forvejen.

Det var påfaldende, at mændene var klædt meget laset og kvinderne var pænt klædt på. Mændene gik i beskidte lange bukser og en snavset spraglet skjorte, eller bar en lang kjortel, der gik helt ned til fødderne.

Overfor mig sad en ung kvinde på ca. 20 år. Hun bar en meget smuk kjole og havde et bredt sammenrullet stykke stof rundt om hovedet. Håret var strukket, som mange gambianske kvinder i byerne har det. Halsåbningen var som altid for stor, så kjolen hang kun på den ene skulder og den anden var blottet næsten til livet. Hun bar en stor hvid BH, som stod i skarp kontrast til hendes kulsorte hud og hendes blå-hvide-gule kjole.

Endelig blev det tid til at vælte ombord på færgen sammen med de 500 andre. Færgen kunne godt have sejlet et sted i Danmark engang i halvtredserne. De 500 passager var over det dobbelte af, hvad den ville være godkendt til i Danmark. Der var sorte mennesker overalt. 40 - 50 sælgere solgte alt, hvad hjertet og maven kunne begære. Også skopudserne var med. Vi købte en fiskepie for 50 butut, som er en halv Dalasi eller 33 øre. Det var en sammen­foldet butterdej og indbagt malet fisk iblandet stegte løg. Man kunne faktisk blive mæt for 33 øre. Fiskepien var pakket ind i en stump avispapir, der virkede bekendt. Avisen var "Odsherredskysten" fra den 4. oktober 1995, og teksten var en reklame fra Vig Brugsforening.

Efter en halv times sejlads ankom vi til Barra på den anden side af floden. Byen er en lille flække med et par tusinde ind­byggere og lidt handelsboder. Jeg forsøgte at finde mig en hat for at beskytte min sårbare isse, men der var kun afskyelige kasketter - så hellere lide. Taxichaufførerne flokkedes omkring os. Vi skulle videre til Karang på grænsen mellem Gambia og Senegal. Vi fik tilforhandlet en pris på 100 Dalasi til 60 Dalasi (40 kr.) for en køretur på 25 km.

Taxien var en ældgammel Renau, den var efter chaufførens oplysning var 2 år gammel. Det var den sikkert også, efter den havde kørt 15 år i Frankrig og derefter 5 år i Senegal og sluttelig skrottet til Gambia.

Ankommet til grænsen skulle vi selvfølgelig ind på paskontrol­len. Igen meget venlige og smilende pasbetjente, der venlig gav hånd og så videre ind på et andet kontor, hvor immigrationsofficeren venligt spurgte hvor vi skulle hen. "No problems".

Vi havde kun engelske pund, danske penge, og Dalasi. Ingen af delene kunne bruges til at betale en bus eller en taxi i Sene­gal. Hvor var banken? Der er altid en bank på en grænseovergang.  Ikke her. Det vil sige, det var der alligevel. Mindst 20 små sorte Banker, hver med et seddelbundt i hånden. Emigra­tionsofficeren var gået med os ud for at finde en taxi - for at vi ikke skulle blive snydt - som han sagde. Vi blev nærmest overfaldet af "De frie Banker", der kom med tilbud på veks­ling til senegalske franc. Vi kunne ikke rigtig gennemskue vekselkursen, og det blev ikke bedre af, at der stod tredive sorte omkring os og snakkede temmelig højrøstet. Til sidst blev det for meget for emigrationsofficeren, så han tog os og én Bank ind på kontoret, så vi kunne få fred. Vi fandt en fornuftig kurs og vekslede 300 Dalasi til 15.000 senegalske franc - prisen for en køretur til Kaolack i Taxi og så blev vi sat i en Taxi med en aftalt pris. Efter en køretur på to-tre kilometer med masser af mennesker på vejen kom vi pludselig til Senegalske grænse. Vi havde kørt gennem ingenmandsland. Ordet fik pludselig en anden dimension.

Igen ind til paspolitiet, der var elegant klædt i kaki. Venlig goddag, "hvordan har du det". "Godt" og "hvordan har du det", og så kom sva­ret, som vi ikke havde ventet. Den senegal­ske grænsebetjent havde det ikke godt. Han så nu meget frisk ud. Vi spurgte deltagende og høfligt som man bør, hvorfor han dog ikke havde det godt. Grunden var selvfølgelig indlysende. Han havde det ikke godt, fordi han var fattig. Vi havde hidtil talt en blanding af engelsk som i Gambia og fransk som i Senegal og pludselig havde vi problemer med at forstå hinan­den. Han blev ved med at væve omkring jule- og nytårsgaver, men vi forstod desværre ikke hvad han sagde og skyndte os ud af grænsestationen. Jeg måtte indrømme, at jeg var en lille smule nervøs for at blive tilbageholdt, man ved aldrig hvad der kan ske.

Vi blev kontaktet igen af en politimand. Han ville høre hvor vi skulle hen og om hvilket transportmiddel vi havde. Fint, så ville han gerne have sin hustru med til Kaolack. Hun var særdeles velklædt - det må give godt at være politimand i Senegal. Fruen, der i øvrigt var usædvanlig køn, sad med sine pakker foran hos chaufføren, og så begyndte det - vandfaldet. Hun snakkede uafbrudt og det meget hurtigt. Det fortsatte lige til Kaolack. Erik og jeg var enige om, at hendes skønhed ikke kunne opvejes af hendes jap/jap. Chaufføren fik vist nok indført 3-4 ord.

Det er ikke ualmindeligt med færdselskontrol både i Gambia og Senegal. På vores tur på 70 kilometers blev vi standset 3 gange. Første gang fordi der var et eller andet galt med motoren. Chaufføren fik en påtale og standsede ved næste autoværksted, som var en minibilkirkegård under et stort træ. En i alle henseender sort mekaniker baksede i 20 minutter med skruetrækker og nøgler - No problems.

Ved næste kontrol fik den snakkende frue undersøgt sin bagage. Betjenten hilste pænt på os, og vi fik lov til at være i fred. Den 3. kontrol var afkrævning af vejskat.

Den videre vej frem gik med en hastighed af 60 til 70 kilometer i timen. og det uanset om det var asfalt- eller jordvej. Adskillige små landsbyer blev passeret på denne måde og med uændret hastighed. Hornet blev brugt flittigt. Høns og fjer føg omkring os. Endelig blev snakketøjet sat af, og der blev lidt mere fred. Nu kunne vi pludselig høre skramlen fra bilen, der var næsten lige så slem, som den i Gambia.  Forruden og  sidespejl var knust, men det var ikke noget, der blev bemærket ved politikontrollen. Bremsen virkede, det fik vi bevis for adskillige gange. Heller ikke uvæsentligt.

Det nordlige Senegal er ørken. Det var interessant at se hvordan jorden ændrede sig fra den meget røde jord i Gambia til en helt lys sandjord i Kaolack.

Efter nogle timers rumlen ankom vi til Kaolack. Vi havde i den uundværlige Africa-Guide læst, at der skulle være en katolsk Mission, hvor man kunne få et pænt rent værelse til en rimelig penge. Efter diverse forespørgsler fra chaufføren til forbipasserende fandt han Missionen. Ingen ledige værelser. Vores chauffør var gået med os, og da han hørte dette, blev vi kørt videre. På grænsestationen havde vi hørt, at Hotel de Paris var det bedste. Det var det også, men vist nok også det eneste.

Hotellet var lidt i fransk kolonistil med stuk, træ på væggene og bløde stole i hallen samt ikke mindst Air Condition - herligt. I gårdhaven var der en piscine - svømmepøl.

Prisen for et dobbeltværelse var inklusive tax 18.000 franc, der hurtigt blev omregnet via Dalasi til  211 danske kroner. Værelset var pænt og stort med Aircondition og bad med varmt vand. Herligt at få skyllet snavset af.

I Africa Guiden stod der, at Kaolack var en stor handelsby med Vestafrikas næststørste overdækkede marked. Der skulle næsten ikke være nogen turister i byen. På grund af den ringe turistmængde kunne man som turist få lov til at gå i fred, uden af blive antastet. Det skulle senere vise sig at være rigtigt.

De næste 5 timer støvede vi markedet og byen igennem. Markedet var enormt. Jeg har besøgt tyrkiske basarer og basarer i Jerusalem, men dette slår alt - oplevelsesmæssigt.

Gaderne på markedet var omkring halvanden meter brede. Midt på gaden løb kloakken i en rende, der i heldigste fald var delvis overdækket med fliser og sten. Det var ikke kun almindeligt spildevand, der løb i kloakken - på pænt dansk hedder det vist fækalier og urin. Stanken fra kloakken blandede sig med stanken fra de mange boder med de saltede tørrede fisk.

Som mange andre steder sydpå er krydderierne det helt store hit. Hvor man i den tyrkiske basar kan blive helt beruset af duften fra krydderierne, så udeblev duften her. Den kunne simpelthen ikke komme igennem for duften fra kloakken og fisken.

Der var tusindvis af boder. Boderne bestod oftest kun af et sammenflikket bord, som en 10 årig dreng på en dansk byggelegeplads kunne have lavet bedre. Bordpladen var enten et par ru planker eller noget aflagt bølgeblik.

Ligesom i basaren var markedet opdelt i vareområder. Der var kvarterer, hvor man solgte frugt og grønt, kød, fisk, isenkram, parfumevarer (der heller ikke duftede), kul og meget mere.

Grønsagerne var en tam fornøjelse. Udvalget var lille og så ikke særligt appetitligt ud. Der kunne f. eks ligge 20 tomater i valnøddestørrelse og nogle bundter salat. Slagterkvarteret bød på oksekød og fluer i ligelige mængder. Vi kunne ikke lade være med at tænke på, hvad vi skulle have til middag. Det helt store hit på markedet var Maggiterninger, som man solgte alle vegne. Mange varer i isenkramkvarteret lignede dem, jeg husker fra halvtredserne. For eksempel solgte man de gamle Hellesensbatterier i papindpakninger. Køkkentingene ville vist ikke falde i nåde hos fruen i Kongens Lyngby.

Fiskekvarteret solgte kun tørrede fisk. Der var langt til havet, og der findes ikke kølebiler, så det er rent faktisk den eneste mulighed for af få fisk. Der var vist en hel del forskellige fisk. Deres oprindelige form og farve var mere eller mindre væk. Tilbage var kun en meget uappetitlig masse.

Parfumerikvarteret havde fået den idé, at deres vares solgte bedst i lyset fra et blålilla lysstofrør - uhyggeligt. Et gedemarked - var der også.

Skrædderkvarteret havde jeg næsten glemt. I hundredvis af små rum, hvor mænd sad og syede på gamle foddrevne symaskiner. Underligt nok, var det kun mænd, der syede.

Der var også et kvarter, hvor man forarbejdede og solgte trækul. På små kuldynger sad kulsorte mennesker og sorterede kul. Næsten alle gadesælgere i byen havde en lille rund grill med trækul, hvor der stod en lille tekedel og dampede.

Udenfor det overdækkede marked, var der også et marked. Faktisk var næsten hele byen et stort marked. Folkelivet i byen for forunderligt og fremmedartet. Gaderne vrimlede med sorte mennesker, hunde, geder, små vogne med æsler eller heste og lastbiler. Det er næsten umuligt at beskrive stemningen.

På et tidspunkt blev vi tør i halsen af alt støvet og begyndte at kigge sig omkring efter et sted, hvor man kan få noget læsken­de. Endelig fandt vi et skilt, hvor der stod "Restaurant". Udefra lignede stedet nærmest en havneknejpe. På vej hen til stedet bemærkede vi en lokal skønhed i døråbningen. Hun var kun iført en meget kort nederdel og intet andet, hvilket er usædvanligt både i Gambia og Senegal. Vi blev enige om, at det nok ikke lige var stedet for os.

Endelig fandt vi et andet skilt, der reklamerede for Coca-Cola. I døråbningen hang der plasticstrimler for at holde fluerne ude, og der var rigtig mange fluer i byen. Vi fandt hurtig ud af, at forhænget nok var for at holde fluerne inde. I hvert fald var der 10 gange så mange fluer indenfor som udenfor. Vi bad om en Coca-Cola og fik en billig flaske bordvin, som vi dog afviste. Med vore Cola gik vi ud i en lille gårdhave, hvor der var 2 mænd, der hver havde deres flaske af det billige sprøjt. Papskiverne til at lægge under glasset var der selvfølgelig også, men her fik de en lidt anden anvendelse. De lå ovenpå glasset for at holde fluerne væk fra de dyre dråber. Den ene gæst lå i en døs på en bænk og den anden sad og røg. Han røg på en pibe, der nærmest lignede et cigaretrør og tobakken var nogle små sorte stumper cannabis eller noget andet euforiserende. Tobak var det i hvert fald ikke.

Senegal er muslimsk, og her var det ikke ualmindeligt at se mænd ligge på et tæppe på fortovet og banke panden mod jorden.

Vi fandt et boulangerie, bager, hvor vi for 66 øre købte en stor croissant med kanel. Den smagte rigtigt godt.

Vi havde ikke set ret mange telefoner i Gambia, men her flød det nærmest med forretninger og boder, hvorfra man kunne ringe. Vi valgte én, hvor man kunne følge med på tælleren. Ét minuts samtale til Danmark kostede ca. 25 kr.

På vores tur gennem byen mødte vi omkring 5 hvide. Det var rigtigt, vi kunne gå i fred uden at blive antastet.

Tilbage til hotellet inden kl. 19. Vi havde ikke på noget tids­punkt hverken i Gambia eller Senegal været ude om natten. Jeg tror egentlig ikke, at det var farligt, men der er ikke grund til at tage chancer. I øvrigt var der ikke noget at gå ud efter.

Det var lidt af et privilegium at kunne gå ind under den varme bruser efter en lang og støvet dag. Netop ankommet under bruseren gik lyset ud. Når man rejser i de områder er man forberedt. Mac`liten fra Fjeldræven.

Aftensmaden blev indtaget i hotellets store restaurant, med de farverige duge og bambusstole.

Fra spisekortet valgte vi en forret, som stod anført som en rejecocktail. Vi havde stor glæde af den lille medbragte elektroniske oversætter, da det franske spisekort skulle tydes.

Rejecocktailen viste sig at være 150 gram pæne store rejer, der var stegt i olie og krydret. Det blev serveret med citron og ægte fransk flutes.

Til hovedret bestemte vi os til filet og pommes frittes samt salatbord. Fileten viste sig at være en 200 grams velhængt og meget mør let gennemstegt oksefilet. Vi glemte fluerne på markedet et kort øjeblik. Kartoflerne var tynde og sprøde, som man får dem i Frankrig.

Fra salatbordet tog vi fine forårsløg, store tomater, melon, og revet gulerod. De blege æg og mayonnaisen lod vi være af hel­bredsmæssige årsager. Chilidressingen var stærkere end jeg troede. Bagefter kaffe og café au lait. En overdådig middag, som vi ikke kunne have fået meget bedre på de bedste restau­ranter i Paris. Hotellet levede virkeligt op til sit navn. Samlet pris for forret, hovedret, kaffe, 2 Coca cola samt 1½ vand kr. 140 for 2 personer. Hotellet reklamerede med 3 stjerner. De får 3 kokkehuer af mig, også selv om de benyttede sig af sort arbejdskraft.

Tidligt i seng kl. 23. Nu meldte problemerne sig. Dagens mange fluer havde sat sine spor. Myggestikkene kløede og kløede. Den lindrende myggestift lå i min kuffert i Gambia.  Det var umuligt at sove. Efter 3 timer måtte jeg op. Jeg satte mig ned i hotellets lille have. Efter et stykke tid, kom der en ung smuk sort skønhed ned af trappen fra hotellet. Jeg troede i min naivitet, at hun arbejdede på hotellet. Det gjorde hun også, men ikke på den måde, jeg havde regnet med. Hun satte sig på en stol ved siden af mig og smilede venligt. Jeg bød hende en cigaret og vi begyndte at snakke. Hun kunne kun fransk og få enkelte engelske gloser. Jeg kunne kun engelsk og få franske gloser. Jeg er som nævnt ganske naiv, også selv om hun smilede lidt for meget til en gammel mand som mig. Hun begyndte at slå smut med øjnene og da min reaktion tilsyneladende udeblev, begyndte hun at strække tungen ud og køre sin langfinger ud og ind af munden.
Endelig faldt 10 øren (som ikke findes), og jeg fik hende gjort begribeligt, at jeg ikke var interesseret. Standardsvar nr. 4 - "hvorfor ikke". Jeg forklarede hende, at jeg havde en kone. "Nå - hvor var hun så".

"I Danmark - det er langt væk?". Ny undskyldning. Jeg havde ingen penge, de lå i Gambia. Standard­svar nr. 3 "No problems". Nu var gode råd dyre. Mens jeg ransagede min hukommelse for et svar, der kunne bringe mig ud af kniben, hørte jeg ordet ”plaisir” gentaget nogle gange. Det ord kunne jeg godt huske fra mit ene år med fransk for 35 år siden på den gamle drengeskole på Kocksvej - lang tid før hun var født. Hun udnyttede min tænkepause og troede formentlig, at jeg var ved at blive mør, så hun fortsatte. Hun begyndte at køre hånden op og ned af mit lår, mens hun frem­kom med nogle lyde, som ikke står i nogen ordbog, men forstås overalt på jorden. Hun lukkede øjnene, jeg var vel heller ikke noget kønt syn, og gentog ”plaisir” nogle gange. Mit ordforråd og min fantasi med hensyn til undskyldninger var ikke stor, og jeg måtte ty til de tidligere brugte: "No Money" - blot i et lidt hårdere tonefald. Det virkede. Hun kiggede på mig og gentog: "No Money?", og da det endnu en gang blev bekræftet, at jeg ikke havde nogen penge, rejste hun sig og gik.
Op i sengen igen. Den senegalske sommernat kan være farlig. Sidste gang, jeg så på uret, var den 4. Erik begyndte at snorke kl. 3.

Onsdag.
Vi vågende lidt i 9, rimelige friske. Ægte fransk morgenbord i hotellets restaurant. Café au lait, kaffe, flutes, croissanter, smør, marmelade og juice - lækkert.

Så en tur gennem byen og ned til busholdepladsen.  Pladsen var et virvar af taxier og små varebiler der var indrettet som busser. Der var sort af mennesker mellem bilerne. Det var umuligt at se, hvor de kørte hen. Der var ingen skilte på dem. Der er imidlertid altid en venlig sjæl, der gerne vil hjælpe, og gerne vil skaffe sig nogle ekstra franc. Vores selvbestaltede guide førte os gennem virvaret til en gammel minibus på størrelse med en lille varebil. Vi fik bekræftet, at den kørte til Karang ved den gambianske grænse. Vores fører fik en mindre ugeløn, og vi købte to billetter for 1075 franc, mindre en end syvendedel af, hvad vi havde givet for en taxi dagen før. Der var 3 ledige pladser i bussen og vi måtte vente et kvarters tid, før bussen blev fyldt op.

Pladsen vrimlede med passagerer, sælgere, tiggere og unge mænd, der shanghajede passagerer. Sælgerne solgte næsten alt fra brød til husgeråd. Byen vrimlede med vandsælgere. De medbragte en ti liters vandspand med låg, én kop og et bundt plasticposer. Når kunden skulle have vand, foregik det på den måde, at de hældte en kop vand i den lille klare plasticpose, der blev snoet og fik en knude. Man bed så et lille hjørne af posen og gik så og suttede vand i sig. Det var meget udbredt. Posen var klar, men det var vandet ikke. Vi havde heldigvis vores rigtige købevand.

Damen fra landsbyen, der sad ved siden af mig, fik stukket et bundt træklemmer ind gennem vinduet. De bliver studeret nøje og der bliver snakket. Om det var fordi klemmerne ikke var gode nok, eller fordi prisen var for høj, ved jeg af gode grunde ikke, men klemmerne kom i hvert fald ud gennem vinduet igen.

Bussen lignede en tyrkisk dolmus, der efter at have kørt én million kilometer i Tyrkiet havde fået sin endelige dom af den tyrkiske bilinspektør. Den havde plads til 18 passagerer. Egentlig meget praktisk, for man sad fast, når man kørte derudad på den hullede vej.

Vores 16 medpassager, alle sorte, var en blandet flok. Det er lige før at jeg gentager mig selv, lasede mænd og kvinder i tilsyneladende rene kjoler med dejlige farver.

Tilbage mod Gambia af ensporede, hullede jordveje. Der var et infernalsk spektakel i bussen. Alle vinduer var for en gang skyld hele, men det var også det eneste, der var helt. Alt sad løst og alt raslede. Senegaleserne sad stille uden at snakke, hvilket vel nærmest også ville være en fysisk umulighed.

Ca halvvejs standsede bussen i en mindre by og vores medpassagerer begyndte at stige ud. Fint tænkte vi - nu får vi mere plads. Det var dog ikke tilfældet. Det var en kombineret ryge og tissepause. Efter 10 minutter gik det igen over stok og sten.

Efter 2 timers raslen nåede vi endelig den senegalske græn­sestation. Det havde på en gang, både været et helvede og en stor oplevelse. Passet blev stemplet uden problemer. Tilbage i bussen kørte vi de sidste kilometer gennem Ingenmandsland til den gambianske grænsestation. Her blev vi igen mødt med venlighed, håndtryk og med spørgsmål om vi havde haft en god tur. Vores senegalske franc blev vekslet sort af en af "De frie Banker", og det til næsten samme kurs, som vi havde købt til dagen forinden i banken i Kaolack.

Der var ingen busser tilbage til Barra, så vi blev hurtigt enige om at tage en taxi. Strengt taget havde vi vist også fået nok af busser for denne dag. Mange ville gerne have turen, som vi fik til 45 Dalasi (30 kr.). Igen en gammel personbil, men i modsætning til de andre, så kørte han behageligt stille og roligt og uden brug af hornet. Trillende ind i Barra så vi færgen sejle ud.

Vi blev sat af foran politistationen, der lå lige ved havnen og den lille markedsplads. Vi skulle ind og vise pas. Hvorfor ved jeg ikke, for vi havde jo vist passet ved grænseovergangen. Igen de meget høflige betjente. Passet blev registeret. Der var 3 betjente på stationen, en mandlig og en kvindelig politikor­poral samt en kvindelig sergent. Det gambianske politi er bygget op efter det engelske med samme titler og uniform. Der var god tid og jeg forsøgte igen at vise mit IPA-pas (Interna­tional Police Association). Det gambianske politi er ikke medlem af IPA, men associeret. De kendte godt IPA og var temmelig benovet over den flotte titel: superintendent. 

Derefter lidt snak om lidt af hvert. Vi fik set deres 2 celler, hvor der var 4-5 fanger i et nøgent rum med en stor pulverkaffeblikdåse som toilet. Et billede skulle der også tages. Jeg skulle selvfølgelig også have deres navne og adresser og lovede at sende et billede.

En tur rundt i byen og dens bagside. Mange børn og der blev igen afleveret en del kuglepenne. Lidt alvorlig snak og om de måtte aflevere navn og adresse. Det var efterhånden ved at være lidt trættende. Lerklinede huse med gamle bliktage og små haver afskærmet med de gamle bliktage. Der var ikke ret meget bevoksning, kun lidt spredte kokospalmer. Udover færgelejet var der strandbredden, hvor der gik nogle grise rundt mellem de farverige pirokker. Pirokken er en lang smal plankebåd med en kraftig køl, der fortsatte en meter foran båden som en slags bulb.

Charterturister, der vil prøve lidt vildt, tager færgen fra Banjul til Barra, hvor man går en tur og ser slummen. Der var 3 små restau­ranter i byen, hvoraf kun én serverede mad.  Sulten var ved at nærme sig og vi gik ind på den restaurant, der serverede mad. Det var vist ikke et sted, hvor der kom ret mange turister og i hvert fald ikke for at spise. Vi fik den sædvanlige cola og spurgte, hvad man kunne få at spise. Ud i køkkenet og kigge. Dagens ret var det eneste. Ris, fisk og grøntsager. Det skulle vi selvfølgelig prøve.

Da vi havde afgivet bestillingen kom der en neger, undskyld en sort, hen til mig og spurgte, om jeg var politimanden Hans fra Danmark. Jeg skulle straks komme op på politistationen. Han fik at vide, at vi lige skulle til at spise, og at jeg ville komme, når jeg var færdig. Jeg havde ærlig talt ikke lyst, for det var vist ikke noget godt.

Maden blev serveret af en ung mand, der ikke veg fra de fremmedes side. En stor tallerken med masser af gulligfarvede ris med nogle stykker ubestemmelige stegte panerede fisk. Det hele blev garneret med en galdegrøn substans, og lidt alt for kogte grøntsager. Faktisk kunne jeg slet ikke genkende grønt­sagerne. Det kostede ti kroner og kunne absolut godt spises, når man lige huskede at fjerne de små træstykker som ben i en fisk. Erik var egentlig ikke sulten, men spiste to tredjedele. Jeg blev mæt halvvejs.

Pludselig kom færgen. Jeg blev alligevel nysgerrig, så mens Erik købte færgebilletter, gik jeg hen til politistationen. I stationens vindue sad den kvindelige sergent. Jeg fik et stort smil, da hun fik øje på mig. Hun fortalte, at hun godt kunne tænke sig at komme i kontakt med en dansk politimand. IPAs ånd er jo netop at skabe kontakt politifolk imellem over hele jorden. Naiv, som jeg jo er, spurgte jeg, om hun godt kunne tænke sig at skrive sammen med en dansk politimand. Det var nu ikke lige det, hun havde tænkt sig. Langt om længe gik det op for mig, at hun gerne ville til Danmark og giftes med en dansk politimand, og "om jeg kunne ordne det?". Udover at være naiv, så er jeg også høflig af natur, så jeg sagde, at jeg ikke kunne love hende noget, og skyndte mig ned til havnen.

Hun var vel omkring 27 år gammel, lidt buttet og dertil ualmindelig køn.

Tilbage til Banjul med den gamle overfyldte færge.

Der findes 2 markeder i Banjul. Turistmarkedet og Albert Marked. Alene navnet Turistmarkedet gør, at man holder sig væk. I alle rejsebeskrivelser står, at Turistmarkedet er et souvenirmarked og Albert Marked er det rigtige marked, med den rigtige stemning og for de lokale. Alle skal så selvfølgelig besøge Albert Marked, hvor man derfor også kan få alt det, som turisterne vil have.

Gambianerne laver nogle meget flotte træskærerarbejder, og det er ikke masseproducerede turistsouvenirs. De sidder i boderne og skærer på deres masker og figurer. For turisten er det også stoffer og den meget flotte batik. Erik og undertegne­de var enige. Vi kendte begge til det at gå bag vores koner i timevis, indtil det rigtige stof blev fundet. Lige gyldigt hvilket stykke stof vi ville vælge, så ville det være forkert. Da vi ikke ville gøre noget forkert, undlod vi at købe noget - rørende enige.