Man vil typisk ankomme til Tobago via lufthavnen, der ligger i byen Crown Point. Vi fløj til London (2 timers flyvetid) og derfra direkte med en mellemlanding på Antigua.  Turen fra London tager ca. 11. timer, lidt afhængig af hvor længe opholdet på Antigua varer.
Vi landede på Tobago kl. 1800 lokal tid. Tiden er 5 timer efter dansk tid.  Det er en underlig fornemmelse af komme fra en dansk vinter med frost og sne og så lande i troperne med en temperatur, der ligger på ca. 30 grader.
Ankomstbygningen er ikke stor, stort set kun et lokale på et par hundrede kvadratmeter. Udenfor bygningen var der en vrimmel af sorte, der tilbød deres assistance. Vi hankede imidlertid op i vores lille rygsæk og gik hen til vores logi.

Crown point ligger lige klods op ad lufthavnen. Vi havde over nettet bestilt en lille lejlighed for der første dage. Lejligheden viste sig at ligge 200 m i luftlinie fra lufthavnsbygningen. Til trods for det mærkede vi stort set ikke noget til flytrafikken.

 Byen er præget af turisme, men slet ikke i samme grad som f. eks. i Sydeuropa. Turisterne er stadig i fåtal. Der ligger selvfølgelig en del lejlighedskomplekser, men de er typisk ikke særlig store og ingen bygninger er højere end 2 etager. Der er selvfølgelig en del restauranter i byen. Det er mest turister, der benytter disse restauranter, men lokalbefolkningen bruger dem også flittigt til mad ud af huset (formentlig til en noget lavere pris).  Prisniveauet på restauranterne er rimeligt. En middag med én ret koster mellem 70 og 90 kr. Skal man have hummer er prisen ca. det dobbelte.
Det er kun i Crown Point og i Scarborough, at man kan finde restauranter med spisekort. Alle andre steder har man i heldigste fald en gammel tavle, hvor der står, hvad man kan få og det vil sige max 4-5 retter. Ellers bliver man blot spurgt, om man vil have kylling eller fisk. Næsten altid starter et måltid med en grønsagssuppe, som man får uanset om man bestiller det eller ej.
Man drikker øl på Tobago. Den mest almindelige øl hedder ”CARIB” og findes på en klar flaske, der ligner en sodavandsflaske. Den er på 5,2 procent og koster næsten overalt 7 kr.
Vin er lidt af et problem. Det er stort set umuligt at købe vin i. I heldigste fald har de utallige små minimarkeder en enkelt slags rødvin i 3-4 eksemplarer. Næsten alle restauranter har vin, men også her, er der kun en slags rødvin og en slags hvidvin. Vi var ude for, at en restaurant i Crown Point havde et vinkort og endda med 9 forskellige vine og heraf også et par italienske vine. Da det kom til stykket havde de faktisk kun 2 slags og ingen italienske.

 Der findes utallige små minimarkeder rundt omkring på øen. Disse markeder gav ordet ”minimarked” en ny dimension. Som regel var det små gamle træskure på mellem 2 - 6 kvadrat-meter og forsynet med bliktag. Udvalget var øl, vand, chips, rom og så lidt livsfornødenheder i små mængder. Bortset fra rom var næsten alt dyrere end i Danmark. En god rom koster 65 kr. for en liter.
Frugt og grøntsager sælges rundt omkring i små boder og blikskure. Kvaliteten er ikke som vi er vant til og prisen er oftest dyrere. Man skal give 1 kr. for en lille lime på størrelse med en bordtennisbold, i dobbelt størrelse koster den det samme i Netto.

Øen er meget frodig. Overalt vokser der kokospalmer, bananpalmer, mango, papaja, kakao og masser af andre eksotiske frugter.  I den nordlige ende af øen er der lidt højland og regnskov. Her regner det gennemgående mere end i den sydlige del af øen.  Man kan her opleve virkelig tropiske regnskyl. Det ene øjeblik skinner solen fra en næsten skyfri himmel og i næste øjeblik trækker det hele sig sammen og vandet vælter ned i tykke torve. 10 minutter efter kan solen skinne igen.

Vi boede de første 3 dage i et lille kompleks http://www.bananaquit.com/  med 9 lejligheder. Prisen var 55/60 US dollars for en lejlighed. Det var pæne lejligheder med bad med masser af vand (som overalt på øen), Køkkenfaciliteterne var dog noget tilbage at ønske. Jeg fik byttet flere pander der alle var runde i bunden. Det er næsten umuligt af at lave æg og bacon på en pande, der ikke bare er rund på den ene led, når den står og vipper på en el-plade.

 80 procent af befolkningen er af afrikansk oprindelse. D.v.s. kulsorte negre. Resten er diverse blandinger, hvoraf det indiske islæt er markant. Sproget er engelsk. De sorte taler et slags ”mambo” engelsk med stød. Når sorte taler sammen, er det rimeligt svært at forstå.
De unge mennesker er normalt slanke, men når kvinderne bliver gift og får børn så bliver rigtig mange af dem ret så store og deres bagdele bliver ekstrem store.

 I Crown Point findes der temmelig mange nyere biler. Man er meget glad for musik og derfor bliver mange biler også udstyret med kolossale lydanlæg, der kan høres på lang afstand. En ung mand havde udstyret sin mountainbike med et større snedkerarbejde, således at der på begge sider sad en kæmpe højtaler og derudover sad der 10 andre højtalere rundt omkring på cyklen. Man kunne høre ham på rigtig lang afstand.

Der findes enkelte hyrevogne, der er mærket med et ”taxi” skilt på taget og så findes der alle de andre. Der er findes også officielle hyrevogne, der ikke er mærket. Den eneste måde, man kan se at det er en hyrevogn er, at den har et h som begyndelsesbogstav på nummerpladerne.

Trafikkulturen er generelt meget fin. Man er hensynsfuld og holder gerne tilbage for både andre trafikanter og forgængere. Der ”dyttes” meget, men ikke på den irriterende måde. Man giver et kort ”dyt” for at hilse på vennerne og man har mange venner.
De fleste biler er forsynet med aircondition, men næsten alle kører med nedrullede vinduer med armene hængende ud af vinduet, mens man glæder andre med sin musik.

Den almindelige offentlige strand ”Store Bay” ligger centralt i Crown Point. Stranden er gratis og der findes omklædningsrum (1 kr) og rigtig mange boder og barer, hvor man kan få mad og drikke og diverse souvenirs. Selve stranden er med hvidt sand samt sandbund langt ude i det vidunderlig dejlige varme vand. Problemet kan være, at det er lidt af et fluepapir. Følger man vandet nordpå ad Pigeon Point kommer man til en lidt anderledes strand. Vandet er her forholdsvis lavt og med lidt stenbund. Til gengæld er selve stranden meget fin med hvidt sand med masser af kokospalmer og så er der fred og ro.
Der ligger også en betalingsstrand 4-5 kilometer uden for byen, Canoe Bay. Entreen er her 15 kr. Selve stranden er slet ikke så god som inde i Crown Point.  Det er næsten umuligt at komme til standen, hvis man ikke har en bil eller tager en Taxi. Faktisk er den eneste fordel ved stranden, at der ikke er så mange mennesker.

Der findes 2 internetcafeer i Crown Point. Den ene i et møntvaskeri. Det andet var helt nyt med 10 nye hurtige maskiner med en timepris på 15 kr.

Vi tog bussen fra Crown Point til Charlotteville, hvor vi via Internettet havde bestilt en lille lejlighed. Busturen tager ½ time fra Crown Point til Scarborough. Derfra tager det 1½ time til Charlotteville.

Busdriften er noget for sig selv. Jeg ved ikke hvor mange busruter der egentlig er, men der går busser overalt, bare ikke særligt ofte. Busstoppene er markeret med et blåt skilt med ”BUS” og det er alt. Ingen stedet står der, hvor busserne kører hen, eller hvornår de kører. I Scarborough findes der en busterminal, hvor man også kan købe billetter. Heller ikke her, kan man nogen steder se nogen form for information.  Man kan spørge damen, der sælger billetter og somme tider får man et rigtigt svar.
Rundt omkring på øen spørger man lokalbefolkningen om hvornår bussen kører. Det mest normale svar er ”anytime” så har man jo heller ikke sagt for meget.  På et tidspunkt, hvor vi skulle med bussen fra Charlotteville, ventede i 3 timer på en bus og det til trods for, at vi var ved stoppestedet 20 minutter for normal afgang. Det skal bemærkes, at der ikke findes hyrevogne i Charlotteville så man må bare væbne sig med tålmodighed. Når buspassagererne har ventet længe nok på en bus, så rækker de blot hånden op til de biler, der passerede forbi. Man er meget flinke til at tage folk med.
Billetterne kan ikke købes i bussen, men skal købes i små minimarkeder, der har et hjemmelavet skilt med ”bustickets”. Billetterne er standardbilletter på 2, 3 og 4 TT. Det er meget billigt at køre med bus. Bussen fra Crown Point til Scarborough koster 2 kr. og fra Scarborough til Charlotteville koster det 8 kr.

Vejene er navnlig nordpå dårlige med huller i asfalten og det til trods for at den mest almindelige mandlige beskæftigelse er vejarbejde.
Der er et dejligt behageligt klima, som jeg ville nyde at køre motorcykel i. Til trods for dette, så jeg i de 16 dage jeg var på øen sammenlagt kun 3 motorcykler og 4 knallerter.

Man kører igennem regnskoven for at komme til Charlotteville.  Byen er faktisk kun en stor landsby, der ligger i en kløft og ud til en lille bugt. Vores lejlighed lå i et lille kompleks med 5 lejligheder http://www.topriver.com/ . Vores lejlighed kostede 60 US dollars og var ganske god. Den lå ca. 200 fra vandet og et lille stykke oppe i kløften. Fra vores lille altan havde vi en fantastisk udsigt til vandet og næsten hele byen. Vi kunne herfra følge med i hverdagslivet for vores ”naboer”. Skolebørnene, der kom om morgenen i deres fine skoleuniformer. Pigerne med fine mørkeblå kjoler og flettet hår og sløjfer i samme farve som skoleuniformen. Drengene var iført skjorte og korte bukser og altid var deres skoleuniformer rene og nystrøgede. Skolebørnene får mad på skolen i små hvide papmadkasser. Ligesom alle andre steder, er der børn, der ikke kan lide skolemaden, der så bliver taget med hjem. På vej hjem fra skole bliver madpakkerne smidt i vejsiden til stor glæde for hønsene.
Lige over for skolen ligger et meget lille minimarked på 3 kvadratmeter alt inklusive. Og som andre steder kommer børnene her og køber slik, saftevand og chips i frikvartererne.

Der er nabokonerne, der råber deres sladder til hinanden og mændene på vej til arbejde, gamle koner med stokke eller paraplyer for at skærme mod solen.  Der var hele tiden noget at se på. Der var også den gamle mand, der hver morgen kom gående op ad den stejle vej med en stor vanddunk på hovedet og et par dunke i hver hånd.
Det er varmt og alle går langsomt og dvask. Overalt er der høns med små kyllinger og haner, der forsøger at holde orden på deres høns. Det var meget hyggeligt med alle de høns, men gav lidt bagslag om natten. Normalt begynder hanerne at gale ved solopgang, men det kunne disse individer ikke finde ud af. Da den første hane begyndte at gale 3 timer før solopgang, så troede alle de andre haner at det var nu, at de skulle gale, og de gjorde de så. Jeg fik ikke meget søvn første nat, men næste nat, fik jeg fundet ørepropperne, som jeg altid har med på rejse. Jeg sov glimrende med mine gule ørepropper i de 9 dage vi boede med Charlotteville. Jane vænnede sig til hanegalene. 

Næsten alle huse i byen var i én etage og stort set alle stod på betonpæle. Under husene havde man så ”pulterrum” og tørreplads. Alle huse på øen er forsynet med bliktag og oftest udgør bliktaget også loftet. Det er mest almindeligt, at husene er bygget af store hule mursten, som i heldigste fald får en let pudsning. Selvfølgelig har alle huse en overdækket veranda, hvor man kan sidde og hænge. Jeg har aldrig set nogen sidde og spise f. eks. aftensmaden på verandaen. Enkelte huse var forsynet med parabol og måske en primitiv Tv-antenne.
Også her går næsten alle rundt med en mobiltelefon, der bliver brugt flittigt.

Landsbyen har 4-5 restauranter. Den flotteste restaurant hedder ”Sharon og Pheps”. Den ligger flot med udsigt til byen og bugten.  Her har de faktisk et spisekort, men det er meget kort. Man kan vælge mellem kylling, rejer eller fisk. Tilbehøret er næsten det samme til alle retter, lidt forskellige grøntsager eller pommes frites. Man kan så vælge mellem 3 slags saucer. Spisekortet indeholder ingen priser. Prisen for en ret inklusive den obligatoriske grøntsagsuppe ligger mellem 80 og 90 kroner. Også her er det mest almindeligt at drikke øl til maden, men huset havde dog en enkelt rødvin, og tilmed australsk og ganske god til en pris af 135 kr.
Sharon var en elegant dame midt i trediverne. Hun serverede og når alle havde fået serveret gik hun rundt og hyggesnakkede med gæsterne. Den anden halvdel ”Pheps” var hendes datter. Hun var en sød og kærlig mongolpige på 13 år.
Det var ikke den store kulinariske oplevelse, men der var pænt og rent og så var der lige den australske rødvin. Mange af byens indbyggere kom og hentede deres aftensmad her, og som alle andre steder blev det leveret i en flamingoboks, som vi også bruger her i landet.

En anden restaurant, som jeg vil fremhæve er ”Janes Quality Kitchen”. Stedet ligger næsten helt ud til vandet. Køkkenet er et blikskur på 6 kvadratmeter og ”restauranten” består af nogle sammenflikkede borde og stole, der bestemt ikke er lavet af en fagmand. Det hele er overdækket af det traditionelle bliktag. Stedet har ikke bevilling til at sælge alkoholiske drikke, så man medtager selv sine øl eller vin.
Stedet drives af Jane og hendes mand. Jane er en dejlig sød pige i slutningen af trediverne. Hun står i køkkenet og fremtryller byens suverænt bedste mad i det lille primitive køkken. Manden tager imod bestilling og serverer. Når der skal betales kalder manden på Jane og så kommer hun med regnemaskinen. Man oplyser selv, hvad man har fået og Jane tæller sammen på lommeregneren og beløbet er absolut overkommeligt – ca. 70 kr. pr person.

Byen har også en Internetcafé. Et ganske lille skur ned ved vandet med 2 gamle computere med modemforbindelse, men det er der og man kan læse og sende sin post.

Indkøbsmulighederne er meget begrænset. Det findes et lille supermarked og 2 ganske små minimarkeder. På et tidspunkt havde jeg ondt i halsen. I supermarkedet så jeg at der på en hylde bag kassen var et par æsker ”strepsiler”. Jeg blev spurgt, hvor mange jeg ville have. Jeg mente, at én æske var nok, hvorefter damen åbnede æsken og begyndte at brække en strepsil af.
Supermarkedet havde en lille smule frosne kødvarer. Ingen steder kunne man købe frisk kød.

Der var en del fiskerbåde i byen. D.v.s. plastikjoller på 18 -20 fod.  Der blev også trukket en slags vod. Et kæmpe net blev trukket ind mod kysten fra hver ende af nettet. Inde på kysten blev nettet så trukket ind. Alle, der var i nærheden, gav en hånd med og fik et par fisk som tak for hjælpen. Midt i byen var der en ganske lille fiskehal, hvor alle fisk blev sat til salg efterhånden som de kom ind.

Ved byen Roxborough inde i regnskoven ligger Argyle vandfaldet, der er et besøg værd.  Det koster 30 kr. person. Hver halve time er der afgang i udkanten af skoven. Med i prisen følger en guide. I området findes der masser af unge mænd, der inden man kommer til stedet tilbyder sig som guide, men det er unødvendigt. Turen ind i regnskoven til vandfaldet tager kun 10-15 minutter. Selve vandfaldet er ikke det mest spektakulære jeg har set, men det er dog ganske flot og ligger vidunderligt inde i den frodige regnskov. I udkanten af regnskoven ligger resterne af en gammel kakaoplantage. I regnskoven er der masser af bambus og det i en ganske pæn størrelse. Hver bambus har en diameter på 8-10 cm og en højde på næsten 10 meter.
Vi tog bussen over til regnskoven, det er billigt kun 2 kr. per person, men man skal væbne sig med tålmodighed og det er måske ikke lige det, der præger en nordbo, der er vant til at kunne se på en køreplan, hvornår næste bus kommer. Det en godt et have lidt lekture med i rygsækken.

Penge/Valuta. Møntenheden hedder som nævnt TT, som er en forkortelse af Trinidad/Tobago dollar. Kursen var februar 2006 1, d.v.s. at en TT koster 1 kr. Det er en god ide at medbringe US dollars som modtages mange steder. I Crown Point findes der adskillige pengeautomater, som også tager VISA. Indenfor det sidste år, er der også opstillet en pengeautomat i Roxborough og Charlotteville, hvor man kan hæve på VISA. Der er ellers ikke muligt at benytte betalingskort i Charlotteville.

Man er meget glad for musik på Tobago og desværre er der også en del, også i Charlotteville, der gerne ville glæde andre med deres musik. Mange har nogle kæmpe anlæg og højtalere, der kunne klare hele kløften. Det kunne indimellem være godt være lidt af en belastning.

Mange mænd havde meget langt hår, der var flettet i lange ”uldtotter” og oftest blev det hele pakket ind i store strikhuer. Desværre ville mange ikke lade sig fotografere, så enten fik man et meget afvisende nej eller også skulle man snige sig til at fotografere og som man også kan se på mange af mine billeder, så valgte jeg at fotografere dem bagfra.
Ligesom i USA og Australien findes der et utal af kirkelige retninger. Metodistkirkerne var meget udbredt. Vi overværede en gudstjeneste i vores nærmeste ”nabo” en metodistkirke. Det var en noget mere farverig gudstjeneste end det vi er vant til.  Næsten alle kom hen til os og gav hånd og hilste. Under gudstjenesten blev der nævnt navnene på dem, som ikke lige boede i byen til hverdag og vi måtte så rejse os op og præsentere os og fortælle hvor vi kom fra. Når sandheden skal frem, så overlod jeg denne del til overlæreren. I forbindelse med gudstjenesten rejste mange sig op og bekendte sine synder til menigheden.

Vi ville gerne ud og køre lidt for at se noget andet end det, man kunne se fra bussen. Sharon fra restauranten ”Sharon og Pheps” ringede og skaffede os en udlejningsbil fra Scarborourgh. Pris for 3 dage kr. 900,-. Om det er prisen generelt ved jeg ikke. En liter benzin koster 2.70 kr, så det er ikke det der tynger budgettet. Man skal sørge for, at altid at have en halv tankfuld, da det ofte sker, af tankstationerne løber tør. Det er meget få tankstationer og alle tilhører det nationale tankselskab NP.

Det er som nævnt et varmt og frodigt klima. Det var en ting, der undrede os. Vi så kun én gang noget det lignede en køkkenhave, til trods for, at der var alle muligheder for at dyrke dejlige grøntsager. Grøntsager var for øvrigt ikke noget vi fik for meget af. Vi fik aldrig salat og tomaterne var ringede og dyrere end hjemme.

Vi har ikke oplevet tiggeri, men på et tidspunkt stoppede vi vores bil for at kigge på en flok skolebørn, der netop havde fået fri fra skole. En pige på ca. 12 år kom hen til vores bil og spurgte frimodigt, om vi ikke kunne tænke os at give en ”donation” til hendes skolegang.

På Trinidad og Tobago afholder man karneval samtidig med fastelavn. I Scarborough er det fastelavnssøndag til og med tirsdag efter fastelavn, hvor det hele topper.  Det holdes nede ved havnen.

I Roxborough afholdes karnevalet fastelavnsmandag sent om eftermiddagen og aftenen på byens stadion ved siden af brandstationen. Det er alt sammen meget festligt og der bliver drukket rigtig mange øl.

Det er absolut et spændende land at besøge. 

Vi havde selv arrangeret rejsen via nettet. Samlet pris kr. 26.000 for 2 personer i 18 dage.

Hans Flügge

Links: Trinidad/Tobago´s  officielle hjemmeside