NORDKAPP 2003

     Se billederne fra turen

Lidt baggrund:

Vi kørte i vores næsten 7 år gamle Mercedes Vito på gule plader. Den havde ved turens start kørt 175.505 km. I det øjeblik vi forlader kongeriget blev den lavet om til en slags autocamper. Den har mørke tonede ruder i varerummet, der er forsynet med en halvandenmands seng og diverse kasser til tøj, proviant o.l. Under sengen har vi 2 gode havestole med hynder, campingbord og et bustelt. Teltet sætter vi op efter behov, men det har den fordel, at den ene side kan kobles til bilen, således at det virker som fortelt. Desuden medbringer vi et køleskab, der kører på 12 volt, 230 volt samt gas. Maden laves på Campinggaz – vi medbragte en 2 og en 3 kg flaske.

horizontal rule

 Fredag den 20.juni.

 Vi startede i Lyngby kl. 2000 og kørte til Helsingør, hvor vi med HH Ferries  sejlede til Helsingborg. Ankommet til Sverige kørte vi ad E4 i retning mod Stockholm. Vi gjorde holdt for natten på en trafikplads 175 km fra Helsingborg. Vejret havde hele dagen været koldt og blæsende.

Dagens kilometer: 225.

horizontal rule

Lørdag den 21.juni.

Midsommer. Vi vågnede ved 7 tiden efter en god nats søvn. Trafikpladsen lå tæt på motorvejen, men der var ikke meget trafik, så vi hørte intet i løbet af natten. Jane startede med at køre, medens jeg tog en ekstra lur. Efter lidt morgenmad ved 9 tiden fortsatte vi mod Stockholm, hvortil vi ankom kl. 13.

E4 mellem Göteborg og Stockholm er fyldt med mange og gode restepladser, med gode faciliteter.

Vi havde i Politikens ”turen går til Sverige” set, at der lå en campingplads 10 km. sydvest for Stockholm. Vi fandt hurtigt Bredängs Camping, der lå tæt på Mälern. Pladsen var af fin standard med særdeles pæne badefaciliteter.

Pris pr. nat 165 S kr.

Vi fik hurtigt sat forteltet op, som vi har prøvet utallige gange. Medens teltet blev rejst kom solen, der snart skinnede fra en skyfri himmel med en dejlig varme.

Eftermiddagen blev brugt til en god frokost, afslapning og en lille spadseretur til Mälern. Aftensmaden bestod af en god dansk hakkebøf med nye kartofler, en god salat og så selvfølgelig ”lidt” rødvin.

Det var midsommer og til trods for, at der ikke var måneskin, så blev det aldrig mørkt. Midt på natten var det ikke mørkere end en decemberdag i København.

Dagens kilometer: 400

horizontal rule

Søndag den 22.juni.

Vi vågnede ved 5 tiden ved at en fugl havde forvildet sig ind i forteltet og videre ind i bilen, hvor vi sov. Jane fik hurtigt fanget den og sat den tilbage, hvor den hørte til.

Det blev til yderligere et par timers søvn. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var dejligt at sidde i morgensolen og drikke morgenkaffe (te) med æg og bacon. 

Efter morgenmaden tog vi Tunneltoget ind til City. Stationen lå blot 700 meter fra pladsen. Pris for 3 zoner 27,50 S kr. ved køb at rabatkort. Toget var en behagelig oplevelse. Pænt tog og UDEN graffiti. Vi kørte ind til Gamla Stan, som vi havde hørt så meget om. Det var søndag og alt var meget stille. Vi tullede lidt rundt i den gamle bydel. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på restauranternes prisskilte og fandt ud af, at min kulinariske formående sagtens kunne konkurrere med deres – i hvert fald med hensyn til prisen, der var meget høj,  og sagt i al beskedenhed sikkert også i kvalitet. 

Jeg havde sat mig for, at jeg ville havde en havnerundfart og det blev det selvfølgelig også til. En 2 timers rundfart, som de kaldte: ”Under Stockholms Broer” kostede 160 S kr., hvilket nok er noget af det dyreste, jeg har været ude for. Vi havde en fin tur. Man får en rigtig god fornemmelse af en by, når man ser det fra søsiden. Jeg havde ikke forestillet mig, at Stockholm bestod af så mange ø`er eller holme. Et par sluser skulle vi også passere, idet vandstanden er ½ meter højere i den ferskvandsfyldte Mälarn end i den saltvandsfyldte Østersø.

 I løbet af eftermiddagen skiftede vejret til regnbyger, og når solen var væk, var det pludselig ikke så varmt mere. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en stockholmer, der sat og læste avis. Jeg kunne ikke lade være med at skæve til siden med vejrmeldingerne. Der stod ”mere sol”. Jeg kunne ikke se temperaturen for Stockholm, men kunne tydeligt se, at der stod 2 grader øverst på kortet. Det var godt, at jeg havde fået både frakke og handsker med og så kan man jo håbe på, at der ikke blev brug for det.

Tilbage på campingpladsen regnede det lystigt og i forteltet tilberedte jeg aftensmåltidet, der bestod af nye danske kartofler med kyllingebryster, som blev fyldt med masser af friske hakkede basilikumblade fra haven blandet med frisk mozzarella. Dertil lidt frisk salat – alt skyllet ned med rødvin af det bedste mærke ”ad libitum”. Af praktiske hensyn var der købt et pænt lille lager af ”il Rosse” som efter min mening er en glimrende bordvin i 3 liters papkartoner. Jane, som er eksperten, har dog fortalt mig, at ”vi” nok skal besøge Systembolaget.

Dagens kilometer: 000

horizontal rule

Mandag den 23. juni.

 Vi vågnede tidligt ved at solen igen bagte ind i bilen. Det var en flot morgen og vi spiste længe morgenmad og fik læst lidt, før vi tog toget ind til city. Vi startede dagen med Vasa museet. Entré 70 S kr. per person. Pengene var givet særdeles godt ud. Museet er nok det mest interessante museum, som jeg har set. Der blev vist en god film om hvordan skibet blev hævet i 1959-61.

Skibet er gennemrestaureret. Det eneste, der egentlig mangler er farverne, men forskerne har fundet ud af hvordan farverne har været, hvilket blev vist med diverse eksempler. Det har faktisk været et temmelig koloristisk skib af en anseelig størrelse. Absolut er besøg værd.

Mens vi var på Djurhusholmen fortsatte vi til Skansen, der koster 70 S kr. per person. Skansen er en mellemting mellem en slags frilandsmuseum og en dyrepark med nordiske dyr. Et hyggeligt sted, hvor godt kunne bruge mere end de 3-4 timer vi brugte.

 Tilbage med toget til campingpladsen efter en lang dag, hvor der blev gået adskillige kilometer og godt trætte i bentøjet. Vi havde læst i avisen, at morgendagen ville bringe kulde og regn, så vi pakkede teltet sammen og satte bagklapsteltet på og så stod middagen ellers på omelet og salat.

Der havde været solskin hele dagen med en temperatur på 23 grader.

Dagens kilometer: 000

horizontal rule

Tirsdag den 24. juni.

 Det havde regnet det meste af natten og  vi glædede os over, at vi havde taget teltet ned aftenen før.

Vi kørte fra campingpladsen kl. 0900 i regnvejr og fortsatte nordpå ad E4. I Upsala gjorde vi holdt og så den flotte gamle domkirke og fik handlet ind til lidt aftensmaden.

Kort efter vi kørte ind i Norrland holdt regnen endelig op og i  løbet af eftermiddagen blev det igen rigtigt godt vejr med ca. 19 grader.

A4 er en rigtig god vej nordpå. Den består af en blanding af hovedvej og lidt motorvej. Alle steder er der 110 km hastighedsbegrænsning, hvis der ikke er nogen sideveje.

Vi gjorde holdt for natten ved Savar (N63.53.511 E20.31.852) lidt nord for Umeø på en god lille resteplads i skoven med et toilet.

Solnedgang på stedet: 2308 og solopgang: 0213. Solen væk i 4 timer og 7 minutter. Dagen var således blevet 1 time og 17minutter længere end i Stockholm.

Dagens kilometer: 693

horizontal rule

Onsdag den 25.juni.

Vi vågnede kl. 0700 i pragtfuldt solskin og det fortsatte det meste af dagen kun afbrudt af en kraftig regnbyge midt på dagen.

Vi fortsatte ad E 4 til Skellefteå, hvor vi kørte mod vest ind i landet ad E95, der ligeledes er en rigtig god hovedvej. Snart holdt dyrehegnet langs vejen op, og kort efter begyndte de første rensdyr at dukke op på vejene. Man skal være meget opmærksom, for pludselig gik der et par rensdyr midt på vejen, hvor man kørte de tilladte 110 km/t på en dobbeltsporet hovedvej.

Ved Arvidsjaur kørte vi igen mod nord ad den gamle indlandsvej E45, der er meget ujævn det meste af vejen.

Ca.10 før Jokkmokk skulle vi selvfølgelig gøre holdt ved Polarcirklen og drikke et lille glas Champagne (læs:mousserende vin).

I Jokkmokk besøgte vi ”Svensk Fjäll og Samermuseum”, der absolut er et besøg værd. Entré S. kr. 50 pr person.

Vi gjorde holdt lidt nord for Gällivare (N67.07.830 E20.40.297) ved en fossende elv og spiste aftensmad og hyggede os med lidt rødvin med akkompagnement af den brusende elv. Eneste selskab var en masse irriterende myg, der ikke havde lugtet blod længe.

Vi var nu kommet så langt mod nord, at solen var oppe hele døgnet.

Dagens km: 525

horizontal rule

 Torsdag den 26. juni.

Vi stod tidligt op ved 6 tiden. Solen skinnede fortsat fra en skyfri himmel. Turen fortsatte mod nord til Kaaresuvanto ved den finske grænse og videre til kort før  Karasjok i Finnmarken (N69.11.755 E23.33.820) i Norge, hvor vi gjorde holdt for natten. Det havde været en ualmindelig flot dag med sol fra en skyfri himmel hele dagen og temperaturer på 22-24 grader.

Landskabet ændrede sig til stort set kun polarbirk og lave buske. Der var stadig masser af søer og elve, der brød landskabet. Jeg havde ikke fået et bad siden Stockholm og benyttede lejligheden til et ordentligt bad  i en af de mange søer – det var koldt, men dejligt og navnlig bagefter.

Natten, hvis man ellers kan kalde det nat, når solen skinner hele tiden, blev tilbragt ved en stor flot elv, hvor lystfiskere stod hele natten for at få den eftertragtede laks.

Dagens kilometer: 454

horizontal rule

Fredag den 27. juni.

Turens gik videre ad E93 til Nordkapp via Karasjok og derfra ad E6 til Lakseelven og Russenes. Landskabet ændrede tydeligt karakter. Træerne blev færre og færre og bakkerne blev til fjelde og bjerge. En ren dukkede op i ny og næ.

Fra Russenes  gik det nordpå ad E22. Vi spiste frokost i bunden af en dejlig fjord og medens vi spiste dukkede solen op igen. Jeg benyttede lejligheden til en lille fjeldtur efter frokosten. Et par hundrede meter oppe i fjeldet lå sneen endnu. Det var en fantastisk oplevelse at vandre i den uberørte natur. Man føler virkelig, at ud over renerne (man så deres ekskrementer overalt) som var man den eneste, der havde været på stedet, hvilket selvfølgelig var noget vrøvl, men følelsen er nu rar at have alligevel.

Jeg fik nogle filmoptagelser af vandet, der smeltede fra sneen og fulgte vandet indtil det blev en stor kraftig fossende elv.

Tunnelen til Magerøya, hvor Nordkapp ligger, er på små 7 kilometer og koster 140 N kr. samt 46 N kr. pr passager. Efter en fascinerende flot tur tværs over øen kom vi endelig til turens højdepunkt, Europas nordligste punkt: Nordkapp klippen (N71.10.122 E25.46.717). Man betaler entré for at komme ind på området: N kr. 185 pr. person.

Vi ankom kl. 15 og der holdt et par busser og vel omkring 100 biler og autocampere på den store plads ude på klippen. Vi var rigtig heldige med vejret. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var ca. 20 grader og vigtigst af alt, ikke en vind rørte sig. Jeg fik taget lidt billeder og lidt video. Ikke fordi der egentlig er så meget at fotografere. Der er egentlig blot den 307meter høje klippe med at den berømte globus og så vandet, men med lidt fantasi kommer der vel lidt ud af det.

På stedet er der selvfølgelig en stor butik med souvenirs samt cafeteria og restaurant. Inde i klippen er der hugget en kæmpestor bar med store panoramavinduer ud til Atlanterhavet. Desuden er der inden i klippen en stor videograf, der på et stort panoramalærred viser en 17.minuter lang film om Nordkapp. Det er en rigtig flot film, der er værd at se. Alene helikopterbillederne er fantastiske.

Vi sad udendørs ved campingbordet og spiste aftensmad ved blot 10 grader kl. 21 om aftenen  med udsigt til det arktiske ocean, hvor nordpolen lå blot 2.103 kilometer væk (iflg. GPSeren) – en helt speciel oplevelse.

Ved 22 tiden var der ankommet 40 store turistbusser, så klippen og lokaliteterne  var fyldt med turister, der desværre ikke fik helt den samme oplevelse som os, for vejret var slået om og var tåget og koldt, men de fik formentlig sendt et postkort fra klippen og dens postkontor med eget postnummer..

Vi havde kørt 2.617 kilometer fra Lyngby, men havde ikke kørt den direkte vej. Den hurtigste vej ifølge AutoRoute er: 2.319

Dagens kilometer 305

horizontal rule

Lørdag den 28. juni.

Vi overnattede på parkeringspladsen på Nordkapp sammen med 100 andre køretøjer og vågnede ved 9 tiden i regn og blæst. Der er fine toiletfaciliteter på området, men de er lukket fra kl. 0200 til 0900 så hvis man ikke har campingvogn eller camper med toilet, så har man et problem, og man kan jo ikke snige sig ud i ly af ”mørket” og forrette sin nødtørft.

Vi kørte ind til Honningsvåg, som er øens største by, og ganske imponerende med gode butikker. Vi fik provianteret og opdagede, at det faktisk ikke var så dyrt at købe ind i Norge. Priser næsten som i Danmark, kun en anelse dyrere. Agurkerne kostede dog 14 d kr., men til gengæld købte vi et kilo mandler til 27 danske kroner. Efter at have kørt lidt rundt på øen, satte vi igen kursen sydpå og måtte igen slippe 186 N kr. for at komme under tunnelen til fastlandet.

Vi fortsatte tilbage ad E22 til Russenes. Det er den eneste strækning til og fra Nordkapp, hvis man ikke er sejlende. Fra Russenes kørte vi østpå at E6 gennem et goldt fascinerende bjerglandskab med store snekalotter.

Vi camperede ca. 80 km vest for Alta på Alta Camping (N70.03.254 E24.56.624) helt inde i bunden af Altafjorden. Campingpladsen var af en fornuftig standard og kostede 125 med El. Efter 4 døgn uden elektricitet var PC, Videokamera og kamera ved at løbe  tør for strøm, og det for øvrigt også dejligt at få et rigtigt bad.

Vi faldt i snak på to jyske ægtepar, der sammen havde lejet et stor dansk Autocamper og at kørt til Nordkapp. Det medførte en gevaldig hovedpine dagen efter. Da vi stod op om  morgenen stod solen lige ind i hovedet og selv om jeg påstod, at jeg fik hovedpine af solen, så smilede Jane blot mildt overbærende.

Dagens km: 335

horizontal rule

 Søndag den 29. juni.

Solen blev ved med at skinne. Vi fortsatte gennem det skønneste landskab, langs fjorde og sneklædte fjelde. Solen skinnede fra en skyfri himmel og spejlede sig i fjorde og søer, som blev middelhavsblå. På de store snekalotter på fjeldene samledes store renflokke - fri for de irriterende myg. Sneen smeltede i sommervarmen og fossede livligt i elve og ned langs bjergsiderne. Mange steder gled smeltevandet ned langs lodrette bjergsider som et arkitektonisk monument, der i den lave aftensol skinnede som glinsende sølvvægge

Narvik blev besøgt i løbet af eftermiddagen.

Aftensmaden blev indtaget på en lille plads ved en rislende elv og med udsigt til en fjord. Inden solen forsvandt bag bjerget indtog vi det lækreste måltid bestående af Gordon Bleu med salat og ganske lidt rødvin (for mit vedkommende), jeg skulle fortsætte kørslen.

Da vi fortsatte kørslen så vi en lille færge på vej over fjorden. Vi sad og talte om hvor hyggeligt det så ud. 2 kilometer længere fremme stoppede vejen ved et lille færgeleje.  E 6 fortsatte på færgen, som vi lige havde set sejle. Vi slappede af i 1½ time i dejligt solskin indtil kl. 2335, hvor næste færge afgik.

Færgen Skarberget – Bognes kostede 95 N kr. – overfartstid 25minutter, så vi ankom til midnatstid i dejlig sommersol.

Vi fortsatte en lille times tid før vi gjorde holdt ved en lille plads (N67.54.041 E15.51.410), hvor der selvfølgelig var en lille elv. Elven skar sig gennem granit som havde tydelige glidemærker fra istiden. Yderligere var der nogle flotte stenalderhelleristninger af rener i naturlig størrelse. Vi nåede lige at se solen ligge ramme horisonten og se den stige igen inden vi lagde os til ro.

Dagens kilometer: 573

horizontal rule

Mandag den 30. juni

Efter havde besigtiget helleristningerne og elven med laksetrappe fortsatte vi mod Bodø, som vi besøgte i løbet af formiddagen. Bodøby virkede uinteressant, så vi fortsatte til E 17 som er kystvejen mod syd, hvis man ikke foretrækker den hurtigere E 6, som går længere inde i landet. E17 kaldes også turistvejen, fordi den snor sig gennem naturskønne områder langs kysten. Ruten bliver afbrudt af 5 færgeoverfarter over fjorde.

I løbet af eftermiddagen kørte vi gennem den næsten 8 kilometer lange Svartistunnel, der er boret ind under Svartisen, der er en kæmpe isklump på 375 kvadratkilometer.

Ved 18 tiden tog vi færgen fra Halsa til Ågskardet, en lille tur på 10 minutter. Pris 64 N kr.

Efter yderligere 28 kilometers kørsel ankom til Jetvik, hvor færgen i løbet af 1 time bragte os til Kilboghamn. Halvvejs passerede færgen Polarcirklen, som var markeret med en Globe i stil med Globen på Nordkapp. Globen stod på en klippe, som vi passerede tæt forbi. Pris 155 N kr.

Solen havde hele dagen skinnet fra en skyfri himmel og temperaturen var næsten middelhavsagtig.

Vi sluttede dagen i bunden af en fjord og igen var der en  lille elv ved siden af.

Aftensmaden blev indtaget ved midnatstid, men uden sol, da vi lå omgivet af høje bjerge. Hvis vi havde kunne se solen, vil den være væk i tiden i  19. minutter. Faktisk mærkede man ikke, at solen var væk. Det var så lyst som en gråvejrsdag. (N66.20.025 E13.08.639)

Dagens kilometer: 416

horizontal rule

Tirsdag den 1.juli.

Vi vågnede i bagende hede. Bilen var som et drivhus og temperaturen indendørs kom op på 35 grader. Solen skinnede igen fra en skyfri himmel og efter morgenmaden fortsatte vi ad E17 til Nesda, hvor færgen transporterede os videre til Levang. Pris 89 N kr. Turen varede 25 minutter.

Levang færgeleje ligger smukt i en lille bugt. På den modsatte side af bugten fandt vi en lille hyggelig campingplads, der ligger meget smukt lige ned til bugten. Vi slog teltet op 50 meter fra vandet og 10 meter over det. Vi havde en fantastisk udsigt til bugten og over til færgelejet, hvor færgen kom næsten hver time.

Sjøbakken Camping, (www.fiske-camping.no) Rigmor og Ole-Hermann Otting,  er en meget hyggelig lille familiecampingplads. Man skal køre 2 kilometer ad en grusvej for at komme til pladsen, så der er absolut ingen trafikstøj. Færgen lægger til 300 meter væk, så den hører man næsten ikke. Pladsen er også en bondegård med køer, der går og græsser få meter væk. Der er en dejlig stilhed og skønhed over stedet, kun afbrudt af mågernes og strandskadernes skrig. Stedet er en lise for sjælen

Pladsen råder også en række små motorbåde, som man kan leje.

Pris pr nat N kr. 100 for 2 personer samt kr. 30 for strøm.

Dagens kilometer: 65.

horizontal rule

Onsdag den 2. juli.

Afslapning, læsning og proviantering.

Dagens kilometer: 28.

horizontal rule

  Torsdag den 3 juli.

Jeg lejede en lille 14 fods jolle med en 4 HK motor, som jeg sejlede rundt i det meste af dagen i dejlig solskin. Pris for leje 150 N kr. samt 4 liter benzin til 48 kr.

Dagens kørte kilometer: O

horizontal rule

Fredag den 4 juli.

Vi blev på Camping Sjøbakken indtil fredag. Det var dejligt vejr og vi lå fortrinligt med en dejlig udsigt over bugten og færgen. Pris for 3 dage 390 N kr.

Efter morgenmaden fortsatte vi sydpå ad E17 og videre sydpå ad E6 Lidt før Steinkjær kørte vi fra E6 og kørte en lille omvej ad hovedvej 763, hvor vi ved Bøla var inde og kigge på nogle 6.000 år gamle helleristninger. Bl. a. var der en meget flot ren i naturlig størrelse, kaldet Bølarenen på grund af findestedet.

Vi  fortsatte indtil Tronheim, hvor vi overnattede på Storsand Gård Camping (N63.25.669 E10.24.209). En stor campingplads lige ud til havet. Desværre var der kun èn sanitetsbygning af en usædvanlig ringe standard og med alt for få toilet- og baderum. Desuden skulle man gå en halv mil for at komme på toilettet. Prisen var turens dyreste for turens ringeste plads: N kr. 180 og så skulle man endda købe bademønter til 10 N kr. for 2 minutters bad.

Dagens kilometer: 451.

horizontal rule

Lørdag den 5. juli.

Vi kørte ind til Tronheim og tog en sightseeing gennem byen og havnen, hvorefter vi gik en tur gennem den centrale bydel.

Ud på eftermiddagen fortsatte vi mød øst til Sverige via E14 Fra morgenstunden havde det været  overskyet, koldt og blæsende. Da vi kom til bjergene mellem Norge og Sverige så vi endelig blå himmel. Norge er meget smal på dette sted. Der er faktisk kun små 60 kilometer fra Tronheim til den svenske grænse.

Da vi nåede til Storsjön kørte vi sydover langs søens vestlige side og ved Köva kørte ad en grusvej op på Persåsen. Grusvejen er ca 40 kilometer lang og midt inde i skoven gjorde vi holdt ved et shelter (N62.54.472 E14.13777), som er en slags lavt læskur, der er lukket på 3 sider. Jane tændte op i bålet og jeg lavede mad i shelterens læ. Næsten ingen myg eller andre insekter. Himlen var blå og det var smadderhyggeligt. Det eneste minus var den kølige aften., men det var der råd for.

Den daglige SMS besked hjemtil kunne vi ikke sende. For første gang oplevede vi, at der ikke var mobiltelefondækning, men hvad.

Dagens kilometer: 330

horizontal rule

Søndag den 6. juli.

Vi vågnede ved at bilen igen var blevet omdannet til et drivhus. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men temperaturen i skyggen kunne kun snige sig op til 13 grader. Ud over shelterens læ var der intet. Nødtørften blev klaret ude i skoven med toiletrullen og feltspaden og vasken blev klaret i elven med vandfadet. Man bliver utrolig frisk af at bade i  elvens iskolde vand, men man føler sig dejlig godt tilpas bagefter. Jeg erfarede senere, at området er kendt for den brune bjørn. Faktisk har beboerne i området oprettet bjørnepatruljer. Bagefter har jeg tit tænkt på, hvad der kunne være sket, medens jeg stod i elvens kolde vand sammen med en bjørn.

Efter morgenmaden fortsatte vi ad grusvejen. Der er flere levende fæbodar, der er en slags arbejdende frilandsmuseer, hvor nogle kvinder boede hele sommeren i de i de gamle huse. De malkede køerne og lavede forskellige oste og smør af mælken. Produkterne blev solgt til turisterne.

Senere på vejen så vi en tjurhøne med 7-8 kyllinger. Vi kørte næsten 200 km rundt i vildmarken ad elendige grusveje, men vi fik set en masse dejlig natur. Ruten gik bl. a. gennem Sveriges højest beliggende vej, der målte 980 meter på GPS`eren. Vi havde ikke set rener i flere dage, men nu dukkede de igen op. Vi så adskillige små grupper rener samt en større flok. Bilen holdt til rystelserne og det var næsten mere end jeg gjorde.

Vi gjorde holdt for natten lidt øst for Funäsdalen på en naturresteplads (N62.25.456 E12.45.697). For en gangs skyld var der ingen elv, men til gengæld en flot udsigt over en stor sø. Der var total stilhed, bortset fra, når en bil en sjælden gang imellem susede forbi.

Dagens kilometer: 237

horizontal rule

Mandag den 7.juli.

Vi startede dagen med flot solskin. Vi var de eneste på naturrestepladsen, så man kunne vaske sig ugenert med frisk vand fra kilden ved siden af pladsen.

Efter morgenmaden fortsatte vi sydpå mod Dalarne. Undervejs gjorde vi holdt ved Sveriges største vandfald med en frit fald på 94 meter Njupeskär. Fra parkeringspladsen skal man spadsere 2 kilometer  gennem det flotteste landskab. Man går gennem et meget sumpet område men på det flotteste fortov af tykke planker. Cirka halvdelen af ruten et belagt med plankesti. Desværre begyndte det at regne på turen, men ikke mere end, at det var til at holde ud. På ruten er der flotte pædagogiske plancher, der på svensk-tysk-engelsk fortæller om dyr og planter.

Vi sluttede dagen på campingpladsen i Våmhus (N61.06.967 E14.29.614). Pladsen er lille og hyggelig og ligger lige ud til Siljansøen. Pris pr dag 140 S kr. med EL og 5 kr. for badepoletten. Vi var ellers lige nået ud af regnen, da vi nåede Siljansøen, men den indhentede os, da vi skulle rejse teltet, men det var faktisk ikke det store problem.

Da vi var blevet installeret opdagede jeg, at vores nærmeste nabo på pladsen var min tidligere svoger Kjeld. Det var hyggeligt at få en snak med ham igen. Han havde kørt rundt i Lapland med sin hustru, Ingelise, 2 hunde og med en campingvogn.

Dagens kilometer: 309

horizontal rule

Tirsdag den 8. juli.

Det var overskyet og vi undgik at få bilen varmet op af solen, hvorfor vi kunne sove længe og det benyttede vi os af.

Kjeld havde talt varmt om et besøg han havde haft på Orsa Grönklitt´s bjørnepark ( www.orsa-gronklitt.se ),  der lå små 20 kilometer fra campingpladsen, så vi besøgte parken om eftermiddagen. Entreen på 85 S kr for en voksen, er alt for meget. Området er stort og de brune bjørne har masser af plads og der er rigtig mange af dem. Derudover er der polarræv (vi så faktisk en polarræv på Nordkapp), Järv, ulve og los.

Senere på dagen så jeg en skilt på landevejen om auktion. Jeg har altid ønsket mig at opleve en svensk gårdauktion. Det var en rigtig svensk gårdauktion. Gården var en typisk Dalarnagård af tykke solide bjælker. På gårdspladsen var der ca. 100 mennesker, der enten sad på indboets stole eller sad på tæpper, medens auktionarius, der iført cowboybukser og ternet skovmandsskjorte,  solgte alt indboet lige fra syltetøjsglas til senge og det store solide plankebord.

Der var mange interessante sager imellem, men det meste blev solgt for dyrt.

Sent på eftermiddagen nåede vi ind til Mora, hvor Zorngården og Zornmuseet ligger. Desværre var gården lukket kl. 16 og museet lukkede kl. 17.

Tilbage på campingpladsen i god tid.

Dagens kilometer: 83.

horizontal rule

Onsdag den 9. juli.

Efter morgenmaden pakkede vi bil og telt og kørte ind til Mora, hvor vi besøgte Zorn museet og Zorngården. Pris for Zorngården S kr. 45,00 og museet  S kr. 35,00. Navnlig Zorngården var meget interessant. Der er kun guidet omvisning. Anders Zorn levede fra 1860 til 1920. Hans enke Emma boede på gården indtil hun døde, hvorefter gården blev omdannet som museum. Gården står i dag

som da Emma døde i 1942.

Om eftermiddagen besøgte vi Falu kobberminerne i Falun. Med elevator kørte man 55 meter ned i de gamle minegange. Minen er næsten 1000 år gammel, og man besøger minegange fra bl. a. 1200 årstallet. Prisen var 90 S kr for mine og minemuseum. Meget interessant.

Bagefter fortsatte vi sydpå til en resteplads (N59.22.022 E13.08.415) lidt nord for Säffle.

Dagens kilometer: 308

horizontal rule

Torsdag den 10. juli.

Efter morgenritualerne hørte vi til Håverud, hvor vi sejlede med M/S Storholmen (www.storholmen.com + www.dalslandia.com ) på Dalslandskanalen fra Håverud til Långbron ved Dals Långed. Sejlturen tog lidt over 3 timer. Torsdag var det et fantastisk godt vejr. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var over 25 grader. Sejlturen kostede 190 S kr. inkl. en returrejse med en Dal-Västra Värmlands Järnväg, med vogne fra halvtredserne.

I Håverud findes den helt specielle kombination med en elv nederst, ovenover Dalslandskanalen og derover henholdsvis jernbane- og vejbro. Vi sejlede henover elven, hvilket virkede helt specielt.

På turens passerede vi 10 sluser, der samlet løftede os 26,9 meter op.

En rigtig dejlig tur, der ikke blev ringere af det dejlige svenske sommervejr

Eftermiddagen tilbragte vi ved Vänern. Efter aftensmad mente vi, at vi nok havde fået oplevelser nok og besluttede os for at vende næsen hjemefter.

Ankommet til Nybrovej kl 0230opdagede vi,  at vores vej foran huset var gravet op, så vi måtte slæbe bagagen et godt stykke.

horizontal rule

Lidt statistik:

Længde 6.387 km.

Samlet omkostninger alt inkl.: 12.100 kr.

Diesel: 521,15  liter, der i alt kostede d kr. 3.456,67

Bilen kørte i gennemsnit 12,26 km pr. liter.

Vi brugte 1,4 kg campinggaz. Der blev lavet mad på gas hver dag og varmt kaffevand på gas de dage, vi ikke lå på campingplads.

Vi overnattede10 dage på campingplads til en samlet pris af 1,243,65 D kr. med El.

Vi overnattede 10 nætter udenfor campingpladser.

4 færgeoverfarter i Nordnorge kostede samlet D kr. 370

- - - - - -

Derudover var vi værter for utallige myg og andre insekter, der har sat sine spor.